0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hitler bestak sit herrefolk

Banebrydende bog kaster nyt lys over holocaust: Ikke kun racisme, men også socialpolitik og krigsstrategi forklarer, hvorfor Europas jøder skulle myrdes.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I april 1945 nåede Julius Posener, en britisk officer, sammen med de allierede tropper til Köln.

Posener havde tidligere kæmpet på den italienske front, og her havde han i vinterens løb set nød og elendighed uden sidestykke, folk lå døde af sult på gaderne.

I det sønderbombede Köln mødte der ham et andet syn: Nydelige, hvidklædte piger, der gik aftentur rundt i ruinerne af deres by.

Bestikkelse og forkælelse
Det var først i vinteren og foråret 1945, da de tyske hære gav efter på alle fronter, og Hitlers Tusindårsrige nærmede sig sin stærkt fremrykkede sidste salgsdag, at det for alvor blev knappe tider i det tyske rige.

Mens Storbritanniens Winston Churchill kun kunne love sine landsmænd blod, sved og tårer, havde Adolf Hitler forkælet sine undersåtter med en vedvarende socialpolitisk bestikkelse, som den fremtrædende tyske historiker Götz Aly formulerer det i sin seneste, sensationelle omskrivning af Det Tredjes Riges historie.

Det mindrebemidlede flertal af den tyske befolkning havde flere penge til deres rådighed under krigen end før, konstaterer Aly.

Fordele for folket
Den tyske historiker har med sin bog 'Hitlers folkestat' ikke gjort det nemmere for tyskerne at komme igennem disse måneder, hvor medierne opruller det ragnarok, Tyskland sank ned i for 60 år siden, da Sovjetunionen og Vestmagterne tog et sidste kvælergreb på det nazistiske diktatur.

Han viser til overmål, at de sidste krigsmåneder var helt urepræsentative for de 12 korte år, hvori Hitler sad ved magten, og at en række selvbehagelige tyske myter står for endeligt fald.

Det gælder den allerede grundigt punkterede myte om, at det var et lille mindretals rabiate racisme, der stod bag ønsket om, at Europas jøder forsvandt fra jordens overflade. Og det gælder den velplejede forestilling om, at nazismen overlevede takket være en sammensværgelse mellem storindustrien og nazispidserne.

»Den, der ikke vil tale om fordele for millioner af almindelige tyskere, bør tie om nationalsocialisme og holocaust«, siger han.

Samtykke-diktatur
Hitler og hans ros satsede fra dag 1 på at gøre de tyske masser til deres egentlige allierede. Helt frem til krigens afslutning drev regimet en politik, der lod sig styre af en overordentlig fin fornemmelse for bevægelserne i det tyske folkehav. Det måtte aldrig bringes i oprør.

Hitler skabte et »samtykke-diktatur«, som Aly kalder det, et »tjenstvilligt diktatur«, der sikrede sig den tyske befolknings passive loyalitet. Det sørgede for, at tyskerne bestandigt var optaget af den lille individuelle fordel og dermed forholdt sig neutrale til den store uret udenfor.

Efter sin magtovertagelse i 1933 og frem til krigsudbruddet i 1939 gennemførte han en radikal socialpolitik, som SS-chefen Himmler kaldte »det gode blods socialisme«. Den ville fuldstændig have ruineret Tyskland, hvis den ikke fra starten havde været tilrettelagt som et amokløb frem mod den situation, hvor andre med pistolen for panden måtte betale gildet. Det lod han heller ingen være i tvivl om.

Hitler, Goebbels og Göring satte alt på ét bræt. De offentlige finanser var en veksel, der kun kunne indfries af en imperialistisk udplyndringskrig. Og her var det alt eller intet. I dette arbejde blev nazisterne bistået af en hærskare af finanseksperter, hvis aldrig svigtende idérigdom omsattes i stadigt mere forfærdende forbrydelser.

Hælere i det store røveri
Første offer for deres umådeholdne pengeforbrug var som bekendt Tysklands jødiske indbyggere. Regimet truedes første gang af en statsbankerot i 1938. Sammen med en forceret oprustning betød regimets beskæftigelses- og socialpolitik, at man allerede på dette tidspunkt stod med et offentligt forbrug, der var mange gange højere end de budgetterede indtægter.

I den situation så regimet ingen anden udvej end at gøre jødisk gods i Tyskland »arisk«, dvs. til det tyske herrefolks eje. I første omgang måtte jøderne bøde med 1 mia. rigsmark, hvilket var 9 procent af det samlede statsbudget. Men denne indtægtskilde truede jo med meget hurtigt at tørre ud. Tilbage var kun en europ