I hvert fald så længe forfatterdebutanten Kaspar Colling Nielsens vision om at opføre et flere kilometer højt Mount København forbliver et luftkastel, holder titlen på Julia Butschkows nye novellesamling stik: ’Der er ingen bjerge i Danmark’, ikke sådan for alvor i hvert fald.
Isbjerge er der til gengæld masser af – i dansk fiktionsprosa, og i særdeleshed i den, Butschkow serverer i sit seneste værk.
Mellem vilje ufrivillig drift
Der stikker ikke så lidt under overfladen hos de ellers ordinære danskere fra vores samtid, som man kan møde i samlingens tretten noveller, fordelt på tre fløje og fortalt i første eller tredje person.
Novellerne folder det fortrængningstema, som stod centralt i Butschkows læsergennembrud – den meget roste roman ’Apropos Opa’ fra 2009 – ud i en serie beretninger, nogle af dem næsten case-stories, om hemmeligheder og om handlinger, der balancerer hårfint på kanten mellem vilje og ufrivillig drift.
Det, novellernes personer, vil, kan de mange gange ikke, mens de derimod hyppigt kommer til at gøre noget, som de ikke vil. Ofte er de ordfattige, men deres handlinger fortæller ikke så lidt mere om dem, end deres replikker gør.
Så vidt jeg ved, betegner ordet ’neurose’ i lægesprog ikke længere en diagnose, det er det vist for upræcist til. Men til gengæld er ordet bredtfavnende nok til at sige noget om de adfærdsmønstre, der kendetegner mange af personerne i Butschkows nye noveller – de er netop neurotiske.
Med neuroserne udenpå tøjet Tag nu for eksempel den klassiske neurotiske type i åbningsnovellen, ’Det er helt normalt’ – den hjemmegående overlægefrue, der er meget optaget af, hvordan andre ser hende, og som kyndigt perfektionerer sit eget og sin boligs udseende, men som også, fra tid til anden, slækker på hygiejnen og spiser flødeboller og flæskesvær og skyller martinier ned til frokost. Umiddelbart lyder det lidt sølle, på sådan en Vita Andersen-agtig måde, men historien har en drejning. Kvindens mand er nemlig psykiater, og han har gjort sig den kliniske erfaring, at »det er evnen til at ændre på rutinen, der kendetegner normaliteten«.
Det bliver derfor den norm, som hans kone må prøve at leve op til – afvigelsen er med andre ord indbygget som en forventning til hendes adfærd.
Det er en lignende psykologisk fælde, der klapper for det unge hippe par Christian og Christina i en anden af samlingens noveller, ’Bryllupsrejse i Berlin’. De er taget på bryllupsrejse til Berlin og er usikre og ironiske i forhold til den samlivsform, de netop har forpligtet hinanden på:
Det er da også for langt ude og for gammeldags og for grineren, at man nu er gået hen og er blevet gift. Overskridelser må der derfor til for at besegle den ny overenskomst, hvilket i øvrigt er et gammelkendt motiv i fortællinger om at være nygift.
Overraskede hovedpersoner
Det væsentlige i Butschkows noveller kommer bag på de personer, der befolker dem.
Som for eksempel den midaldrende lesbiske kunde, i novellen ’Kartofler, kød, noget grønt’, der bliver berørt i mere end en forstand af en udenlandsk og ulastelig og alligevel overraskende umandig skrædder på Nørrebro.
Eller i den kontrapunktiske novelle ’Futon’, der følger efter – om en ung kvinde, der af en veninde lokkes med på charterferie til en italiensk badeby, hvor hun finder sig en lokal dario og hjembringer ham, selv om det vist egentlig er veninden, der frister erotisk.
De indre isbjerge
Der stikker noget under – det ved vi jo godt, der gør: uerkendte lidenskaber, ensomhed, beklemmelse, fejhed, angst for at miste, alt sammen såre menneskeligt. Selve psykologien i novellerne er der ikke noget overraskende ved.
