Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giraffen. Paul Auster var dagens trækplaster, her får et par gymnasieelever signeret deres Austerbøger.
Foto: Martin Lehmann

Giraffen. Paul Auster var dagens trækplaster, her får et par gymnasieelever signeret deres Austerbøger.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Litteraturfestival rummer høje pander, poesi og røde tånegle

Ved CPH:LITT blev der talt om litteratur på tværs af landegrænser, om vodka og om sæd på kinderne.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er kunst, mine damer og herrer!«.

Klaus Rifbjerg er begejstret.

Han har netop hørt Harald Voetmann læse op af sin roman ’Vågen’ om den romerske naturhistoriker, forfatter og politiker Plinius den Ældre; et værk, som i år fik den danske digter indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris; en pris, Klaus Rifbjerg selv har fået – otte år før Harald Voetmann blev født.

LÆS OGSÅ De to forfattere står ved siden af hinanden på scenen på fjerde sal i Huset i Magstræde sammen med journalisten Jannik Lunn, der har sat dem stævne til en snak om litteratur på åbningsdagen for CPH:LITT 2011. »Let the games begin«Alle tre er skaldede, deres isser skinner i projektørlyset i det ellers mørke rum. Som æg under en rugelampe. Selv om ganske mange er mødt op for at høre de to forfattere tale, er over halvdelen af sæderne i salen alligevel tomme. Tidligere var her ellers helt fyldt, da litteraturfestivalens vel nok største navn, amerikanske Paul Auster, der kort forinden havde siddet nede i gården og drukket rødvin og røget, var med til at åbne festivalen officielt, da han med sin hæse cerutstemme forkyndte de olympiske ord: »Let the games begin«.



Efter en kort tale af Paul Auster læste den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun op af sit essay, ’Je suis un écrivain japonais’ (Jeg er en japansk forfatter). En tekst om litteratur på tværs af landegrænser; om at skrive på et andet sprog end sit modersmål – i dette tilfælde fransk.

Signeret af giraffen
Med sin farverige påklædning, røde chinos og en pastel lilla skjorte under en himmelblå pullover, stod Tahar Ben Jelloun i skærende kontrast til den altid sortklædte amerikaner med de høje tindinger og sølvblanke hår.

Oplæsningen foregik på fransk, men leder af festivalen Ivan Rod læste op af en dansk oversættelse. Desværre gik der kuk i rækkefølgen, så den danske oversættelse på et tidspunkt begyndte at foregribe den franske tekst.

Selv om Tahar Ben Jellouns humoristiske tekst affødte flere fnis fra salen, var stemningen en anelse officiel.

LÆS ANMELDELSE

Efter oplæsningen var der lang kø til den lille bogstand, hvor man kunne købe et eksemplar af de litterære big shots bøger og få dem signeret af stjernerne selv og trykke dem i hånden.

Især Paul Auster så ud til at være den giraf, de fleste var kommet for at se.

Litteratur, politik og vodka
Atmosfæren var anderledes afslappet, munter og aldeles nede på jorden, da tyske Thomas Brussig og ukrainske Andrei Krukow efter en kort pause indtog scenen på fjerde sal for at tale om litteratur og politik.

De to forfattere følte sig tilsyneladende glimrende tilpas på scenen og strøede om sig med vittige bemærkninger.

»Jeg bruger humor og absurditet, når jeg skriver om sovjetisk politik, fordi sovjetisk politik er – absurd«, sagde Andrei Krukow.

Der blev talt engelsk til ære for de få, der rakte hånden op, da moderator Andreas Habsmeier spurgte, om nogen havde problemer med at forstå tysk. Thomas Brussig havde det udmærket med at tale engelsk, sagde han, men han pointerede, at han foretrak ja-nej-spørgsmål.

Der lød således grin fra salen, når DDR-forfatteren svarede et lakonisk ’ja’ eller ’nej’, hver gang diskussionen blev højtravende. Og det gjorde den ofte.

Samtalen handlede, som man kunne forvente, mest om politik. Andrei Krukow, som er ukrainer, men skriver på russisk, fortalte om, hvordan han i hele verden bliver betragtet som en ukrainsk forfatter – på nær ét sted: Ukraine.

Thomas Brussig fortalte om de frustrationer, det kan give aldrig at kunne slippe ud af den forfatterrolle, man én gang har fået tildelt. For de fleste læsere vil han altid være først og fremmest DDR-forfatter, lige meget hvor mange værker han skriver om alt muligt andet end Østtyskland.

Det var en diskussion om, hvordan en hård politisk virkelighed kan få en humoristisk eller absurd form i litteraturen, men også om mere jordnære ting som fodbold og vodka.

Sæd på kinderne
Klaus Rifbjerg tager Harald Voetmanns bog, som ligger på bordet. Han vil hellere læse op fra end tale om den, siger han.

»Hvis jeg altså må«, spørger han.

Det må Klaus Rifbjerg godt.

Han læser et stykke op om en ung kvinde, der er født uden kropsåbninger, og som protagonisten Plinius er meget betaget af; så betaget faktisk, at han køber sig til et par timer sammen med kvinden i et aflåst værelse – en konstellation, som udvikler sig i en mildest talt sanselig retning.

Nogle vil måske endda sige vulgær. For det ender med, at Plinius – lad os sige det, som det er – smører sin sæd ud over kinderne på pigen.

LÆS ANMELDELSE

Rifbjerg læser op med klar røst og struttende mave, han holder bogen langt ud fra kroppen, mens han gestikulerer, så mikrofonen skratter. Han er en fremragende oplæser. Halvtreds års erfaring fornægter sig ikke.

Latter og klapsalver bryder ud, da Rifbjerg er færdig med at læse, og da bifaldet ebber ud, henvender Jannik Lunn sig til Harald Voetmann i en blanding af vantro og beundring.

»Har du selv fundet på det der?«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Verdens dominans
Og det har Harald Voetmann, bekender han. Men ikke helt.

Historien tager godt nok udgangspunkt i noget fra den overleverede tradition, men mest af alt er det resultatet af, ja – hans fantasi.

Og netop hér ligger den unge forfatters talent, bryder Rifbjerg ind. I evnen til at fortælle en fuldstændig fantastisk historie på en måde, så det bliver helt virkeligt for læseren. Harald Voetmann tager med bøjet hoved imod de mange roser og skulderklap fra den snart firsårige forfatterkollega.

De tre på scenen bliver enige om, at stykket handler om det uopnåelige, om kunstnerens trang til at dominere verden og – bogstaveligt talt – trænge ind i den.

Salen steger. Der er varmt som i en suppegryde under det lave sorte loft, og det har der været hele dagen.

Hvad er normalitet?
Tidligere var Lone Hørslev nødt til at smide de høje hæle, så hun kom ned i samme højde som sin kollega Julia Butschkow og journalist Mai Misfeldt, som styrede foretagendet.

Lone Hørslev faldt næsten i et med murene i sit sorte tøj. Og i bedste Sin City-stil havde hun rød læbestift på og rød neglelak på fingrene og, viste det sig, tæerne.

De to forfattere talte om, hvad normalitet er for en størrelse; et tema, de begge kredser om i deres værker. Et par udvekslinger af skrivestrategier blev det også til, og de blev enige om, at det somme tider kan være frisættende at sætte begrænsninger for sig selv.

I Lone Hørslevs nyeste roman med den Højholt-inspirerede titel ’Sorg og camping’ begrænser handlingen sig således til et enkelt døgn i november 1985; en ramme, der ifølge forfatteren gør det mere overskueligt at skrive en roman.

LÆS ANMELDELSE

For Julia Butschkows vedkommende var valget af den gode gammeldags novelleform i hendes nyeste værk ’Der er ingen bjerge i Danmark’ også et forsøg på at give sig selv nogle faste rammer at skrive inden for.

Udsolgt

Forestillingen er forbi, og man har lyst til tre ting: frisk luft, vand og et eksemplar af Harald Voetmanns ’Vågen’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der har dannet sig kø til venstre for scenen, hvor en ung kvinde sælger bøger.

Det viser sig imidlertid, at Jannik Lunn har lovet for meget; for Voetmanns bog viser sig at være udsolgt fra forlaget, og den lange kø, der har dannet sig, bliver noget mindre, efterhånden som folk finder ud af, at det kun er Klaus Rifbjergs nye roman, ’Jordbær’, de kan købe og få signeret.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden