Manden er stort set nøgen. Mager som en jagthund sidder han på en sten i solen. Billedet fra 1910 af den 54-årige mand skal forestille Rodin-skulpturen ’Grubleren’, og bortset fra at Rodins model havde noget mere sul på kroppen, giver det god mening, for den næsten nøgne mand er ingen ringere end den irske dramatiker, fritænker og samfundsdebattør George Bernard Shaw (1856-1950).
Det er ikke lige sådan, vi plejer at se nobelpristagere, når de bliver fotograferet, men Shaw var heller ikke nogen helt almindelig mand.







