Denne bog kan det, man drømmer om, at en bog skal kunne, hver gang man åbner en ny: omslutte læseren, fremmane en verden, som man fortaber sig i, indtil telefonen ringer, sulten melder sig, eller man på en anden måde opdager, at det var trods alt kun en bog og ikke en verden. Anna Hallbergs poesibog består ikke af digte, den er snarere ét digt fra ende til anden. Hver side rummer godt nok en kort, afsluttet tekst, men de er alle komponeret ind i et mønster på fem akter, som skal opleves under et. Er det ærligt talt ikke en lidt krukket titel, var min første reaktion, da jeg fik bogen i hånden, den berømte ruin i Rom stavet først på latin og så på moderne sprog: ’Colosseum, Kolosseum’.
Men der er mening i fordoblingen, viser det sig. Den signalerer Hallbergs metode. Bogens tredje og midterste stykke er en beskrivelse af på en gang de romerske bygningsrester og et sindssygehospital.
