»Mærkeligt, mærkeligt, mærkeligt« – sådan lyder det et sted i Marianne Larsens ’Med skyer under fødderne’, og det passer vældig godt som en slags selvportræt af værket. Men mærkeligt hvordan? Som sædvanlig hos Larsen i små, lette og ordknappe prosastykker, her nummereret 1-50, hvor genkendelige hverdagsscenarier, f.eks. at måtte ringe til Kundeservice, omhyggeligt og sikkert vrides af led, så sære forvridninger af virkeligheden opstår, og alt dette garneret med Larsens fine hang og evne til nye, selvgjorte ord, f.eks. »ekstremgodhed« og »dommedagstøj«.

Lynhurtig vekslen
Dette som en del af Larsens konsekvente udvikling af et »mærkelighedssprog«, i en zone, der lynsnart veksler mellem det vittige og det vanvittige, det tungt dystre og det lyst sitrende.

Man skal spidse ører, når man møder Larsen