I april 1945 nåede Julius Posener, en britisk officer, sammen med de allierede tropper til Köln. Posener havde tidligere kæmpet på den italienske front, og her havde han i vinterens løb set nød og elendighed uden sidestykke, folk lå døde af sult på gaderne. I det sønderbombede Köln mødte der ham et andet syn: Nydelige, hvidklædte piger, der gik aftentur rundt i ruinerne af deres by. Bestikkelse og forkælelse Det var først i vinteren og foråret 1945, da de tyske hære gav efter på alle fronter, og Hitlers Tusindårsrige nærmede sig sin stærkt fremrykkede sidste salgsdag, at det for alvor blev knappe tider i det tyske rige. Mens Storbritanniens Winston Churchill kun kunne love sine landsmænd blod, sved og tårer, havde Adolf Hitler forkælet sine undersåtter med en vedvarende socialpolitisk bestikkelse, som den fremtrædende tyske historiker Götz Aly formulerer det i sin seneste, sensationelle omskrivning af Det Tredjes Riges historie. Det mindrebemidlede flertal af den tyske befolkning havde flere penge til deres rådighed under krigen end før, konstaterer Aly. Fordele for folket Den tyske historiker har med sin bog 'Hitlers folkestat' ikke gjort det nemmere for tyskerne at komme igennem disse måneder, hvor medierne opruller det ragnarok, Tyskland sank ned i for 60 år siden, da Sovjetunionen og Vestmagterne tog et sidste kvælergreb på det nazistiske diktatur. Han viser til overmål, at de sidste krigsmåneder var helt urepræsentative for de 12 korte år, hvori Hitler sad ved magten, og at en række selvbehagelige tyske myter står for endeligt fald. Det gælder den allerede grundigt punkterede myte om, at det var et lille mindretals rabiate racisme, der stod bag ønsket om, at Europas jøder forsvandt fra jordens overflade. Og det gælder den velplejede forestilling om, at nazismen overlevede takket være en sammensværgelse mellem storindustrien og nazispidserne. »Den, der ikke vil tale om fordele for millioner af almindelige tyskere, bør tie om nationalsocialisme og holocaust«, siger han. Samtykke-diktatur Hitler og hans ros satsede fra dag 1 på at gøre de tyske masser til deres egentlige allierede. Helt frem til krigens afslutning drev regimet en politik, der lod sig styre af en overordentlig fin fornemmelse for bevægelserne i det tyske folkehav. Det måtte aldrig bringes i oprør. Hitler skabte et »samtykke-diktatur«, som Aly kalder det, et »tjenstvilligt diktatur«, der sikrede sig den tyske befolknings passive loyalitet. Det sørgede for, at tyskerne bestandigt var optaget af den lille individuelle fordel og dermed forholdt sig neutrale til den store uret udenfor. Efter sin magtovertagelse i 1933 og frem til krigsudbruddet i 1939 gennemførte han en radikal socialpolitik, som SS-chefen Himmler kaldte »det gode blods socialisme«. Den ville fuldstændig have ruineret Tyskland, hvis den ikke fra starten havde været tilrettelagt som et amokløb frem mod den situation, hvor andre med pistolen for panden måtte betale gildet. Det lod han heller ingen være i tvivl om. Hitler, Goebbels og Göring satte alt på ét bræt. De offentlige finanser var en veksel, der kun kunne indfries af en imperialistisk udplyndringskrig. Og her var det alt eller intet. I dette arbejde blev nazisterne bistået af en hærskare af finanseksperter, hvis aldrig svigtende idérigdom omsattes i stadigt mere forfærdende forbrydelser. Hælere i det store røveri Første offer for deres umådeholdne pengeforbrug var som bekendt Tysklands jødiske indbyggere. Regimet truedes første gang af en statsbankerot i 1938. Sammen med en forceret oprustning betød regimets beskæftigelses- og socialpolitik, at man allerede på dette tidspunkt stod med et offentligt forbrug, der var mange gange højere end de budgetterede indtægter. I den situation så regimet ingen anden udvej end at gøre jødisk gods i Tyskland »arisk«, dvs. til det tyske herrefolks eje. I første omgang måtte jøderne bøde med 1 mia. rigsmark, hvilket var 9 procent af det samlede statsbudget. Men denne indtægtskilde truede jo med meget hurtigt at tørre ud. Tilbage var kun en europæisk erobringskrig. Götz Aly skriver, at holocaust forbliver ubegribelig, hvis det ikke analyseres som det mest konsekvente masserovmord i moderne historie. Det nye i hans fremstilling er, at han føjer endnu nogle motiver til den morderiske forfølgelse af Europas jøder. Her er nazistisk racisme en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig begrundelse. Man må tage mindst to andre elementer med ind i sin analyse, og det er dem, der optager broderparten af Alys bog: For det første almindelige menneskers ubekymrede lyst til at være hælere i det store røveri, og for det andet værnemagtens, altså hærens ønske om at finansiere krigen mest hensigtsmæssigt og strategisk rigtigst. De to motiver hænger uløseligt sammen. Dække for udplyndring I denne svikmølle var jøderne naturligvis kun en lille, men langtfra ubetydelig brik. De fik deres nøglerolle i den Hitler-tyske social- og krigsøkonomi, fordi regimet var grundlagt på en raceideologi og besat af tanken om at betegne en særlig udsøgt gruppe fjender som »jøder«. Men denne ideologi tjente også som dække for en ryggesløs udplyndring, der ellers kunne have givet regimet forklaringsproblemer. »De værgeløse ofre for et gruopvækkende massemord skulle fremstå som uværdige fjender«, skriver Aly. Han citerer pantefogeden i Dortmund, der i 1941 tillod sig at skue lidt ud i fremtiden: »Når en forsker, der kun rygtevis har hørt om jøder, i senere tider gennembladrer akterne i statsarkivet i Dortmund, vil han gøre den opdagelse, at også de statslige tyske pantelånere har ydet deres beskedne bidrag til løsningen af jødespørgsmålet«. Pacificering af hjemmemarkedet Men Aly siger direkte, at »bekymringen for det tyske folkevel var den afgørende drivkraft for en politik, der terroriserede, slavebandt og udryddede andre«. Den morderiske side af nazismen havde måske ikke fået et så katastrofalt omfang, hvis der ikke havde været et tysk hjemmemarked, der skulle pacificeres. Nogle gange meget direkte: I 1941 sejlede 45 skibe beslaglagte ejendomme fra franske jøder til det bomberamte Hamburg, hvor borgerne forsynede sig. Aly skriver: »I sidste ende havde hvert overmenneske - og det var ikke alene diverse nazistiske funktionærer, men 95 procent af tyskerne - andel i røveriet i form af penge i lommen eller importerede levnedsmidler, der i det besatte udland var betalt med røvede penge eller guld«. Hvidvask af tyvekoster Götz Alys bog er en storslået beskrivelse af denne »hvidvask« af tyvekoster. Det er første gang en historiker giver en så omfattende og tilbundsgående beskrivelse af mekanismerne i udplyndringen af de lande, de tyske hære underlagde sig i krigens første år. De enkle regler i dette spil var, at de besatte lande selv betalte for deres besættelse, for krigens planmæssige videreførelse og for det tyske folks velbefindende. Den tyske udplyndring af de erobrede lande var så effektiv, at omkostningerne ved deres besættelse fordoblede eller tredoblede deres statsbudgetter. I det besatte Norge lå udgifterne således i 1942 på ikke mindre end 339 procent af skattegrundlaget. De besatte lande betalte soldaternes sold og underhold i deres egen valuta, omregnet efter en stærkt ufordelagtig kurs på de tyske rigsmark. Men de betalte også for den fortsatte oprustning, mens værnemagten og dens menige soldater tømte landene for fødevarer og forbrugsgoder, ofte betalt med tyske pappenge, som de lokale banker var tvunget til at indløse. Eksportvarer og udsendt arbejdskraft blev betalt to gange: først af det besatte land selv, så Tyskland fik dem gratis, og siden af de tyske virksomheder, der måtte købe deres import af eller indbetale lønnen for fremmed arbejdskraft til rigsbanken. Overflødige mennesker I de besatte dele af Sovjetunionen, hvis skatkamre ikke bugnede som Hollands, Belgiens, Frankrigs eller Danmarks, forestillede tyskerne sig i stedet, at befolkningen enten kunne gøres til arbejdsslaver, fordrives til Sibirien eller slet og ret udryddes. Her ville millioner og atter millioner blive »overflødige«, når der skulle skaffes »Lebensraum« til tyske pionerer. Derfor ville man udsulte storbyer som f.eks. Leningrad i stedet for at erobre dem. »Byen må tilintetgøres ved en videnskabelig begrundet metode«, sagde en af værnemagtens ernæringseksperter. 60 procent af de 3,3 millioner tilfangetagne sovjetsoldater, der i 1942 blev sendt til Tyskland, døde af sult og udmattelse. »Ernæringen af civilbefolkningen er helt ligegyldig«, lød dagsbefalingen i de besatte områder. Jøderovet Udbytningen af de europæiske lande var så stor, at den finansierede to tredjedele af alle de tyske krigsudgifter. Den resterende tredjedel blev betalt af tyskerne selv, men efter et så progressivt skattesystem, at mere end halvdelen af befolkningen ikke bidrog med andet end det, de betalte i punktafgifter. Den store byrde lå på de riges skuldre. Af de samlede krigsudgifter blev 5 procent betalt af midler, der stammede fra mordet på Europas jøder. Det er en betragtelig sum, og den har efter Alys opfattelse været af afgørende betydning for hele krigsøkonomien. I ethvert budget er det marginalerne, der afgør, om det løber rundt eller ej, og det gjorde Hitlers krig takket være den marginal, der hed jøderovet. Men dertil kom, at krigen blev finansieret således, at værnemagten kunne optage kreditter for halvdelen af den sum, den skaffede gennem sine beskedne skatter i Tyskland og i overvældende grad gennem udplyndring af andre lande. Når værnemagten derfor kunne stille med ekstraordinære midler fra myrdede europæiske jøder, kunne den også optage større lån. Jøderne i Saloniki Hvor afgørende dette tragiske bidrag var, viser Alys sensationelle fremstilling af udplyndringen og deportationen af den nordgræske by Salonikis 45.000 jøder. Før tyskerne sendte dem til Auschwitz i 1943, beslaglagde og materialiserede de værdier, der svarede til 12 ton finguld, omregnet i datidens møntfod 1.7 mio. engelske guldpund. I dagens penge svarer det til ca. 141 mio. euro eller lidt over 1 mia. danske kr. Denne betragtelige sum blev brugt til at lukke det hul, Grækenland manglede i at betale sine besættelsesomkostninger på i alt 3 mio. guldpund i 1944. De rede penge blev tilvejebragt ved bl.a. at auktionere tyvekosterne til interesserede græske købere, med velvillig bistand fra nationalbanken. Grækenlands arkiver har da også været lukket land for Götz Aly, som har måttet opklare dette hidtidige mysterium ad andre kanaler. Ingen formildende omskrivninger Den græske økonomi endte alligevel med at bryde sammen, men værnemagten sikrede sit tilbagetog fra Rhodos ved at deportere ca. 1.700 jøder fra Dodekaneserne. Deres værdier endte også med at blive overtaget af den lokale befolkning efter at være blevet omvekslet til likvid kapital af de tyske tropper. Pengeknapheden var så stor, at tyskerne ved ankomsten til Piræus gennemsøgte de overlevende jøders tøj for skjulte værdigenstande og på selve kajen rev broer og guldkroner ud af munden på dem. Alys bog er skrevet med en strenghed, som var den antikke historieskriver Tacitus hans forbillede. Det hedder overalt »tyskerne«, ikke »nazisterne«, for det er mere »træffende«, og selvfølgelig bruger han ordene »myrder« og »mord« og ikke alle mulige andre formildende omskrivninger, der kan få holocaust til at se ud som en ulykke eller naturkatastrofe. »Tyskerne myrdede jøderne ...«, står der gang på gang, uden frygt for sproglige gentagelser og lige ud ad landevejen.