De forsøger at ligne et ungt kærestepar, der sidder og sludrer på en bænk. Vi befinder os et stykke ude ad Strandvejen i Hellerup. Året er 1944. De to på bænken sidder tæt, men det er ikke en fælles fremtid, de sidder og tænker på. De har drab i tankerne. I lommerne, eller måske gemt et sted under jakkerne, har de skarpladte våben. Sammen venter de på en direktør i en dansk skotøjsvirksomhed, som har været lidt for gode venner med tyskerne. Da direktøren kort efter kører ned med elevatoren i ejendommen overfor, er de to unge modstandsfolk klar, for det er ikke deres første stikkerlikvidering. Modstandsmanden, der kalder sig 'Per Hansen', og kvinden, der kalder sig 'Cap', er erfarne folk. I samme øjeblik direktøren træder ud af elevatoren, 'pløkker' de ham, som 'Per' siger. Likvideringen får den skrækslagne sekretær til at skrige. Modstandsmanden stopper en brøkdel af et sekund. 'Nåh, ja, en eller to', tænker han. Og skyder sekretæren. Sekundet efter er hun en del af krigens omkring 400 stikkerlikvideringer. Historien om sekretæren og skotøjsdirektøren bliver fortalt i 1973, og den findes i dag som en båndoptagelse på Det Kongelige Bibliotek. Det er 'Per Hansen', som egentlig hed Helge Stjerndrup, der til en historiker fortæller om sin og Ella von Cappelns (Cap) likvideringsopgave i 1944. Stjerndrup erkender åbent, at drabet er en fejltagelse, for modstandsbevægelsen har intet belastende materiale på sekretæren. Hendes forbrydelse er, at hun går i panik og skriger. Likvideringen af sekretæren og direktøren er nu også blevet en del af det omfattende materiale om besættelsestidens stikkerlikvideringer, som journalisten Peter Øvig Knudsen i næste uge fremlægger i bogen 'Efter drabet'. Her har han interviewet flere fremtrædende modstandsfolk fra modstandsgrupper som Bopa og Holger Danske. Usædvanlig åbent vedgår de, at det hidtidige billede af besættelsestiden bør fremstilles mere nuanceret end det billede i sort-hvidt, danskerne ellers kender, når vi hører om 'Flammen', 'Citronen' og alle de andre berømte fra modstandsbevægelsen. Historiker overrasket Historikeren Ditlev Tamm, som selv har skrevet disputats om retsopgøret efter besættelsen, er meget overrasket over, at modstandsfolkene i dag - mere end 50 år efter befrielsen - vælger at lægge historierne om stikkerlikvideringerne så åbent frem. Især når det sker på et tidspunkt, hvor det næsten kun kan betyde, at modstandsbevægelsen bagefter vil komme til at stå i et dårligere lys. I Peter Øvig Knudsens bog mener modstandsmanden Gunnar Dyrberg imidlertid, at stikkerlikvideringerne har udviklet sig til at blive et mærkeligt tabu. Efter hans mening betyder det store hemmelighedskræmmeri omkring likvideringerne, at mange af modstandsfolkene efterhånden sidder tilbage med et indtryk af, at det, de foretog sig under besættelsen, ikke var stuerent. Derfor er nogle af dem ifølge Dyrberg begyndt at drikke for meget, nogle er blevet alkoholikere, mens andre har begået selvmord. Ditlev Tamm har selv mødt kritik, fordi han i sin tid skrev om bl.a. stikkerlikvideringerne, og ligesom Peter Øvig Knudsen har også Tamm skrevet, at myndighederne i stort omfang lagde låg på de mange stikkerlikvideringer, der blev udført især i besættelsens sidste år. »Beretningerne fra modstandsfolkene til Peter Øvig Knudsen bekræfter jo den mistanke, man har haft om, at når Frode Jakobsen og hans Ministerium for Særlige Anliggender lukkede af for undersøgelser af stikkerlikvideringerne, var det, fordi de ikke tålte dagens lys«, siger Ditlev Tamm. Under besættelsen skete der omkring 500 drab i alt. Heraf har det hidtil været antaget, at omkring 350 kunne betegnes som stikkerlikvideringer foretaget af modstandsbevægelsen. Peter Øvig Knudsen anslår i sin bog, at der snarere er tale om 400 likvideringer, og han gør desuden op, at omkring 120 af dem foregik i løbet af en måned mod krigens afslutning. 100 i april 1945 og omkring 20 i de første dage af maj. Plus yderligere omkring 12 efter befrielsen. Meget få af de mange likvideringer er nogensinde blevet undersøgt, så også i dag er det uklart, hvor mange af de likviderede der rent faktisk har været stikkere. Både Peter Øvig Knudsen og Ditlev Tamm mener, at det formentlig er en ret stor gruppe af likvideringerne, hvor ofrene ikke direkte har været involveret i stikkeri i snæver forstand. Denne vurdering støttes af historikeren Stefan Emkjær, der selv har udgivet bogen 'Stikkerdrab'. Anført af nu afdøde Frode Jakobsen fra Frihedsrådet har modstandsbevægelsen efter krigen fastholdt, at antallet af fejllikvideringer under besættelsen var 9. Hverken mere eller mindre. 9 ud af de 350 eller 400. Rene revolvermænd Det er ikke dette indtryk, Peter Øvig Knudsen og de interviewede modstandsfolk efterlader i bogen 'Efter drabet'. Modstandsmanden Uffe Horwitz siger ligeud, at nogle modstandsfolk udviklede sig til rene revolvermænd, og at der mod krigens slutning kom flere desperados til. De havde ifølge Horwitz ikke andet i hovedet end at ville ud og skyde løs, og den nu gamle modstandsmand siger, at mange af de drab, som skete det sidste halve år af krigen, var helt ved siden af. Horwitz erkender selv, at han har skudt en mand, uden at der forelå bevis for, at han var stikker. Det var bare, som han siger, en mand, der var i tysk tjeneste, og modstandsfolkene havde bemærket, at han var ivrig. En anden modstandsmand, Jørgen Jespersen, lader også Øvig forstå, at man ikke behøvede at være rendyrket stikker for at blive likvideret. Visse håndlangere for tyskerne, sabotagevagter og andre i tysk tjeneste kunne ifølge Jørgen Jespersen uden videre likvideres. Det var Jørgen Jespersen, der under besættelsen bl.a. likviderede forfatteren Leif Panduros far, Aage Petersen. Fiktivt udvalg Hvorfra ordrerne til de mange stikkerlikvideringer er kommet, er stadig uklart. Ifølge Peter Øvig Knudsens bog opstod der allerede under krigen den myte, at alle likvideringer blev besluttet af Frihedsrådet eller af et særligt likvideringsudvalg under Frihedsrådet. Selv sabotører troede ifølge Øvig, at et sådant udvalg eksisterede. Sagen er imidlertid, at der ikke var nogen fast procedure for, hvordan en likvidering blev besluttet. Peter Øvig Knudsens månedlange undersøgelser viser, at beslutningstagerne kunne være alt fra en større til en lille gruppe modstandsfolk, ja, helt ned til, at det kun var drabsmanden selv, der tog beslutningen. Nogle gange kunne måneders undersøgelser ligge forud for en likvidering. Andre gange kunne der f.eks. være tale om en ung kvinde, som under et værtshusbesøg blev udpeget som mistænkelig af en modstandsmand og samme aften blev dræbt. Meget få stikkerlikvideringer er som tidligere nævnt undersøgt til bunds, selv om det i hvert fald hos nogle var en klar forventning, at alle drab skulle underkastes en undersøgelse, når krigen var slut. Da forfatteren Martin A. Hansen under krigen af modstandsbevægelsen blev bedt om at skrive et forsvar for stikkerlikvideringerne til en illegal bog, gjorde han det ifølge Peter Øvig klart, at en efterfølgende undersøgelse af drabene var, hvad man kunne forvente. Det skete bare ikke. Magtfuld minister Stort set alle undersøgelser blev stoppet, da Frode Jakobsen blev minister i Ministeriet for Særlige Anliggender efter krigen, for Frode Jakobsens magt var stor. Hans magt viste sig bl.a., da rigspolitichef Begtrup-Hansen i juli 1945 udsendte et cirkulære, som skulle gøre det muligt at sætte Rigspolitiets Rejsehold til at undersøge alle krigens drab, så man kunne skille stikkerlikvideringerne fra kriminelle mord. Rigspolitichefen turde ikke afvise, at nogle drabsmænd fra især den politiløse periode ville forsøge at lade mord fremstå som stikkerlikvideringer. Men efter protester fra Frode Jakobsen blev planen aldrig udført. I et notat skrev hans ministerium, at både politi og offentlighed ville få et fejlagtigt indtryk af, at alle disse uopklarede drab ville blive efterforsket til bunds. I notatet kunne man desuden læse, at modstandsfolkene - ifølge Frode Jakobsen - allerede under krigen var blevet lovet, at stikkerlikvideringerne ikke ville blive nærmere undersøgt. Det løfte lykkedes det tilsyneladende Frode Jakobsen at holde, hvad der nok vil komme bag på de fleste, såmænd også historikere. »Det har nok været almindeligt antaget, at der var en viden om likvideringerne, som bare ikke kunne offentliggøres. At de var blevet undersøgt. Det har jeg sådan set også selv troet«, siger historikeren Esben Kjeldbæk, der er leder af Frihedsmuseet og selv har skrevet om bl.a. modstandsgruppen Bopa. Efter at have læst et foreløbigt manuskript til 'Efter drabet', plus historikeren Stefan Emkjærs bog 'Stikkerdrab' fra sidste år, vurderer Esben Kjeldbæk, at det i dag vil være umuligt nogensinde at få undersøgt de mange stikkerlikvideringer til bunds. Tvivlsomme sager Peter Øvig Knudsen har i forbindelse med sin bog fået aktindsigt i omkring 50 likvideringssager i Justitsministeriet, og det er hans klare vurdering, at mindst halvdelen af besættelsens godt 400 likvideringer aldrig nogensinde har været genstand for en undersøgelse. De øvrige måske 200 sager har kun været taget op til en eller anden form for undersøgelse, når den likvideredes familie vedholdende har henvendt sig. Og som regel har familien fået et standardafslag, når den har bedt om at se det materiale, der findes om den likviderede. Myndighederne har lagt låg på sagerne. Peter Øvig Knudsen har i sit arbejde haft adgang til det gamle ministerarkiv fra Ministeriet for Særlige Anliggender, og heraf fremgår det, at Frode Jakobsen meget hurtigt må være blevet klar over, at en del af likvideringerne langtfra var foretaget under så velordnede former, som han selv og Frihedsrådet i erklæringer både under og efter besættelsen havde givet indtryk af. Selv om Frode Jakobsens ministerium havde stor magt lige efter krigen, kunne ministeriet dog ikke helt forhindre en undersøgelse af de mest tvivlsomme likvideringssager. Da presset for undersøgelser voksede, sørgede Frode Jakobsen imidlertid for, skriver Peter Øvig Knudsen, at få udskiftet de betjente, som Justitsministeriet ellers havde udpeget til at stå for undersøgelserne. I stedet blev opgaven givet til et hold betjente, som selv havde været med til likvideringer. I 'Efter drabet' forsøger Peter Øvig Knudsen at forstå, hvad der har drevet Frode Jakobsen og hans ministerium til lægge låg på de mange likvideringssager, og han pointerer, at det er umuligt at forstå, hvorfor ministeriet hindrede retsforfølgelsen af en række drab med tvivlsomme motiver, hvis man ikke inddrager den kaotiske stemning og de voldsomme følelser, som ikke kun herskede under krigen, men også i dagene og månederne efter befrielsen. Esben Kjeldbæk fra Frihedsmuseet mener også, man skal huske på, hvordan tiden var mod krigens slutning, hvor en stor del af likvideringerne fandt sted. »I 1943 er likvideringer så usædvanlige, at de også er meget velbegrundede. For mig er der ingen tvivl om de første likvideringer, mens der sker en brutalisering specielt i de sidste krigsmåneder«, siger Esben Kjeldbæk. Lederen af Frihedsmuseet i København vil tro, at en del af oplysningerne i Peter Øvig Knudsens bog vil komme bag på de fleste danskere. Ikke mindst oplysningerne om, hvordan det er lykkedes Frode Jakobsens ministerium at forhindre undersøgelser, der kunne opklare, hvor mange af krigens drab man kunne rubricere under stikkerlikvideringer. Ordentlige mennesker Historikeren Ditlev Tamm har hele tiden ment, at modstandsbevægelsen begik en fejl ved at lægge låg på de mange sager. Også selv om det dengang for modstandsbevægelsen ville have været mindre flatterende at indrømme, at der blandt medlemmerne også var både skydegale revolvermænd og decideret kriminelle. »I en sådan periode vil en modstandsbevægelse også tiltrække den slags folk. Nogle med de samme tilbøjeligheder vil tilslutte sig hipo-korpset, mens andre vil gå til modstandsbevægelsen«. »Jeg har hele tiden ment, det var en fejl ikke at lægge tingene åbent frem, og når det så kommer frem i dag, kan man måske få indtryk af, at det var værre, end det faktisk var«. »Jeg synes, det mest interessante er det psykologiske - hvorfor nogle modstandsfolk åbenbart i dag har behov for at fortælle om begivenhederne. Måske er der noget, der nager dem, for de fleste er jo rigtig ordentlige mennesker«, siger Ditlev Tamm.