Her er historien om en dreng, der vågner op en morgen med stinkende tømmermænd og drønende nedtur. Så vakler han hen i skolen, hvor de fortæller ham, at han jo ikke går der mere. Den navnløse hovedperson i Ronnie Andersens debut ’Date med en engel’ har det ikke nemt. Og det bliver værre endnu. Det er sjældent at møde en forfatter til en ungdomsbog, som ikke er fyldt 30 år. Det er også usædvanligt i bogform at krybe så langt ind i en nedtur, som det sker hér. Da historien tager sin begyndelse, er det allerede ved at være for sent. Smidt ud af skolen. Langt ude i misbruget. Forladt af alle med undtagelse af svirebrødrene Petter og Skildpadden. Nu møder han kærligheden. Kan den være stærk nok til at bryde med en mistrøstig opvækst og et voldsomt misbrug? Det er spørgsmålet, som forfatteren besvarer ganske klart. Hovedpersonen stikker sin næse i alverdens former for pulver. Han skyller efter med vodka. Han junker. Kun hash nyder han ikke. Og så en aften på Øresundskollegiet i København prøver han for første gang lsd. Sindssygens grænseland Desværre spiser han hele trækpapiret, der var beregnet til fire trips. Det er historiens prøve, om den kan følge sine figurer helt ind i sindssygens grænseland og delagtiggøre læseren i tankespring og uforudsigelige handlinger. Drengen plejer at løbe sin vej, når det hele bliver for snævert, og det er egentlig utroligt, hvordan han kommer omkring i sin tågede tilstand. Da det hele ender, skal en sjæl hentes tilbage fra det kulsorte mørke. Og mere skal ikke røbes, fordi ’Date med en engel’ rummer en original slutning efter en lyskæde af branderter af forskellig art. Drengen er en knytnæve, og Ronnie Andersen er hans talsmand. Helt inde fra bag paraderne møder læseren en klog fyr, der bare er begyndt at tænke på kinesisk. Sproget er hårdt og hakkende ’Date med en engel’ er skrevet som et manus til en film. Det er også hovedpersonens store interesse. Så sproget er hårdt og hakkende. Scenerne flimrer som neon. Cigaretter ryges alle vegne. Og der er ingen nåde på gadeplan. Romanen lander midt i debatten om danske unges voksende stofforbrug og den tiltagende vold. Som selvoplevet rapport fra et grænseland virker historien troværdig og voldsom. Og den er uden pegefingre. Det er ikke figurer, man kommer til at knuselske. Mest sympati er der omkring pigen Miriam, der tror, hun er stærkere end amfetamin.