0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bøgernes Venedig handler om at fare vild

Venedig er en bog, som læses med benene. Vil man hellere bruge øjnene, kan man gå til Marcel Proust.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tid. Venedig har sit eget dvælende tempo, for hvad enten man bevæger sig til vands eller til fods, må man give eller tage sig tid.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Spørger man en venetianer om vej, så siger han, at man skal lidt til højre, lidt til venstre, et smut langs kanalen, over en bro og omkring to hushjørner, skråt over en lille campo og så lige en bro til, kort sagt lige ud efter næsen.

Man farer vild i den by, ja man gør, man farer dobbelt vild og bliver lige så langsomt væk. Thi to labyrinter er viklet ind i Venedig: vandveje og fodveje, og begge dele er vildveje. Man kan ikke få forklaret en retning ret mange meter frem, men man kan skele til de andre fodgængere og forsøge at flyde med strømmen.

Vild igen, for mens floden midt gennem de fleste andre byer er et pejlemærke, er den sært snoede Canal Grande kun endnu en venetiansk metode til at narre fjenden og gøre den beslutsomme fodgænger til en vildsom flanør.

Men det var vel i grunden også det, man kom her for: at fare vild.

Dvælende tempo
Venedig har sin egen geometri, som ikke omfatter den lige linje eller den korteste vej mellem to punkter. Hvilket passer fint med, at byen også har sit eget dvælende tempo, for hvad enten man bevæger sig til vands eller til fods, må man give eller tage sig … tid.

Her er ingen biler i dag, og her var ingen heste i gamle dage. Middelalderens og renæssancens riddere følte sig underligt utilpasse, når de måtte vandre omkring langs kanalerne som simple fodtudser, de savnede hestens galop, når de måtte underlægge sig gondolens padlende langsomhed.