Thyra Frank, der siger, at hun giver alle sine beboere på plejehjemmet Lotte et kram hver eneste dag, smiler stort på forsiden, med en rød cirkel placeret lidt over hjertehøjde.
I den står ’Alle har ret til et liv – hele livet’. Inde i bogen smiler hun videre på fotografi efter fotografi, med sin mand, sin mor, sine niecer, sine beboere, på rejse her og der og huldsaligt smilende mellem prinsesse Benedikte og den svenske dronning Silvia, som besøgte plejehjemmet i 2007. For det er jo berømt, det lille plejehjem Lotte, der ligger på en sidevej til Vesterbrogade i København. Thyra Franks ideer om, at et plejehjem skal være som et rigtigt hjem, et sted, hvor man selv har lyst til at bo, har skabt opmærksomhed i en tid, hvor effektivitet og rapportering er sat i højsædet og man i ramme alvor overvejer robotter som hjælpere i ældreplejen. At elske sig ihjel Thyra Frank, der har været leder af Lotte i 22 år, mener, at varme hænder og tid nok er det vigtigste. At god hjemmelavet mad og et glas vin til gør livet lysere. At beboerne på Lotte skal have lov til det hele, de må spise, drikke, ryge og elske sig ihjel, som hun siger.





