»Til lykke med nobelprisen, Tomas«, står der på en lap papir i butiksvinduet i stueetagen. Inde i opgangen ved siden af den brøstfældigt knirkende franske elevator står der en høj reol med bøger. Ellers virker alting ret almindeligt og normalt i den ejendom på Söder i Stockholm, hvor der på fjerde sal midt for står Tranströmer på døren.
På mange måder er årets nobelpristager i litteratur, Tomas Tranströmer, og hans hustru, Monica, da også et almindeligt svensk pensionistægtepar, der hæger om det normale og fredelige ved det gode liv. »I aner ikke, hvilket kaos det her har skabt i vores tilværelse«, havde Monica leende sagt i telefonen, da vi fredag morgen i sidste uge endelig kom igennem – dagen efter, at det hemmelighedsfulde Svenske Akademi havde afsløret, hvem de havde tildelt den fornemme pris og dens ti millioner svenske kroner. Alt ved det normale Underforstået: Selv om det egentlig var et ganske rart kaos, som den nye berømmelse havde medført, så var deres gamle liv nu heller ikke så ringe. Der kommer en frihed med at leve enkelt og fredeligt. Akkurat som det ofte er i hans digte. Og vi skulle i øvrigt være hjerteligt velkomne til frokost søndag kl. 13. Også i den forstand var alt ved det normale.
