Marianne Larsen kan det med sproget, som digte kan: få en til at gå ud af sit eget gode skind og ind i andres, føle, at man ikke er den, man er, men en anden, og på den måde blive en lille smule mere sig selv. Digtet er langt denne gang, det fylder hele bogen, bygget op over et gennemgående motiv. Noget beskrives, en fornemmelse, en tilstand, som så afbrydes af et forbehold: »selv når/ ordene her mindede/ mere om andre/ ord/ end om noget andet«.

Genopfinder sproget
Igen og igen vender hun med denne formel tilbage til spørgsmålet: Er det her noget, der ligner en virkelighed, eller ligner ordene mest af alt andre ord. Er det fup eller fakta?

Men ordene ligner ikke alle mulige andre ord. De er Larsens egne og bliver derfor til et poetisk faktum, en original beskrivelse af en skrøbelig psykisk tilstand. En mental randeksistens med en empati så stor, at den truer med at få den indfølende til at smuldre.

Marianne Larsen laver ord. Poeten kan være ’sønderforvåget’, folk kan være ensomme, fordi de er ’afkærestede’, de kan være ’ubesmilelige’, og man kunne minsandten mærke lidt hen på året, at ’det septembrede’ i en.

Af lutter angst for at det hele bare skal ligne ord, laver hun ord, der er uforlignelige. Det gør ondt i ordene, som hun siger et sted, men på en måde, der får det til at gøre godt i læseren. Det lange digt består af afsnit, der er indhegnet af typografiske hundekunster, bogstaver, der bliver større og mindre og signalerer et nyt afsæt, som regel på en ny scene. Det kan være i lufthavne, hvor de rejsende myldrer, det kan være i træerne, under jorden eller i sengen en tidlig morgen mellem drøm og dag. Et imponerende livsværk