Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: JACOB EHRBAHN
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter: Det er ikke min opgave at bortcensurere, hvad Tøger siger

Stig Andersens Seidenfaden-biografi har været en kompleks og rørende proces.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I slutningen af 2009 besluttede journalist Stig Andersen sig for at skrive en biografi om Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, »fordi Tøger i min og mange andre menneskers verden er blevet et begreb i løbet af de sidste 10-20 år, som man ikke kan komme uden om, hvis man bare har en lille smule interesse i det her samfund«.

Tøger Seidenfaden syntes, det var en glimrende ide med en biografi om ham selv. Han medvirkede fra sin røde sofa på Emmasvej i Gentofte med blussende kinder, fægtende arme og ustoppelig fortællelyst.

Men under forløbet blev han endnu en gang ramt af modermærkekræft. Han var klar over, at det var alvorligt, men var stadig optimist og blev i en periode også raskmeldt. Sidste efterår brød kræften imidlertid ud igen, og spredningen berørte de indre organer.

Klar i situationen
Så i begyndelsen af december ringede han til Stig Andersen. Indtil da havde livet været udgangspunktet for deres samtaler, men denne dag tog døden over.

»Han sagde, at han havde noget, han gerne ville tale om, og jeg tog ud til ham med det samme. Nu ved jeg, hvor det bærer hen, sagde han, og hvis du er interesseret, vil jeg godt tale om, hvordan det er at dø. Det er en svær opgave at få som journalist, og der sad vi stadig med meget, vi skulle igennem. Så sagde jeg til Tøger: Vi tager den nu. Det brugte vi så en eftermiddag på. Det var brutalt, men også rørende«, siger Stig Andersen, der nærmest blev forskrækket over rationaliteten hos den mand, han sad over for.

»Han gav da udtryk for, at der er den her mirakelchance, men så stor er den altså ikke. Han er så ekstremt klar i situationen, at man tænker: Hvor er han kynisk i forhold til sig selv. Der er ikke nogen nåde der. Jeg skal dø. Det var det, han sagde«, siger Stig Andersen.

Siden mødtes de mellem 12 og 15 gange fra begyndelsen af december, til Tøger Seidenfaden døde 27. januar 2011. Også selv om han blev svagere.

Honningdepoter
Tøger Seidenfaden talte altid om sit livs honningdepoter. Små pauser eller gøremål i livet, som man kan se frem til, fordi de forsøder tilværelsen.

»Han svingede, men selvfølgelig blev han svagere og svagere. Der er også et par af samtalerne, hvor han lå på sygehuset, men han ville gerne. Det her projekt blev et honningdepot for ham«.

I bogen fortæller Tøger Seidenfaden om den sidste tids honningdepoter. Om, hvordan familien nu ser flere amerikanske tv-serier sammen, om den historiske roman, de læser sammen, og om, hvordan han og drengene genser filmversionen af ’Ringenes Herre’. Nu også med mor, der hidtil ikke har gidet. Tøger Seidenfaden var en nørd på mange områder. Når det gjaldt ’Ringenes Herre’ og forfatteren Tolkien, var han en rigtig nørd.

Tøger var så stolt af, at folk kaldte ham Tøger, for han vidste jo godt, at han ikke var egentlig folkelig med sit sprog og sin uddannelse og sin udstråling

»Da min sygdom blev konstateret i november, lavede vi et lille familieråd. Drengenes første reaktion, især den ældste, fordi han ikke bor hjemme længere, var, at de ville være herhjemme, nu hvor jeg er syg. Men det holder jo ikke en meter. De lever deres liv og har en milliard andre ting, de skal lave. Det har Tine og jeg også. Drengene pressede på, og vi forhandlede om tingene, og vi fandt en model, så vi nu har tre familieaftener om ugen, hvor vi er herhjemme og laver noget hyggeligt sammen«.

»Tirsdag, torsdag og søndag. Men selvfølgelig kan der være vigtige projekter, og man kan få orlov fra aftalen, men som grundkoncept har vi alle forpligtet os til at overholde aftalen. For mig betyder det tre mega honningdepoter, som jeg kan regne med i løbet af ugen«, siger han i kapitlet ’Honningdepoterne’ om de sidste måneder, før han døde.

Sine nærmeste
Han taler om det, som sandsynligvis skal ske, om lykken i en smuk solnedgang, om glæden ved ukendte mennesker, der fortæller, at han ikke kan undværes, og om at gribe de dage, der er tilbage, ved at glæde sig til sin søns fødselsdag.

Men også om at bevare sit rationelle jeg og skyde tosseoptimisten fra sig, fordi hans budskab er falskt og inficerer det liv før døden, som er lige nu.

Mest af alt taler han om sine nærmeste. Sin mor, som døde af kræft i den samme alder, sin kone, sine drenge. Han føler ikke, at tilværelsen skylder ham noget, og han er ikke bitter. To måneder før han dør, er livet stadig stærkere end døden. Til sidst spørger Stig Andersen om, hvad der gør ham i stand til fokusere på honningdepoterne, og til det svarer han:

»Jeg kan jo heller ikke glemme min situation 100 procent. Det kommer op i mig med mellemrum, og så bliver jeg ked af det«.

Stor mand
Stig Andersen skriver det selv. Tøger Seidenfaden var en stor mand. Stort hoved, stor mund, stor kæft, stort intellekt, stort format, stor krop. Mindst 100 kilo tung og 190 centimeter høj. På den måde ville bogen passe ham glimrende.

For det første er den stor. Knap 600 sider. For det andet er det meste af den skrevet, som om han stadig lever. For det tredje har Stig Andersen valgt at kalde den Tøger.

»Det er helt bevidst. For det kaldte de fleste ham. Tøger var så stolt af, at folk kaldte ham Tøger, for han vidste jo godt, at han ikke var egentlig folkelig med sit sprog og sin uddannelse og sin udstråling. Det er ikke for at signalere bonkammerat med ham, for jeg kendte ham ikke, før jeg kontaktede ham«.

At Tøger Seidenfaden fire måneder efter sin død trækker overskrifter, fordi han har røbet, at Mimi Jacobsen tilbød ham en ministerpost og sit eget parti Centrumdemokraterne, fordi han siger ting, som ikke er særlig pæne om kulturminister Per Stig Møller, og fordi han bliver kritiseret for at røbe, at det var ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, der var Weekendavisens kilde i tamilsagen, får ham næppe til at vende sig i graven. Han nøjes med at smile fromt fra forsiden af bogen.

En anden historie
Men bogen rummer en anden historie, hvis eviggyldige sandhed rækker langt videre end alt det, andre har sagt om Tøger, og alt det, han har sagt om andre.

Man kan gøre et barn fortræd. Men man kan også gøre et barn rigt, og da Tøger kom ud af sin elskede mors mave med flagrende sejrsskjorte på, trådte han ind i et liv og en barndom på Schimmelmannsvej i Ordrup, der var rigt på frisind, åbenhed, gæstfrihed, store personligheder og uendelig kærlighed.

Hans far Erik Seidenfaden var en åndsaristokrat, der havde skrevet sig ind i danmarkshistorien som modstandsmand og chefredaktør på Information, og skønt han kunne være kølig og reserveret, var der aldrig tvivl om hans kærlighed til hverken Tøger eller til Tøgers mor, Lone Seidenfaden.

Tøgers forældre havde begge været gift før og havde begge børn fra tidligere ægteskaber, hvilket også gør Tøgers barndom til en rundrejse i datidens københavnske og kulturradikale elite. Men lige meget hvor forvirrende det har været, så var det først og fremmest trygt og stimulerende, og uanset at Tøger var en lidt kikset og kropsdoven dreng, så bar hans mors kærlighed ham gennem alt.

Min mor elsker Tøger
Lone Seidenfaden stråler i bogen som et levende, varmt og spontant menneske, der slog græs i røde overalls, så man kunne se kavalergangen, og kunne få alle andre til at føle sig badet i lyset fra hende. Ingen fik mere solskin end Tøger, og både familie og venner, der kom i huset, husker en lille dreng, der gik rundt og talte om sig selv i tredje person og sagde: Min mor elsker Tøger«.

Det blev også hans bedste forsvarsvåben, da han som lille legede røvere og soldater med kammeraterne på vejen. Når de andre pegede på ham med en legetøjsrevolver eller et gevær, blev de affejet med de magiske ord:

»Tøger kan ikke dø, for min mor elsker Tøger«.

»Den første del af den her bog viser, hvad kærlighed kan føre med sig. Der er Tøgers historie ekstrem. Den kærlighed og den tillid, der blev vist ham specielt fra hans mors side, var unik og har formentlig været med til at skabe ikke bare hans holdninger, men også hans selvtillid«, siger Stig Andersen.

Weekendavisen
27 år gammel blev Tøger Seidenfaden ansat på Weekendavisen. Journalistik vidste han ikke meget om, og han begik flere bommerter. Som udlandsredaktør maste han sig med mildt magtmisbrug ind på en side, som hans senere hustru, journalist Tine Eiby, havde skrevet fra en kvindekonference i Kenya. Han mente ikke, at læserne kunne nøjes med journalistens reportage. De skulle også have redaktørens overblik. Bagefter kaldte avisens daværende næstkommanderende, Jørgen Ejbøl, ham ind.

»Du skal være klar over, Tøger, at ledere her i avisen, de står et ganske bestemt sted. Og der skal fandeme ikke smugles noget meningsævl ind i mine spalter, og specielt ikke noget meningsævl fra dit akademikerhoved, som du mener gør dig klogere end en journalist, som vi har ude i marken. Så det dér, det sker aldrig mere«.

Men akademikeren Tøger blev accepteret i en verden, der notorisk synes, at akademikere er ret opreklamerede. Medarbejderne opdagede, at æggehovedet forstod deres egne artikler bedre end de selv, og at han kunne kritisere konstruktivt, så det, der endte i avisen med deres byline på, var det bedst mulige resultat.

Desuden kunne de lide ham, og 29 år gammel blev han udnævnt til chefredaktør.

Senere blev han også kæreste med den udsendte journalist i Kenya, som han havde stjålet spalteplads fra.

Tine
»Hun havde et kæmpe hår. Et rødt hår. Det gik langt ned over skuldrene til begge sider og var sindssygt flot. Jeg blev ikke forelsket i hende, for jeg tænkte slet ikke i de baner. Men håret i kombination med hendes ansigt, hendes udstråling, jeg husker min begejstring ... En skøn jævnaldrende ung kvinde, som jeg synes var tæskeflot at se på. Og i øvrigt enormt sød«, siger han.

I bogen beskriver hustruen Tine Eiby ham som en kikset mand, der gik i strygefri skjorter og herrebukser fra Troelstrup. Dem med de store størrelser.

Slet ikke en typisk alfahan, der bare skulle score, men alligevel en mand, der utrolig godt kunne lide sig selv, hvilket ifølge Tine Eiby kan være ret utåleligt, men ikke var det i tilfældet Tøger. Måske fordi hans kærlighed til sig selv var ægte.

»Tøger har aldrig haft travlt med at lave om på sig selv. På mange måder har det da været irriterende, at han intet ville ændre ved sig selv ... På den anden side er der jo noget dejligt ved mennesker, der i den grad hviler i sig selv og står ved sig selv. Tøger har altid accepteret sig selv, og netop fordi han selv har kiksede sider, accepterer han også andre kiksede mennesker og kan rumme dem«, siger Tine Eiby om sin mand, som hun fik de tre drenge Emil, Lucas og Johan med.

Stjernestunderne
Indtil Weekendavisen havde Tøger Seidenfaden med Stig Andersens ord troet på, »at politiet altid havde ret«. At det danske samfund var godt, og at magthaverne var blevet magthavere, fordi de grundlæggende var ordentlige og ikke misbrugte magten.

»Men på Weekendavisen blev han voksen. Her fandt han ud af, at magthaverne også misbrugte magten, og jeg synes, at Tøgers flotteste år var på Weekendavisen. Der tog han de principielle opgør med nogle fandens markante magthavere i det her samfund, som var vant til at få det, som de ville have det. De opgør, han tog med Kristian Mogensen og med Ole Scherfig og Aage Deleuran, opfatter jeg rent pressehistorisk som meget markante«.

Kristian Mogensen var datidens mest magtfulde erhvervsadvokat, og da Berlingske Tidende lå for døden i 1982, indsamlede han 180 millioner kroner til at holde liv i bladet. Hans ven Ole Scherfig blev bestyrelsesformand for Det Berlingske Hus, og Aage Deleuran var chefredaktør for hele det Berlingske Hus.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tamilsagen
Det ene opgør med de tre handlede om forfatteren Salman Rushdie. Tøger ville trykke et uddrag af den islamkritiske bog ’De sataniske vers’, selv om det havde kostet en norsk redaktør livet at gøre det samme. Ole Scherfig var imod, fordi han var bange for medarbejdernes sikkerhed. Tøger trykte.

Det andet opgør handlede om tamilsagen. Tøger kaldte sagen for Hansen-gate og slog i en leder fast, at ingen længere kunne være i tvivl om, at Justitsministeriet under Erik Ninn-Hansen havde gjort sig skyldig i »usaglig forskelsbehandling« af tamilske flygtninge«.

Ninn Hansen blev senere dømt ved Rigsretten, Nils Ufer, der skrev om sagen i Weekendavisen, fik efter sin død Cavling-prisen, og Kristian Mogensen, der førte sagen for Ninn-Hansen, led det måske mest markante nederlag i sin karriere som advokat.

Tøger Seidenfaden er selv meget stolt af den sag, men journalist Alex Frank Larsen mener, at han overdriver sin betydning. I en kronik, som Politiken bringer i dag under titlen ’Tøgers falske sensation’, skriver han om Tøger Seidenfadens forvanskede og fejlfyldte fremstilling af tamilsagen.

Køb dansk
En anden sag var sagen om ’køb dansk-klausulen’. Anledningen var en artikel i Weekendavisen i 1989. Avisens stjernejournalist Lasse Ellegaard havde været til et arrangement, hvor Aktieselskabet Storebæltsforbindelsen præsenterede det entreprenørkonsortium, der skulle bygge Storebæltsbroen.

Med i konsortiet var det danske firma Højgaard & Schultz, men der var mistanke om, at deres projekt ikke blev valgt, fordi det var det bedste projekt, men udelukkende fordi formanden for Dansk Metal, Georg Poulsen, havde forlangt, at der skulle være danske arbejdere med til at bygge.

Det var den såkaldte ’køb dansk-klausul’. Sådan en klausul var imidlertid ulovlig efter EU-retten. Under arrangementet talte Lasse Ellegaard med Kristian Mogensen, der var Storebæltsforbindelsens juridiske rådgiver, og spurgte med henvisning til klausulen, om det var rimeligt at vælge den ringeste løsning på bekostning af en, der var bedre og oven i købet ikke dyrere.

Det er så vigtigt for journalistikken, at der er nogen, der er i stand til at holde fast i principperne for, hvad en fri presse er

»Det var jo sådan, Georg Poulsen ville have det«, sagde Kristian Mogensen. Det måtte han bare ikke sige, da han havde tavshedspligt, men han blev citeret i Weekendavisen for at sige det alligevel, og kort efter blev der fra Kristian Mogensen og Ole Scherfigs side lagt et kolossalt pres på både Lasse Ellegaard og Tøger Seidenfaden.

Historien skulle dementeres. Kristian Mogensen havde aldrig sagt sådan, sagde han selv. Men Tøger stolede på Lasse Ellegaard og nægtede at dementere. Også da Aage Deleuran sagde til ham:

»Tøger, det hér handler ikke om pressejura, presseetik eller hvem der har ret. Det handler om din stilling«.

»Til det kunne jeg jo kun sige: Hvis I ikke har tillid til mig, så må I fyre mig. Men det kan ikke påvirke, hvordan jeg disponerer, indtil I fyrer mig«, siger Tøger i bogen. Han blev ikke fyret i den omgang, men vandt respekt hos journalisterne.

Fast i principperne
»Alle Tøgers trakasserier med diverse formænd besværede han os ikke med ... Hans loyalitet over for medarbejderne var enorm«, siger Lasse Ellegaard.

Hverken Kristian Mogensen eller Ole Scherfig lever i dag, og Stig Andersen har derfor ikke kunnet få deres version af historien. Men han siger i dag om de forskellige sager:

»Det er så vigtigt for journalistikken, at der er nogen, der er i stand til at holde fast i principperne for, hvad en fri presse er. Her er der nogle, der tror, at hvis noget ikke passer dem, så bruger de deres magt og indflydelse på at få deres ansatte redaktør til at holde historien tilbage. Her er der så en, der siger: I kan da rende mig i røven. Det er en god historie, og den skal frem. Der gjorde Tøger en så stor indsats, at der i dag burde være nogen, der tog lidt lære af det«.

Ord bør være vilde
Et af Tøger Seidenfadens yndlingscitater stammer fra den engelske økonom John Maynard Keynes og lyder: »Ord bør være lidt vilde, for de er tankens angreb på de ikke tænkende«.

Citatet giver fripas til at sige, hvad man vil, og i bogen fortæller Tøger Seidenfaden alt om alle. Om et samfund, der er båret af fordomsfuldhed og intolerance. Om Dansk Folkeparti, der efter hans opfattelse handler ud fra et hadefuldt, men dog ideologisk ærligt hjerte.

Om de skvat hos Venstre og Konservative, der solgte ud af deres egne værdier for at få magten sammen med Dansk Folkeparti. Om magtkampene på Politiken. Om sine kampe med stærke og markante næstkommanderende i huset, som han ragede uklar med.

Ingen bliver skånet, og selv om han udtaler sig respektfuldt om nogle af dem, han skilte sig af med, så kan ingen af dem svare meningsfuldt igen, da Tøger er død. På spørgsmålet, om Stig Andersen har kontaktet nogle af de angrebne, som eksempelvis Per Stig Møller, siger han.

Respektfuld kritik
»Jeg har ikke kontaktet Per Stig Møller, men hvis jeg havde gjort det, ville han formentlig have sagt, at det vil han ikke udtale sig om. Og hvis jeg sagde til ham, at Tøger siger, du er en dummernik, så ville Per Stig Møller nok sige, at det er han ikke, hvad han formentlig heller ikke er«, siger Stig Andersen. Han afviser, at han skulle havde undladt at bringe nogle af Tøger Seidenfadens udfald.

»Jeg synes ikke, det er min opgave at bortcensurere, hvad Tøger siger. Min opgave er at skrive en biografi om ham. Konflikten ville jo være, at fordi Tøger er død, så skulle jeg ikke bringe det og det. Hvor ville læsernes tillid i forhold til mig så være? En del af dem, som bliver angrebet, har jeg talt med. De fleste af dem har dog ikke ønsket at sige noget. Man skal også lægge mærke til, at de fleste af dem, Tøger kritiserer, taler han også respektfuldt om«.

Mens samtalerne foregik, vidste ingen af dem, om Tøger Seidenfaden ville være her, når bogen udkom. Nu er han her ikke til at svare på kritikken af bogen, men Stig Andersen er overbevist om, at han ikke var mere åben, fordi han risikerede at dø, før den udkom. For selv om han vidste, at han ikke havde år tilbage, så håbede han bestemt at være i live, når den kom.

»Må jeg se den, sagde han. Og hvis han havde været her, så havde han selvfølgelig taget debatten og stået op for det, han siger«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ordentligt menneske
Måske ville Tøger Seidenfaden have fået et endnu smukkere eftermæle, hvis han for en gangs skyld havde tiet stille. Det ville omvendt være i strid med hans livs dna, og selv om den mere ukendte og brutale Tøger har en plads i bogen, så kom Stig Andersen til at holde af det menneske, som testamenterede sit livs historie til ham. Han har næsten ingen forbehold.

»Han var et lysende eksempel på et gennemført ordentligt menneske. Ikke at han ikke kunne sige noget skidt om nogen eller stjæle en bog. Men grundlæggende havde han respekt for andre mennesker og behandlede andre mennesker med respekt«.

»Det mener jeg også, han har gjort med sine fjender. Jeg tror ikke, at han har haft mange fjender, men den respekt, han havde for menneskelige værdier og menneskelig adfærd, var enorm. Det at han var så kikset og småkejtet og aldrig var god på en fodboldbane eller kunne hamre et søm i, gjorde, at han gav plads til andre«.

Den dovne Tøger
Derudover gav han også ret meget plads til sig selv. Han var en af dem, der mødte sent og gik tidligt.

»Det ligger jo i hans intellekt, at han kan overskue og analysere ting meget hurtigere end de fleste. Han kan se, hvad det handler om, og sige, hvad der skal gøres, meget hurtigt. Det er det, der gør, at det så ud, som om han overkom så meget. For han var jo doven. Totalt doven«.

Siger Stig Andersen. Der det meste af tiden har talt i nutid om en mand, der døde 27. januar.

Det var den dag, hvor der ankom en mail til Politiken – fra Ayse til Tøger Seidenfaden. Her skrev hun: »Du var min ven, du vidste det bare ikke«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden