Det begyndte en dag midt i august 1943. De kom med ham i skumringen. Ringeapparatet, der havde en kontakt ved haveporten, gav det aftalte signal, og da jeg kom ned, stod de der. For øvrigt havde de varskoet mig i forvejen. Det var de to, der plejede at komme, og så en tredje. Jeg låste gitterporten op og fulgte dem op ad indkørslen ind gennem den tunge træport, gennem baghaven hen til den gamle kuskebolig. Jeg lukkede op, viste ham ind og lærte ham det nødvendige, sådan som jeg havde gjort det med så mange det sidste halvandet år. Jeg viste ham ringeapparatet, kontakten til lyset, reserveudgangen og den hemmelige port i plankeværket om haven. De to mænd stod ganske stille imens, de havde hørt det alt sammen mange gange før. Havde han fået middagsmad? Jo tak, han havde spist. Han ville få bragt lidt aftensmad ud ved halv ni-tiden. Han takkede igen. Jeg ordnede mørklægningsgardinerne og kontrollerede, at ikke den mindste stribe lys kunne trænge ud. Det gjorde jeg altid selv. Jeg var kommet galt af sted med mørklægningen en gang. Det er utroligt, hvor selv folk, der er i livsfare, sjusker med den slags ting, når de ikke er hjemme hos sig selv. Nå ja – den gang slap vi med skrækken og halvtreds kroner i bøde. Han stod stille midt på gulvet og hørte opmærksomt på, hvad jeg sagde. Et par gange nikkede han for at vise, at han var med. Han havde sat den lille håndkuffert fra sig, rygsækken havde han stadig på. Han var en mand mellem fyrre og halvtreds. Måske nærmere de halvtreds, men sådan noget var den gang vanskeligt at afgøre. Lidt over middelhøjde. Nærmest spinkel af vækst. Ret velklædt, men klæderne var af ældre dato. Nå, det gjaldt os alle. Ansigtet var smalt, næsen lige, øjnene blå, som der plejer at stå i politirapporten. Dybe furer gik fra næsefløjene ned forbi munden. Øjenbrynene var buskede, de var mørkere end håret og kastede skygge ud over øjnene. Håret var det sædvanlige norske – sådan lidt sandfarvet lysebrunt. Det var tyndt oppe på hovedet og lidt gråt ved tindingerne. De kraftige øjenbryn fik ved første blik ansigtet til at virke stærkere end det var. Så man nøjere efter, var udtrykket i øjnene mildt og munden følsom. Han så ud som en typisk intellektuel. Jeg vidste, jeg havde set hans ansigt før, men i farten kunne jeg ikke mindes hvor og når det var. Han måtte være en mand, der betød noget, siden de bragte ham herhen – de satte stor pris på dette tilflugtssted og brugte det ikke i utide. Han stod høfligt og hørte opmærksomt efter, også da jeg gentog instrukserne, og da jeg gik, takkede han igen. Men jeg havde hele tiden en følelse af, at han ikke var helt nærværende, selv ikke da han et øjeblik så lige på mig, og jeg blev overrasket over det hjælpeløse og rådvilde i hans blik. Det var som han stod og lyttede til noget – snarere til noget inde i sig selv end til noget udefra; som om han på en eller anden måde, af en eller anden grund, stod i så dybe tanker, at kun en lille del af ham var til stede, var høflig, dannet og opmærksom. Han virkede egentlig ikke nervøs, kun hvad jeg vil kalde lidt åndsfraværende. Der havde stået mange mennesker i dette værelse i de sidste atten måneder. Jeg lagde kun flygtigt mærke til de ting, jeg her har nævnt – de kom jo egentlig ikke mig ved; de angik mig kun, for så vidt mit liv, indirekte, i værste tilfælde i sidste instans kunne afhænge af dem. De to mænd fulgte mig ind på kontoret. De blev stående, til jeg bad dem tage plads. De tog de cigaretter, jeg bød dem (Det var deres egne cigaretter, en del af dem var tilfaldet mig som hvad jeg vil kalde en slags husleje), de sad nogle minutter uden at sige noget, så rømmede den ene sig, han der altid førte ordet og som altid rømmede sig, inden han sagde noget: Hm! Så rømmede han sig igen, og jeg forstod, at dette var noget ud over det sædvanlige. Og i det samme huskede jeg den ny mands ansigt, jeg huskede, når og hvor jeg havde set det, og jeg vidste, hvad han hed. Men han havde jo ord for at være i høj grad blakket! Manden rømmede sig for tredje gang. Og så sagde han: – Spørgsmålet er altså, om De kan huse ham – indtil videre. Vi ved ikke, hvor længe det vil vare. Måske en uge. Eller to. – Godt. – De skal få forsyninger som sædvanlig. – Godt. Så fik min nysgerrighed overtaget. Jeg brød etiketten og spurgte: – Skal han – over? Manden så ned på sin cigaret. – Måske. Det er endnu ikke helt afgjort. Og så tilføjede han, sikkert for egen regning. – Han er ikke netop i farezonen. Men han har haft et vanskeligt job, og nerverne er lidt medtaget. Han skulle til at sige noget mere, men tog sig i det. De to mænd røg cigaretterne færdig, rejste sig og sagde farvel og gik. Takket være mit hus var jeg kommet ind i dette arbejde. Huset var hovedpersonen, jeg selv var kun en statist, der kom og gik med en bakke. Jeg må vist hellere fortælle lidt om det hus. Jeg vil bare på forhånd sige, at jeg i min beretning må forandre et par småting, for jeg er ikke interesseret i, at nogen uvedkommende skal genkende mig på huset. Jeg vil med andre ord beskytte mig selv. Men jeg vil også beskytte huset – det var til stor nytte i sin tid. Hvem ved, om det ikke kan komme til at gøre gavn en gang til?