Først en række navne: Gunnar Barbarotti, Nina Portland, Jean-Baptiste Adamsberg, Jimmi Perez, Louise Rick, Allan Banks, Nils Forsberg, John Rebus, Kurt Wallander, Hanne Wilhelmsen, Nina Portland og Harry Hole – og hvad har disse personer mon til fælles? Rigtigt gættet, nogle er mere kendte end andre, men alle er de strømere og strissere, fra Esbjerg til Paris, fra det yderste af Skotland til det skånske Ystad, alle har gået i uniform og bevæget sig opad, nogle lidt nedad, i karrieren i bøger skrevet af Håkon Nesser, Fred Vargas, Ann Cleeves, Sara Blædel, Peter Robinson, Kristian Lundberg, Ian Rankin, Henning Mankell, Anne Holt, Jens Henrik Jensen og Jo Nesbø. Og vi kunne blive ved. Listen over politifolk i deres egen fiktion er på det nærmeste endeløs, også hvis du inddrager dem, som bedst kendes på tv, Barnaby, Frost, Foyle, Montalban, vor egen Anna Pihl og så ’Rejseholdet’ og ’Forbrydelsen’. Krimigenren har stadigvæk en del privatdetektiver og glade amatører som opklarer mordsager og andet snavs, Bergens Varg Veum og Warshawski i Chicago, Københavns Carl Kock og Erik Andersen og så de nysgerrige journalister med ben i næsen, stædigt næsvise og ofte med et knojern i sindet. Såsom kvindeglade, venstreorienterede Mikael Blomkvist, Karin Sommer på de nogle og 50 vintre og Annika Bengtzon på skideren i Stockholm og omegn. Men hånden på politistaven, de er faktisk undtagelser. Krimigenren er for mindst 80 procents vedkommende befolket af strømere og strisser, cops, polis og les flics!
Genren var ilde set Sådan har det ikke altid været. For lidt over 40 år siden var denne del af genren med politiarbejde og teamwork ilde set, nidstirret og vanrøgtet både inden for krimigenren og i al anden litteratur. Bevares, der var undtagelser a la Georges Simenons lange serie om kommissær Maigret, men reelt og nøgternt, ja mere og mere med årene og bindene mere pariserstemning end decideret politiarbejde i lysets by ved Seinen. Politiromanen med sin egen forensiske proces og videnskab, i hele sit omfang på engelsk kaldet The Police Procedural Novel, tit forkortet til det revolveragtige PPN, var opfundet og udviklet af amerikanerne Lawrence Treat, Hillary Waugh og Ed McBain. Især sidstnævnte, nok den mest indflydelsesrige krimiforfatter nogensinde, havde med sin serie om politi og tyve i og omkring politistation 87 i en fiktiv by i USA udviklet et koncept, et brand og et design, som siden skulle gå sin sejrsgang over den ganske klode både i bogform og på fjernsyn og i film. Den arbejdende myretue af en politistation med flere sager i sving og flere pansere som hovedpersoner. I 50’ernes og 60’ernes Danmark blev McBain søsat i små lommebogsudgaver i ’Leopardbøgerne’ og ’Den blå serie’, billige udgivelser, som lå lysår fra anerkendte forlag, Gyldendal og Borgen. Sjusket oversatte og tit forkortede, de skulle jo kunne ligge i lommen med mere action end adagio, hvor kun den plotmæssige lommefilosofi fik lov til at stå tilbage på siderne. Men ovre i Sverige blev Mcbain oversat af to unge svenske reportere, Maj og Per, som siden skulle få deres respektive efternavne, Sjöwall og Wahlöo, bøjet i verdensberømmelsens neonlys fra kyst til kyst og oversat til alverdens sprog. Fra slutningen af 1960’erne med den første sag i serien om politimanden Martin Beck og co. i ’Roseanna’ til den sidste, som tragisk og clairvoyant myrder Olof Palme, før virkeligheden gjorde, sidste opus fra parret, ’Terroristerne’. Skandinavisk i ånden Sjöwall & Wahlöo, S/W blandt kendere, overtog den fragmenterede og kakofoniske montagestil fra deres amerikanske forbilleder, krydret med professionelt politiarbejde og kras realisme. Men gjorde genren skandinavisk i ånden fra gamle Brandes om, at litteratur skal sætte samfundet til debat. Deres politifolk var ikke bare personer i blå uniformer, pistol ved siden og et stenansigt over for forbrydelsens elementer. Allerede hos S/W mærkes den retning mod beskrivelse af tidens skik og sæder, som i dag gør den skandinaviske krimi til noget ganske særligt og faktisk efterlignelsesværdigt på internationalt plan. Selv om de to svenskeres noget bastante socialistiske programerklæring og hensigt med de ti romaner om samfundet som en stor forbrydelse, der især tyngede ned i seriens sidste halvdel, ikke dannede (og heldigvis) direkte skole, så snoede de genren på en eller anden måde venstre om. Og selv om senere svenske krimiforfattere til en vis grad har gjort op med S/W’s socialrealistiske metode og måde, Arne Dahl, Jan Guillou og Stieg Larsson, så beholdt de parrets samfundskritiske engagement. Et engagement, som jo også stikker hovedet begavet frem i politiske thrillers skrevet af en John le Carré, Leif Davidsen og Robert Harris. Det blev faktisk salonfæhigt at ville noget mere med sin spændingslitteratur end blot at fortælle en god historie med vold og mord. Politiromanen er således blevet krimigenrens absolutte makronbund, også fordi den på nordisk vis både handler om det almene og det individuelle, den problematiske pendling mellem det offentlige og det private, folkehjemmet og så dit eget hjem. Uden at politiets gøren og laden har fortrængt genrens anden fiktion for farlighed og fatalitet. Den psykologiske krimi lever stadigvæk, og Sam Spades børnebørn, privatdetektiver af begge køn, er stadigvæk aktive i deres egne romaner. Alligevel, læser, passer gaden, nye bøger fulde af politi og tyve er på vej. 1. Den effektive skandinaviske strømer: Henning Mankell, Håkon Nesser, Kristian Lundberg og Arnaldur Indridason. Han er selvfølgelig fætter til arketypen Martin Beck, bare lidt mere samspilsramt, overvægtig og bekymret. Trods bodegamuskel og begyndende rødvinspatter inden for skjorten, halvskaldet, alligevel altid med skæl på begge skuldre, sure tæer i billige sokker, akutte alkoholproblemer, angstanfald, mavesår og kronisk bonderanger over sprut, smøger og skilsmisse, bare det at være skandinav, faktisk ganske effektiv på jobbet. 2. Hans skotske og nordengelske hårdkogte kollega: Ian Rankin, Mark Billingham, Ann Cleeves, Peter Robinson og Reginald Hill. Elsker tænksom jazzmusik, tempereret country & western eller obskur keltisk garagerock. Ryger cigaretter uden filter og er fanatisk maltwhiskydrikker, hang til rappe kvinder og hader fransk mad. Temmelig rapkæftet, nostalgisk når fuld, effektiv når ædru. De to tilstande kan dog blive en heldig cocktail, og så vanker der engelske øretæver eller skotskternet bøllebank. 3. Philip Marlowes skandinaviske sønner: Gunnar Staalesen, Niels Lillelund og Flemming Jarlskov. Er egentlig aldrig kommet sig over maj 68, Jim Morrisons død og opløsningen af Beatles og den forne frisindede ungmø, som tog hans mødom i ungdomshusets garderobe efter lidt tjald og en stor flyversjus. Sej og standhaftig, lidt af en skabsflæber, meget af en listepik, hvor afstanden mellem sofa med slesk hedvin og hede nætter på forholdsvis rene lagner kan være ganske minimal. Stolte mænd, som ikke går af vejen for at smække en springskalle eller knuse en kæbe og dernæst fælde en tåre. 4. Den nysgerrige og feministiske journalistpige: Gretelise Holm, Camilla Läckberg, Elsebeth Egholm og Liza Marklund. Venstredrejet næsvis og ægte sexet uanset alder og udseende, meget af en drengepige, aldrig en tøsedreng. Hun kendes straks på stemmen på redaktionsgangen. Enten er hun glad og fro og frisk og frejdig, skæg og sød og smart og sikker. Eller du møder hende på en dag, hvor hun hader alle mænd fra Hitler og Pinochet over chefredaktører og parkeringsvagter til sine børns utro far. Hos Liza Marklund strækker en sådan hadsk dag sig mindst over 300 sider. 5. Den smarte amerikanske advokat-detektiv: John Grisham, Jonas Bruun og Jan Mehlum. Ligner unge Robert Redford eller en moden Hugh Grant. Skræddersyet jakkesæt, smart bil, lækre kvinder og bevidst om sin politiske korrekthed. Kunne være medlem af Det Radikale Venstre, måske mild venstreviking eller desillusioneret Ny Alliance-veteran. Taler fanden et øre af med slet skjult selvglæde og -retfærdighed, læser umandigt bøger om årgangschampagne og japansk grafik, men i sidste ende både modig, maskulin og klog, sågar voksen og følsom. 6. Den kvindelige skandinaviske strømer: Jens Henrik Jensen, Anne Holt, Sara Blædel og Helena Turstein. ’Anna Pihl’. Middelklasse så det basker. Fra IKEA-møbler og sushi som fast food til at drikke primitivo med kæresten til ’Vild med dans’. Uanset hårfarve og størrelse er hun altid blond som den nordiske sommer, sympatisk stædig og sejlivet tolerant. Selv uden børn er hun den perfekte enlige mor. Foretrukne mænd er reelle håndværkere, kolleger og søde gymnastiklærere, sågar nu og da en anden kvinde! 7. Den hævnende kvinde a la Tarantinos Kill Bill: Arne Dahl, Stieg Larsson. Grevinden af Monte Cristo, der enten optræder som sympatisk og slavisk skurk, som slipper af sted med det meste (Dahl), eller som en hævnens engel, der dræber alt på sin vej med en nådesløs retfærdighedssans (Larsson). På godt og ondt en sjælden fugl på vore breddegrader, hvor selvtægt og dødsstraf er noget udenlandsk noget, vi fredelige nordboer for længst har smidt ud af folkehjemmet.