0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brandfarlige breve

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hånden med den brændende tændstik nærmer sig roligt de let sammenfoldede og gulnede brevsider. Standser et kort øjeblik, fortsætter så sin bevægelse, og den lille, afgrænsede flamme forvandles til en bred, orange mund, der æder sig igennem det tørre papir. Sodflager begynder deres flagrende dance macabre i den varme, opadstigende luft. Snart krølles og mørknes den sidste, lille papirrest, inden også den forsvinder. Væk er brevene med de åbne, håndskrevne linjer og underskriften »Tom«. Kun lugten af det brændte papir er tilbage sammen med lidt gråsort aske i et bulet aluminiumsaskebæger.

Det var den tidligere antikvarboghandler Henrik Rosenkilde fra det velansete, men nu lukkede københavnske antikvariat Rosenkilde og Bagger, der førte hånden med tændstikken. Normalt vil man gøre alt for at bevare bøger, manuskripter og breve af store forfattere fra eftertiden, så det virker som en fuldstændig uforståelig handling, at en bogelsker og professionel opkøber vælger at destruere materiale fra en kendt forfatter.

Sådan ser Henrik Rosenkilde, der har levet tilbagetrukket siden 1983, ikke på det.
»Jeg følte, at jeg gjorde manden en tjeneste ved at brænde brevene. De breve udleverede mennesket Tom Kristensen og hans fortvivlelse. Brevene handlede om hans skilsmisse fra Ruth Lange og skildrede et menneske så dybt ulykkeligt, at det ikke burde udstilles offentligt«.

Brevene fra Tom Kristensen til en af hans venner kom fra et dødsbo, som antikvariatet havde købt. Henrik Rosenkilde, der var ansvarlig for afdelingen for nyere bøger, var sammen med en kollega i færd med at gennemgå og prissætte 30-40 flyttekasser med bøger, da han kom til et manuskript og ca. 20 breve, der alle var skrevet af Tom Kristensen. Ved gennemlæsningen af brevene skilte tre stykker sig klart ud fra resten.

»Et dødt menneske har også en værdighed, man skal forholde sig til«, siger Henrik Rosenkilde. »Jeg viste brevene til min kollega, og hun var enig med mig i, at de breve ikke skulle falde i andres hænder. De havde heller ingen betydning for forfatterskabet. Alligevel overvejede jeg sagen i 2- 3 dage, før jeg foretog mig noget. Jeg rådførte mig ikke med andre, for som udenforstående kunne vi alligevel ikke hindre andre i at læse dem, selvom brevene blev indleveret til Det Kongelige Bibliotek. Så jeg brændte dem simpelthen. Det har jeg aldrig fortrudt. Tænk på H.C. Andersen, hvordan der pilles og snages i hans breve«.

Burde være afleveret
Bruno Svindborg, der er mag. art. og forskningsbibliotekar og ansvarlig for nyerhvervelser til Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek, siger, at det ville have været meget mere regulært at aflevere brevene til Det Kongelige Bibliotek.

»Brevbrænderne kan ikke have været 100 procent sikre på, at brevene ikke har haft forskningsmæssig værdi for nogen. Ikke-fagfolk vil som oftest anlægge alt for snævre betragtninger omkring et materiales historiske værdi. Det er svært for en amatør at vurdere, hvad der har interesse for forskningen om 100 år. Det Kongelige Bibliotek er nødt til at have vide, tidsmæssige rammer. Det ser man, når forskere i dag beskæftiger sig med alle mulige former for skriftligt, overleveret materiale fra middelalderen og op igennem århundrederne«.

»Og netop når man brænder brevene, er der ingen vej tilbage. Principielt er jeg imod at brænde breve, når der eksisterer så gode muligheder for at begrænse brugen af materialerne, den såkaldte klausulering. Breve der er indleveret af andre end brevskriveren eller modtageren, kan faktisk godt klausuleres. Det hænder, at vi i Håndskriftafdelingen selv beslutter, at et materiale skal klausuleres«.

»Donatorer kan ikke altid overskue konsekvenserne af, at der er almen adgang til at læse breve med følsomme oplysninger. Derfor var det en unødvendig og ubesindig handling, som Henrik Rosenkilde foretog. Vi har endda dagbøger og breve, der er pakket ind og forseglet for at beskytte materialet mod uvedkommende og nysgerrige øjne. Samtidig har vi tavshedspligt i afdelingen. Både tavshedspligten og klausuleringen tager vi ekstremt alvorligt. Såvel offentligheden som enkeltpersoner skal kunne have tillid til Håndskriftafdelingen«.

Kærestebreve i hemmeligt register
Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek i København er statens nationale håndskriftsamling og humanistiske arkiv. Afdelingens opgave er blandt andet at indsamle og opbevare håndskrifter, privatarkiver, breve og manuskripter fra alle typer af personer, der har, eller har haft en samfundsmæssig betydning. Det er en forpligtelse, som Håndskriftafdelingen deler med Statsbiblioteket i Århus, men denne samling er langt mindre.

Størsteparten af materialet i Håndskriftafdelingen kan man se i REX' register. REX er Det Kongelige Biblioteks søgesystem, som alle har adgang til via Internettet på adressen www.kb.dk. Men i en række tilfælde er der altså begrænsninger for brugen af materialerne.
Klausuleringen rækker nogle gange så langt, at materialet ikke engang optræder i REX, men kun i Håndskriftafdelingens interne edb-oversigt.

Her er det kun ansatte i Håndskriftafdelingen, der har adgang. Og kun mod gyldigt password. Et eksempel på en sådan type materiale er privat korrespondance fra en nulevende, kendt forfatter. Modtageren, en kvinde, har skønnet, at forskningen siden hen kan have interesse i brevene og har derfor ikke brændt dem, men i stedet indleveret dem til Det Kongelige Bibliotek.

I andre tilfælde er der ingen klausulering, selvom en af brevskriverne i en korrespondance stadig lever. Det kan f.eks. være en korrespondance mellem to kendte personer, en afdød og en nulevende forfatter. Hvis enken efter den afdøde forfatter har skænket korrespondancen til Det Kongelige Bibliotek, er Håndskriftafdelingen ikke forpligtet til at indhente tilladelse hos den nulevende forfatter, før materialet frigives, oplyser Bruno Svindborg.

»Men ét er forskning, noget andet er copyright, fortsætter Svindborg. Det er arvingerne efter den afdøde forfatter, der ejer korrespondancen, men det er stadig den nulevende forfatter, der har den kommercielle udnyttelsesret, copyrighten, til sine egne breve. Derfor kan en tredjepart, det være sig forsker eller forlag, ikke uden videre udgive korrespondancen uden at indhente tilladelse hos begge parter«.

Det er Håndskriftafdelingen, der suverænt afgør, hvilket materiale man vil tage ind i samlingen. Kriteriet er, at materialet må have en historisk kildeværdi, og det kan arvinger ikke afgøre, men i langt de fleste tilfælde er der ingen tvivl om bevaringsværdien. Alligevel tager man hellere for meget end for lidt materiale ind. Inden for bogområdet eksisterer der pligtaflevering.

Det gør der ikke for de materialer, det være sig breve, manuskripter, dagbøger og andet, som Håndskriftafdelingen bevarer for eftertiden. Derfor opkøber afdelingen også materiale, foruden at man modtager meget som gave.

Hvis ejerne af materialet er i tvivl om, hvorvidt de vil skænke det til Det Kongelige Bibliotek, prøver Håndskriftafdelingen at overbevise dem om, at man vil behandle materialet professionelt. Her spiller klausuleringen en stor rolle. Denne mulighed får næsten altid overbevist ejerne om, at de roligt kan skænke materialet til Det Kongelige Bibliotek. Ofte overlader Håndskriftafdelingen det til donatorerne at komme med et udspil om klausuleringens varighed og form. Der er ingen regler om, hvor længe en klausulering kan vare. Det normale er 20-25 år, men enkelte materialer er bundet i 100 år.

Biografier og private breve
En af de personer, der har haft stor glæde af at kunne benytte sig af private breve i sin research, er forfatteren og kritikeren, ph.d. Jens Andersen. Han har skrevet den meget omfattende biografi 'Dansende Stjerne' om Tom Kristensens liv og forfatterskab, men er også kendt som forfatter af biografier om Thit Jensen og Tove Ditlevsen.

»Det er en dårlig idé at brænde breve. Hvis jeg ikke havde adgang til breve og dagbøger, der ikke var offentliggjorte, ville biografierne blive noget fattigere. De ville miste det personlige præg og mangle autenticitet. Det private materiale er vigtigt i en biografi. Det fungerer ikke kun som en kulisse. Man kommer i helt bogstavelig forstand tæt på mennesker og følger deres tanker, mens de arbejder. Og når man k

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce