Spørger man en venetianer om vej, så siger han, at man skal lidt til højre, lidt til venstre, et smut langs kanalen, over en bro og omkring to hushjørner, skråt over en lille campo og så lige en bro til, kort sagt lige ud efter næsen. Man farer vild i den by, ja man gør, man farer dobbelt vild og bliver lige så langsomt væk. Thi to labyrinter er viklet ind i Venedig: vandveje og fodveje, og begge dele er vildveje. Man kan ikke få forklaret en retning ret mange meter frem, men man kan skele til de andre fodgængere og forsøge at flyde med strømmen.
At fare vild
Pludselig står man så på Markuspladsen og synes, at livet atter er overskueligt, eller man rammer Canal Grande og synes det samme – indtil man bliver i tvivl, om Rialtobroen nu er i dén eller dén retning?
Vild igen, for mens floden midt gennem de fleste andre byer er et pejlemærke, er den sært snoede Canal Grande kun endnu en venetiansk metode til at narre fjenden og gøre den beslutsomme fodgænger til en vildsom flanør. Men det var vel i grunden også det, man kom her for: at fare vild. Dvælende tempo Venedig har sin egen geometri, som ikke omfatter den lige linje eller den korteste vej mellem to punkter. Hvilket passer fint med, at byen også har sit eget dvælende tempo, for hvad enten man bevæger sig til vands eller til fods, må man give eller tage sig … tid.
