Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ballademager. Flemming Rose tror ikke, det vil skabe mere ballade at trykke Muhammedtegningerne igen. (Arkiv)
Foto: JENS DRESLING

ballademager. Flemming Rose tror ikke, det vil skabe mere ballade at trykke Muhammedtegningerne igen. (Arkiv)

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flemming Rose: Muhammedtegningerne ender på museum

JP's kulturredaktør startede Muhammedkrisen. Nu trykker han tegningerne igen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forleden aften rullede Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, stille ud gennem porten i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen.

En tilsyneladende anonym mand i vindjakke, cowboybukser og kondisko. Og så alligevel en af de få danskere, hvis ansigt er kendt på internationale kanaler som CNN og Al Jazeera.

Lige idet han svingede cyklen op ad Vester Voldgade, kiggede han sig tilbage over skulderen, og dér så han direkte ind i en nyopsat, dobbelt foldeport i galvaniseret stål. Han så samtidig ind i en helt fysisk konsekvens af den beslutning, han traf i efteråret 2005 om at trykke 12 Muhammedtegninger.

Trykker tegningerne igen
Døgnvagterne og stålportene skal holde de terrorister ude, som stadig måtte have attentatplaner mod Rose og Jyllands-Posten, fordi de fundamentalistiske islamister føler sig krænkede på vegne af profeten og deres religion.

Og nu trykker Flemming Rose så tegningerne igen.

LÆS ARTIKEL 30. september udkommer bogen ’Tavshedens tyranni’ på Jyllands-Postens Forlag. Her forsøger han at sætte tegningerne ind i en sammenhæng med krænkende billeder i almindelighed, og samtidig forsøger han at forstå, hvordan tegningerne kunne få en hel verden til at gå amok, som han selv siger.

Jo, Rose har diskuteret med både sig selv og forlaget, hvorvidt man kunne udgive en bog uden tegningerne.

»Men hvis ikke jeg trykte tegningerne, ville hele diskussionen kun handle om det. Folk ville sige: Hvorfor har du ikke bragt tegningerne? Og nu har du talt om dem i fem år, og så udgiver du bogen uden tegningerne. Det er valget mellem pest og kolera«, siger Flemming Rose.

Ikke for at provokere
Rose har for længe siden orienteret både PET og JP/Politikens sikkerhedschef om, at den nye bog om bl.a. Muhammedkrisen er på vej, og ifølge Rose selv har ingen indtil nu frarådet ham at få udgivet bogen med tegningerne.

Sikkerhedsniveauet omkring hans person er heller ikke øget, men det kan også dårligt blive højere, som han selv siger.

SKRIV

»Jeg er ikke uansvarlig, og jeg har heller ikke tænkt mig at bringe tegningerne på forsiden. Det er ikke et forsøg på at provokere«.

»Jeg fortæller bare historien om de 12 tegninger og sætter dem ind i en kontekst om krænkende billeder. I bogen er der også eksempler på billeder, som kristne eller andre religiøse vil opfatte som krænkende«.

Forlag bakkede ud
Ideen til den aktuelle bog blev født tilbage i slutningen af 2006, da Flemming Rose holdt et oplæg i en amerikansk tænketank. Til stede var også en litterær agent, som satte Rose i gang med at opstille en detaljeret plan for den kommende bog. Det tog ham et lille års tid.

»Jeg havde derefter ret lange møder med top executives fra tre store forlag. Og så skete det meget overraskende, at ingen ville byde på bogen.

En af topcheferne havde ellers talt om at købe verdensrettighederne. Min bog skulle efter hans mening sætte en dagsorden, som også Christopher Hitchens bog ’God is not Great’ havde gjort. Men her om ytringsfrihed i den globaliserede verden. Han spurgte også, om jeg kunne skaffe rettigheder til alle tegningerne.

Men efter kun tre dage trak han sig fuldstændig. Jeg vil ikke sige, hvilket forlag det var, men han sendte mig senere en privat mail om, at hvis ikke sagen havde været så sensitiv, var vi aldrig kommet i den situation«, siger Flemming Rose

Kun titlen tilbage
Han siger selv, at han måske nok er paranoid, men han er ikke i tvivl om, at tegningesagens historik spillede ind på beslutningen.

»En af topcheferne spurgte, om jeg var parat til at gå igennem den samme ballade en gang til. I begyndelsen forstod jeg slet ikke spørgsmålet, for jeg tænkte, at sagen jo var overstået, så hvordan skulle der kunne blive ballade«.

»Det var i november 2007, men siden har der jo været angreb på Kurt Westergaard, og enhver kan se, hvordan sikkerheden er blevet her på avisen«.



Titlen på bogen er i dag det eneste, Flemming Rose har tilbage af det amerikanske eventyr. Amerikanerne leverede den, men Rose er stadig glad for den, for den rammer præcist, hvad han vil.

»Med bogen vil jeg gerne have en bred europæisk debat, og jeg tror, den skal handle om, hvordan vi skal leve i det 21. århundrede. Muhammedkrisen peger ind i det 21. århundrede, for der vil komme flere og flere af den type sager«.

Sovjettisk påvirkning
Titlen i bogen spiller ifølge Rose på situationen i Europa, hvor der har været selvcensur og frygt i forbindelse med dækningen af især islam.

»Men det handler ikke kun om islam. Der er også sager om hinduer i Indien og kristne i Rusland, hvor man bruger de samme argumenter for at lukke munden på folk, der siger noget kritisk. De siger, at man ikke må krænke folks følelser«.

Men titlen spiller også på de erfaringer, som Flemming Rose har fra sit mangeårige ophold i det gamle Sovjetunionen. Det var netop tavshedens tyranni, der herskede.

»Dengang fik jeg kontakt med eksilrussiske kredse i Vesten, og jeg fortæller i bogen, hvordan de har påvirket mig. Og hvordan jeg tænkte på dem under Muhammedkrisen. Jeg sammenligner mig ikke med dem, men de blev mine forbilleder. De demonstrerede, at de ikke bøjede sig, og hvis jeg bøjede mig og gjorde noget, som jeg ikke selv syntes var rigtigt, så ville jeg fejle i forhold til de idealer, jeg havde fra dem«.

»Jeg har altid været optaget af at være intellektuelt ærlig – at der er en sammenhæng mellem det, man står og siger på en offentlig scene, de idealer, man bekender sig til, og så den måde, man lever sit eget liv på«.

Ikke mere ballade
Men er du, som den amerikanske forlagschef sagde, parat til at gå igennem hele balladen igen?

»Jeg tror ikke, det kommer. For det første har tegningerne været optrykt mange gange siden, og for det andet er det en meget anderledes bog«.

»Avissiden med tegningerne bliver gengivet som faksimile i bogen, og jeg er godt klar over, at nogen kan tage den ud af sin kontekst, men der er to centrale ting«.

»Den ene er, at jeg detaljeret gennemgår hver af Muhammedtegningerne og fortæller, hvad den viser, og hvordan den kan fortolkes. Plus en lidt mere detaljeret gennemgang af Kurt Westergaards tegning. Og tegninger kan fortolkes uendeligt i modsætning til tekster«.

»Det andet er, at bogen har et afsnit om krænkende billeder«, siger Flemming Rose.

Synet på tegningerne vil ændre sig
I bogen viser han blandt andet billeder af Manét, som i sin samtid blev anset for at være meget provokerende.

»En kritiker skrev om billedet ’Olympia’ fra 1863, at folk ville have kastet sig over billedet (med bl.a. en nøgen kvinde) og revet det i stykker, hvis ikke der havde været en barriere omkring. Det forstår ingen i dag, hvor vi bare ser hans billeder som smukke og slet ikke provokerende. Pointen er, at det, der krænker, ændrer sig geografisk og historisk. Der er ikke noget billede, der i sig selv krænker. Krænkelsen er alene betinget af den, der ser på det«.

Siger du, at folk om 50 år vil se på tegningerne og ryste på hovedet af reaktionerne?

»Ja, og jeg har en provokerende overvejelse i bogen om, at man ikke kan udelukke, at tegningerne kommer til at hænge på Frihedsmuseet i Teheran i 2050. Det er selvfølgelig ironisk ment, men der er ingen tvivl om, at man om 50 år vil se helt anderledes på de tegninger«.

Du siger, du ikke forventer en reaktion på bogen, men ofte ser man jo, at andre kan have en helt anden dagsorden end at få en principiel diskussion?

»Spørgsmålet er, om jeg skal se sådan på det, at uanset hvad jeg siger, så bliver der ballade, eller om jeg bare skal prøve at forklare mig. Det her er ikke et defensorat«.

Vil ikke polemisere
Så du ser ikke bogen som et partsindlæg?

»Jo, det kan ikke undgås, men jeg har været igennem en proces, hvor jeg i udgangspunktet tænkte, at jeg skulle skrive en debatbog. Jeg har også samlet et enormt arkiv om disse tegninger, og jeg var optaget af, at jeg skulle dokumentere, at jeg havde ret og andre tog fejl, men med tiden finder man ud af, at sådan er verden ikke indrettet«.

»Jeg endte der, hvor alle kunne have deres egen mening om tegningerne, for jeg er ikke optaget af at polemisere«, siger Rose.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er optaget af at fortælle min historie i den rigtige kontekst, og jeg insisterer ikke på, at min version af historien er rigtigere end andre. Af natur er jeg hverken provokerende eller ballademager, men jeg må erkende, at mange opfatter mig som ballademager og provokatør og en, der spiser muslimer til morgenmad, og jeg ved ikke hvad«.

»Derfor har jeg spurgt mig selv, hvordan jeg – som ikke opfatter mig som specielt provokerende – af mange bliver opfattet på den måde. Bogen er mit svar på det. Et forsøg på at se ind i mig selv, at se på Danmark og på fænomener i tiden«.

Af natur er jeg hverken provokerende eller ballademager, men jeg må erkende, at mange opfatter mig som ballademager og provokatør



Værre at bøje sig
Når du ser, hvad der er sket med sikkerheden bare i JP/Politikens Hus, tænker du så ikke, om der er grund til at genoptage balladen?

»Selvfølgelig. Det er kun kolde og kyniske mennesker, der ikke ville tænke over det, og jeg når til den konklusion, at hvis jeg har en historie at fortælle, og jeg ikke skal fortælle den, fordi vi i så fald risikerer, at der sker noget, hvad gør jeg så?«.

Og hvad nåede du frem til?

»Hvis jeg lader være, delegerer jeg retten til at bestemme, hvad jeg skal sige, til al-Qaeda. Og er det rimeligt, at al-Qaeda skal redigere Jyllands-Posten og Politiken? Det synes jeg ikke«.

»Jeg er godt klar over, at det kan have en omkostning, men al historie viser, at i de situationer, hvor det handler om trusler, vold og intimidering, får man flere trusler, mere vold og intimidering, hvis man bøjer sig for det, fordi man viser dem, der benytter sig af det, at det virker«.

Dilemma
Det kunne være, din familie syntes, det ville være dejligt?

»Fuldstændig rigtigt, og det er mit dilemma. Her i sommer holdt jeg et foredrag for den hollandske anti-terrortjeneste, hvor jeg så, at der er tre-fire niveauer i det her:«

»1. Det handler om, hvorvidt jeg er bange for mit eget liv. Det er jeg ikke. Men det er klart, at hvis jeg blev kidnappet og stod med en kniv for struben, ville jeg som alle andre være bange. Men jeg har haft flere år til at tænke over det, og psykologisk har jeg indstillet mig på, at det er den situation, jeg er i, og det kan jeg ikke ændre på«.

»2. Frygten for, at der kan ske min familie noget, og derfor optræder min kone ingen steder, jeg fortæller ikke, hvor jeg bor, og nævner ikke mine børns navne«.

»3. Frygten for hvad der kan ske med kolleger, med arbejdspladsen og med andre danskere. Det er den største usikkerhedsfaktor og mareridtsscenariet for både mig selv og for Jyllands-Posten. Det handler om, at hvis der kommer en aktion mod nogen her eller eksempelvis på Hovedbanegården, så risikerer jeg og Jyllands-Posten at få skylden for det«.

Hvem har skylden?
For Flemming Rose er det en central diskussion, som han også bruger plads på i sin bog, for hvem har skylden, hvis nogen begår vold?

»På et tidspunkt blev jeg af en journalist fra DR spurgt, hvor mange bomber der skulle eksplodere, før Jyllands-Posten ville sige undskyld. Det er spørgsmål af den type, som er meget intimiderende og perverse, for præmissen er, at der i princippet ikke er forskel på at sige noget krænkende og at gøre noget krænkende«, siger Flemming Rose«.

Får du slet ikke en tilskyndelse til at sige, at alle ved, hvad du mener om Muhammedtegninger, så måske er det bedst for dig og din familie at lade det blive ved det?

»Ord skal besvares med ord. Det er det eneste, vi har i et demokrati, og opgiver vi det, havner vi i tavshedens tyranni. Den anden ting er, at jeg er overbevist om, at mange ikke ved, hvad jeg mener om tegningerne«.

»Mit forfængelige ønske er at forklare mig. Jeg har ikke andet end ord, men når folk har læst bogen i sammenhæng, kan de måske se den bredere sammenhæng«.

Global kontekst
Folk med et fundamentalistisk tankesæt vil vel bare flå de 499 sider ud og vise siden med tegningerne frem og sige, at nu har du gjort det igen?

»Ja, det er vilkåret i en globaliseret verden. Det karakteristiske i vores verden er, at konteksten forsvinder. I Iran og Saudi-Arabien og i hele verden kan de se, hvad vi publicerer på nettet i Politiken og Jyllands-Posten. De kan se det, men de kan ikke se konteksten«.

Er det rimeligt, at al-Qaeda skal redigere Jyllands-Posten og Politiken? Det synes jeg ikke.

»Men skal vi lade folk i Iran og Saudi-Arabien få indflydelse på, hvad der står i Politiken og Jyllands-Posten? Eller må vi sige, at det er en kamp, vi må tage«.

Får du nogensinde overbevist dem, der er uenig med dig?

»Overhovedet ikke. Mit forsøg med bogen er at rejse en meget bredere debat, som handler generelt om krænkelseslove i verden, og som både omfatter majestætsfornærmelser, racismeparagraffer, holocaustbenægtelser, blasfemiparagraffer og injurieparagraffer«.

Menneskeret

Er det derfor, den har været så længe undervejs?»Nej. Faktisk handler det om, at jeg interviewede Salman Rushdie, og han sagde nogle ting, der gav retning på mit projekt«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han talte om retten til at fortælle sin historie, og at det ikke kun handler om en politisk rettighed kaldet ytringsfrihed, men at det at fortælle historier er noget fundamentalt, eksistentielt, og som er med til at karakterisere mennesket som menneske«.

»Hvis du fratager mennesket den ret, fratager du det ikke bare en politisk rettighed, men fratager det samtidig noget, som har at gøre med at være menneske«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden