0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fisk og tjære og Tove Ditlevsen på loftet

Hvor herligt, at der et sted i Norge helt ude på kanten af havet står et stormomsust gammelt træhus, fuld af godt brugte bøger!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er de bøger, man skal læse, og der er dem, man skal finde. Dem, man skal læse, behøver ikke gøre meget stads af sig selv, det er deres indhold, der tæller. Helt anderledes er det med de bøger, man ikke selv har opsøgt, men som skæbnen pludseligt lader en støde ind i. Der er ikke noget så herligt som den uforberedte konfrontation med en bogsamling, der dukker op et helt uventet sted. Og her er vi fremme ved dagens historie, som lugter herligt af både fisk og tjære!

Sagen er den, at Deres Bibliopat for nylig gæstede et gammelt fiskebrug i Norge. Vor læser må forestille sig, at halvdelen af det rødmalede hus står på pæle med det iskolde hav skyllende ind under sig, mens den anden halvdel er placeret på klippegrund. Huset har tre etager, og op til et tidspunkt i første halvdel af det tyvende århundrede lagde fiskerne til ved pælene i nederste etage. Her blev deres fangst losset af, hvorefter fiskene blev renset. Herefter blev de lagt på is, hvorefter de blev solgt fra anden etage.

I 2006 er nederste etage stadig intakt. Man kan åbne den gamle lem i gulvet ned til havet, hvori indvoldene blev hældt ud. Overalt er der gamle net og fangstredskaber, det er fra denne tidslomme, at den dæmpede odør af fisk og tjære stiger op i resten af huset.

Det er lang tid siden det enorme træhus gjorde tjeneste i fiskeriets verden. Engang i 1950’erne blev det overtaget af Ulf, der var økonomidirektør på det lokale grafitværk og uddannet økonom. I sin fritid var han voldsomt interesseret i teater og litteratur. Som tiden gik omdannede han det gamle fiskebrug til et slags kulturhus med årlige teater- og musikfestivaler. Den dag i dag kan man i et forhenværende fryserum finde stencilerede udgaver af Ibsens, Holbergs og Oscar Wildes kendteste stykker. Jo, her er blevet sagt mange dramatiske replikker, og de har så langtfra kun handlet om is og salt og torsk. Ulf var bøsse, og det var der sandt at sige ikke mange, der var på de kanter dengang. Eller måske var der, de talte bare ikke højt om det, så måske har Ulf oplevet perioder med stor eksistentiel ensomhed. Og måske var hans interesse for kunst og kultur en måde at befolke ensomheden på.

Efter Ulfs død gik huset videre til en nær ven, der i årevis havde hjulpet Ulf med at holde træslottet ved lige – og det har han fortsat med lige siden.

Det var, mens selskabets øvrige medlemmer fiskede udenfor eller sad og snakkede omkring brændeovnen i det store køkken, at Deres Bibliopat langsomt lod sig drage mod øverste etage. Den var ikke lige sådan at finde, han skulle igennem et stort mørkt og koldt rum, hvor der stod et gammelt klaver og op ad en krinkelkroget trappe. Halvvejs oppe stod en kasse, en gammel bog lå med ryggen opad, ’Bogkassens hemmelighed’ hed den. Ti skridt til og øverste etage var nået. Bælgmørkt var der, hvor er stikkontakten, lad der blive lys!

Det blev der og lige dér, til højre i et indhak stod de. Bøgerne. Træslottets vældige bogsamling. Alle Ulfs gamle norske, danske og engelske samt masser af nyere bøger. Også sjældenheder som f.eks. Ib Michaels ’En hidtil uset drøm om skibe’ med dedikation fra forfatteren. Halløjsa! Og hele verdenslitteraturen. Plus spændende tidsskrifter, hvoraf et af dem, Vinduet fra 1948 rummede en artikel, der præsenterede en lovende ung dansk forfatter ved navn Tove Ditlevsen.

Det skulle vise sig, at bogsamlingen hidrørte fra to kilder. Fra Ulf selv og fra hans arvings danske kone. Det var forholdsvis nemt at identificere, hvilke bøger, der kom fra hvem, og der var noget meget intimt og privilegeret over at sidde foran Ulfs bøger og langsomt lade dem tegne et billede af deres oprindelige ejermand – og læser. Ulf må have været en passioneret læser, takket være bøgerne behøvede han ikke være uden selskab. Det skulle også vise sig, at Ulf havde lavet boghylder i samtlige værelser. Og at der stod en hyldemeter bøger på hver af dem. Selv i toiletskabet herskede det forgangne. Aftershave, sæbe og shampoo fra gammel tid. I køkkenet: uforgængeligt, gammelt husgeråd af jern og træ og blik.

Hvor herligt, at der et sted i Norge helt ude på kanten af havet står et stormomsust gammelt træhus, fuld af godt brugte bøger. Hvor skønt at lade op i Hr. økonomidirektørens zenpalads, men også lidt af en udfordring, for det er meget nemt at falde ind i sig selv og glide ud af fællesskabet i et hus, der er så fuld af sjæl. Torsk og bøger. Bølgeplask og gamle ord. Et ekko af et menneske man aldrig har mødt, men alligevel føler, man kender en lille smule. Skal vi snart have kaffe, og hvornår er det tid til et slag kort?

Egentlig kunne man blive siddende i sin stol i ugevis. Med en bog om de gamle norske næskonger mellem hænderne, som man ikke får læst en linje i, fordi havets horisontlinje, som hænger lige uden for vinduerne, hele tiden suger ens blik ud i det fjerne.

En sæl stikker hovedet op af vandet og smiler, midnatssolen danser, Tove Ditlevsen tegner i den grad lovende, der er liv i den på øverste etage, tak Ulf.

Quiz 1: Dansk film, musen har spist af digtsamlingens titelblad, så forfatteren nu hedde