Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Uvirkeligheden. Byens liv lever man i dag overalt. Selv på landet, mener Jens Smærup Sørensen. Det moderne  menneske glider gennem tilværelsen uden andet mål end at rage flest mulige oplevelse til sig.
Foto: Peter Hove Olesen

Uvirkeligheden. Byens liv lever man i dag overalt. Selv på landet, mener Jens Smærup Sørensen. Det moderne menneske glider gennem tilværelsen uden andet mål end at rage flest mulige oplevelse til sig.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det moderne livs skræmmende lethed

I romanen ’Mærkedage’ fortalte Jens Smærup Sørensen om bondesamfundets endeligt. Nu fortsætter han fortællingen om en moderne mand, der svæver frit i luften uden for tradition og fællesskab. Og hungrer efter virkelighed. I det moderne liv har døden mistet enhver mening. Vi lever bare for at opleve. Og det gør os urolige.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der skal ikke mangle noget i det moderne menneskes liv.

Hus, bil, mad, rejser og oplevelser af enhver art. Jo mere, man kan rage ned fra hylderne, før festen slutter, desto bedre. For sådan må det være, når livet mister sin mening på dødslejet.

Et enkelt gode er der nu alligevel knaphed på i det moderne liv, mener forfatteren Jens Smærup Sørensen. Virkelighed.

Jo lettere livet bliver, jo mindre kropsligt, og jo færre begrænsninger vi tåler fra traditioner og fællesskaber, desto mere vægt- og meningsløs oplever vi vores svæven gennem verden, siger forfatteren, der sidst lod høre fra sig med den roste roman ’Mærkedage’, hvor han beskrev overgangen fra det sted- og traditionsbundne liv på landet til det moderne byliv.

ANMELDELSE (fire hjerter)

I sin nye roman 'Phase' fortsætter han rejsen ind i vor tid, hvor han følger den 49-årige tv-dramachef Andy Thomassen, der som arketypen på et moderne menneske har gjort sig fri af slægt og faste fællesskaber, spiller skiftende roller på sit arbejde, før han parkerer bilen i sin velhaverghetto og dybest set kun har et mål med livet.

At få det til at glide så let som muligt. Hvilket går rigtig udmærket, indtil alting begynder at skride under ham, og han gribes af en dyb længsel efter virkelighed.

Forfatteren selv ser nu ganske virkelig ud, da han står og venter på gæsten fra storbyen i Karup Lufthavn. En ældre herre i en lysebrun fløjlsjakke og høj hvid frisure – og han viser vej ud til bilen, som skal fragte os til Nykøbing Mors.

Døden uden mening
Jens Smærup Sørensen er vokset op på en gård i landsbyen Staun i Himmerland. Og de første ti år af hans liv foregik i det, han kalder gamle dage.

»Ingen af de voksne kunne berette, at tingene havde været anderledes engang«, fortæller han, da landskabet sætter sig i bevægelse omkring bilen, men journalisten er så fokuseret på opgaven, at han knap nok får øje på virkeligheden, som den tager sig ud gennem bilens ruder.

Og sådan bider alting som bekendt sig selv i halen.

»Vores karle og piger opfattede sig ikke som lønmodtagere. De hørte til gården. Og de fleste holdt juleaften med os andre. Det var først midt i 50’erne, at de begyndte at rejse, fordi der kom elektrisk vaskemaskine og fryser og maskiner, så min mor og far kunne klare arbejdet selv«.

Før da bestod livet af gentagelser. Årstidernes. Og generationernes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De gamle så ganske vist til med nogen skepsis, da de unge begyndte at spise frugtgrød til efterret, men det var så også omtrent, hvad der skete af omvæltninger.

Indtil omkring 1960, hvor Danmark tippede, og der pludselig levede flere i byerne end på landet. Og som Jens Smærup Sørensen siger:

»I løbet af nogle måneder eller ganske få år blev vi alle sammen moderne og skiftede holdning til en hel masse ting«.

Indtil da vidste enhver bonde og landarbejder, hvordan de kunne leve et meningsfuldt liv. Man skulle være stabil, passe sit arbejde og overdrage gården til næste generation. Og lykkedes det, var det ikke svært at dø.

»For når meningen var at give det hele videre, hvorfor skulle man så klynge sig til livet?« siger Jens Smærup Sørensen.

I dag har hvert menneske fået sin egen tilværelse. Men samtidig er døden blevet meningsløs. Og det er den afgørende forandring, de fleste af os døjer med.

»Det er det, der betinger vores forbrugerræs og industrielle amokløb. Det minder lidt om for sultne børn, der er sluppet ind i en slikbutik og farer løs på det hele. Fordi vi kun kan se én mening med vores liv: at få noget ud af tilværelsen, så længe vi er her. Altså: rejse, købe ind, spise godt, drikke godt, nyde tilværelsen«.

Og man kan aldrig sige, at det er godt nok. Så mæt af dage bliver man ikke.

»Det er meget sjovt alt sammen, men døden bliver alligevel noget, man ikke kan forlige sig med. For den sletter det hele igen. Og man giver ikke noget videre«.

Det gelinde liv
Hovedpersonen i ’Phase’, Andy Thomassen, ser ikke sit liv som en forlængelse af sine forældres, har kun sporadisk kontakt med sine to sønner af et tidligere ægteskab.

Og målet med hans egen tilværelse er uklart. Han prøver bare at få en slags orden på tingene. Få det hele til at glide let og smertefrit. Ænser knap nok sine medmennesker, forstår dem i hvert fald ikke. Og sanser knap nok verden omkring sig.

»Han lever i et ret klaustrofobisk tidsrum, hvor der hverken er lange perspektiver bagud eller forud. Han kan aldrig vide, hvad der sker med hans job. Og to sekunder efter at han har parkeret i en parkeringskælder, kan han ikke huske, om det regnede udenfor«, forklarer forfatteren.

»Han lever som de fleste af os i situationer løsrevet fra sammenhæng, og hvor han hele tiden skal kunne spille efter nye regler«, siger han.

Derfor har Andy svært ved at skrive i første person ental. For, som Smærup forklarer, kan han se sig selv i positioner og roller, men føler ikke, at der er noget stabilt centrum, han kan kalde ’jeg’.

Egentlig ved vi godt, at vores måde at leve på er uholdbar, forklarer Jens Smærup Sørensen. Det er derfor, vi er urolige.

»Vi kan ikke overskue verden. Vi ved ikke, hvordan vi kan lykkes med vores liv. Hvad det er, vi spiser. Om verden bryder sammen økologisk. Om unge mænd kan blive ved med at producere sædceller«, siger han og tilføjer med et smil:

»Og alligevel kan man få det til at se ud, som om det går meget godt det hele«.

Et af virkelighedens kendetegn er, at den kan være besværlig. Når vi omgås andre mennesker. Især dem, der er anderledes end os selv. Når vi bliver nedtrykte, maniske eller rasende. Og når den slags kanter slibes af, for at vi kan holde tempoet, ryger også noget af virkeligheden.

Resultatet er en diffus uro, som blandt andet kommer til udtryk i de nye diagnoser, vi sætter på os selv og hinanden, mener forfatteren. I romanen ’Phase’ er det en sygdom af samme navn, der viser sig ved indadvendthed, filosofisk kynisme, træthed og hunger efter virkelighed.

»Der foregår voldsomme overbehandlinger af noget, som måske hører det almindelige liv til, men som vi behandler for fortsat at kunne være så effektive og tilpasse os et samfund, der går amok i produktion«, siger forfatteren.

»Mange drenge bliver diagnosticeret med ADHD. Det er svært at sige, men jeg tror, at mange af dem bare er, som drenge nu er. Min mor gruede for at få nogle af mine fætre på besøg, for hun vidste, at dørene skulle males bagefter. Men alle tænkte bare: Sådan er de nu. Det går nok over. Og det gjorde det også«.

Selv var Jens Smærup Sørensen næsten komplet tavs både derhjemme og i skolen. »Men der var det samme holdning: Sådan er han. Der er utvivlsomt deprimerede mennesker, der skal behandles, men andre er måske bare dybt kede af det og skal bare have lov at blive hjemme nogle uger og gå nogle ture«.

Han drejer hovedet bag rattet.

»Nu er vi i Nykøbing. Vi fik ikke kigget så meget ud«.

Madro, tak!
Jens Smærup Sørensens ærinde er så langt fra, at vi skal vende tilbage til bondelivets enkelhed, fortæller han, da vi sidder bænket på hver side af et solidt træbord i den gamle restaurant i Nykøbing Mors og går om bord i hver vores pariserbøf.

Springet er taget, siger han. Og gudskelov for det. For selv om landsbysamfundet og fagbevægelsen gav os mål med livet, begrænsede de også den enkeltes mulighed for at udfolde sig.

»Den autoritet har fællesskaberne slet ikke mere. Der er ikke nogen, der gider at rette ind efter fagforeningsmanden«.

I stedet må vi famle os frem. Og det vil formentlig tage generationer at finde nye måder at være individualister på, uden at vi skal afdrage på friheden med en følelse af meningsløshed og uvirkelighed.

»Men … «, siger Jens Smærup Sørensen.

»Skal vi ikke vente? Og bare spise lidt«.

Det gør vi. Og triller bagefter det sidste lille stykke ned til forfatterens villa, hvor vi tager plads i den rummelige, lyse stue med udsigt gennem rækker af store træer til Limfjordens blålige flade.

»Vi har brug for verden, for virkeligheden«, siger Jens Smærup Sørensen, da kaffen kommer på bordet. »Den må ikke fjerne sig for meget. For så kommer man til at opleve det hele som uvirkeligt«.

»En elementær oplevelse af virkeligheden er jo at foretage sig noget. Især med sine hænder. At vaske op og hugge brænde. At have hænderne i verden. Også fordi flere og flere lever med øjnene på en computerskærm. Men det hjælper jo alene at gå en tur og prøve at se lidt og høre lidt for at komme væk fra alt det flimmer«.

Hans hovedperson Andy Thomassen holder nallerne for sig selv. Og selv om han keder sig mere og mere i de roller, han spiller med sine kolleger, opsøger han selv enkelheden på en tankstation, hvor han sludrer med en ansat.

»Der befinder han sig godt. Fordi han oplever det som sådan en maskinel funktionalitet, der glider«, griner Jens Smærup Sørensen. »Det er sådan en drøm om, at det hele helst skal gå gelinde, for så kan man få en masse ting lavet«.

Kun i teatret lader Andy sig udfordre og berøre. Og som dramachef var det egentlig det, han ville give videre til seerne. Men pludselig er det realityshows, der skal til. Iscenesat virkelighed. Og Andy stiller sig i vejen for noget. Han accepterer nærmest med vellyst sin deroute, fraflytter sit hus i de riges ghetto, flytter ind i de forslåedes og drømmer om at blive vagt i p-kælderen nærmere jorden end dramaafdelingens luftighed på 7. sal.

Den længsel efter virkelighed ser Jens Smærup Sørensen mange steder.

»Der er jo vældig meget terapi og religiøsitet i gang, som måske er udslag af uvirkelighedsfornemmelser. Ligesom kropsdyrkelsen. For der er en realitet i kroppen, man forsøger at få kontakt med«.

Meget af det forstærker nu bare den kredsen om sig selv, han ser som det egentlige problem. Eller er nye måder at sikre os, at vi »bliver pudset af«, som han siger, så vi igen kan gå ind og yde.

»Det gælder om at komme ud af sig selv og i kontakt med verden og frem for alt med andre mennesker. Det er vejen til noget virkelighed. At lukke andre mennesker ind i sin verden på en måde, så deres liv får lov at spille en rolle. Det kan give en fornemmelse af at være i verden på en måde, så man ikke behøver at tænke over, hvem man selv er«.

»Vi udskiller hele tiden mennesker fra vores fællesskab, fordi de ryger eller drikker og ikke er effektive. Lad os dog snakke med dem. Men det er skrækken, der får os til at isolere os fra dem, mener jeg. Fra den gru, vi forbinder med at gå til grunde. Vi er tilbøjelige til at samle os i ghettoer, fordi vi helst vil bo sammen med mennesker, der ligner os selv. Og det er jo også uvirkeligt«, siger Jens Smærup Sørensen.

»I stedet kunne vi prøve at betragte ulykken som en del af livet. Sygdommen og smerten. De hører jo med til livet og er med til at give os noget. For det glatte, vellykkede liv skaber også et fladt sind«.

Reality-tv uden virkelighed

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem der kan skrive en ny manual til det moderne liv, tør han ikke spå om. »Vi skal være åbne over for så meget som muligt«, siger han. I dag giver medieindustriens underholdning os små lommer af fred, hvor vi bedøvede kan synke ind i nogle overskuelige rammer befolket af uforanderlige figurer. Men selv reality-tv kan måske bygge bro tilbage til virkeligheden. »Vi har brug for at møde noget, hvor vi skal tage stilling til vores tilværelse. Og det kan da godt være, at det kan komme fra reality-tv. Altså: Hvad havde man af forventninger til popmusik? Men pludselig opstod der en musik af det der smadder, som fik hele verdens ungdom til at føle, at de eksisterede som andet end skygger af en fortid«. »Vi er ret nye i det her liv. Hvis verden aldrig rigtig har lignet det, vi har set i de seneste 50 år, er det jo meget, meget nyt. Normalt vil sådan en overgangsperiode vel vare et par hundrede år«, griner han. »Altså før vi finder ud af at få nogenlunde stabilitet ind i det igen«. Vi sætter os i bilen og tager turen tilbage. Ad en anden rute. »Selv om du ikke så noget på udvejen«, som han bemærker. Denne gang ser vi os omkring. Han udpeger et hus, hvor Jeppe Aakjær sad på loftet og i en raptus begik nogle af de bedste digte i en menneskealder. Så slår vi et sving ind over heden, der ulmer gyldent og rustbrunt i eftermiddagssolen. Før vi farer vild. Og skynder os til lufthavnen ad den velkendte rute. »Jeg tror ikke, at vi kan bruge noget af det gamle. Jeg tror, vi er i en fase, hvor vi må lede efter nye måder at skabe fællesskaber på, men på individualismens betingelser. For det er den eneste måde, vi kan leve på. I forbundetheder med hinanden«, siger Jens Smærup Sørensen. »I gamle dage var fællesskabet en nødvendighed. Og vi holdt op, så snart det ikke var nødvendigt«, smiler han. »Derfor må vi finde en ny slags nødvendighed. Fordi det er det eneste, der kan give livet en slags mening. Ikke at finde ud af, hvem jeg er, men hvad jeg kan gøre. Eventuelt endda for andre end mig selv«. »Få lidt mere fodfæste og sørge for, at ikke alle tråde er klippet til alt omkring os, men opleve, at der kan være en mening i at have bidraget med et eller andet. Opfundet en ny energiform eller bagt nogle boller til sine børnebørn«, siger han. »Så man ikke ender med at stå i den fattigdom, at man ikke har bidraget med noget ud over at have fornøjet sig selv«.



















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden