Distance. 33-årige Gaute Heivoll leger gammelklogt med vanviddet i stedet for at lade det opflamme teksten.
Foto: PR

Distance. 33-årige Gaute Heivoll leger gammelklogt med vanviddet i stedet for at lade det opflamme teksten.

Bøger

Norsk roman mangler brænde til sindsygens flammehav

'Før jeg brænder ned' bevæger sig i grænselandet mellem normalitet og sindssyge, men der mangler ild i skriften.

Bøger

Norske Gaute Heivolls roman 'Før jeg brænder ned' åbner med en lille prolog: I den lille bygd Finsland, som han er født og opvokset i, tog en sindssyg mand engang livet af sig selv. Han sprængte sig selv i stykker med dynamit. Bagefter gik moderen og samlede stumperne af sin søn sammen.

»Det er jo det, man gør. Man har ikke noget valg. Man går rundt og samler delene sammen i sit forklæde«.
Vender tilbage og samler stumperne

Forfatteren Gaute Heivoll blev født i 1978, og nu har han skrevet en roman om en forfatter ved navn Gaute, der blev født i 1978, mens en anden ung mand, Dag, satte ild til husene i bygden.

LÆS OGSÅ

Gaute er nu vendt hjem for at samle stumperne sammen og spejler sig i Dags historie. De var begge ønskebørn. To søde drenge, der gjorde alt, hvad de blev bedt om, og gjorde det godt. Det var meningen, at de skulle være blevet til noget rigtigt, f.eks. advokater, men Dag blev pyroman, og Gaute blev digter.
Konstruerede erindringer

'Før jeg brænder ned' er konstruerede erindringer i familie med Knausgaard, Espedal og Knud Romer, men med flere tydeligt fiktive indspil og samtidig endnu flere virkelighedseffekter: Ud over forfatterens navn, byen og brandene, der alle kan findes i telefon- og historiebøger, bruger han også troværdige formelementer som gamle breve, dagbogsoptegnelser, nyhedsklip, kirkebøger og interview med byens beboere.
Minder om journalistisk reportage

Med undtagelse af små lommefilosofiske digressioner og en mere højstemt epilog minder stilen faktisk om en journalistisk reportage, og som sådan er den god. Projektet er egentlig prisværdigt, og Gaute Heivoll har også modtaget den norske brageprisen for 'Før jeg brænder ned', der allerede er en bestseller og solgt til udgivelse i 16 lande.
Spændende emne

Jeg ville virkelig gerne sige, at det er en god roman, for emnet er spændende - sindssygt spændende. »Hvem ser vi, når vi ser os selv? Det er spørgsmålet«.

Eller mere udfoldet: Hvad er forskellen på det billede, vi giver ud ad til, og det billede, vi har af os selv, og hvad skal der til, for at den pæne overflade krakelerer og giver luft til de brandfarlige kræfter, der ulmer nedenunder?

LÆS OGSÅ

Historien er elegant konstrueret med de to parallelle historier om Dag og Gaute, der i hver sin tid forsøger at finde sig selv. Den helt oplagte pointe er, at det kan slå klik for os alle, og at den komplekse størrelse, som et menneske er, er uudgrundelig. Vi kan kun samle delene sammen.
Skriver for pænt

Knausgaard skød engang kollegaen Tomas Espedal i skoene, at han skrev for godt. Det samme kan man sige om Heivoll, eller værre endnu: Han skriver for pænt. »Jeg var så sød og ordentligt og gjorde aldrig noget forkert«, skriver han om sig selv, men gør det i datid, for nu er han jo digter. Men en digter kan også være for ordentlig.
Forbliver distanceret

Der er sikkert læsere, der har problemer med Heivolls leg med at blande selvbiografi, historieskrivning og skønlitteratur, men det har jeg ikke: Det er det bedste ved bogen. Problemet er, at han også i de mere poetiske stunder forbliver for distanceret.
Grænselandet

Da Gautes far ligger for døden, drikker sønnen sig fuld, dropper ud af jurastudiet og vover springet ud i digtergerningen. I sin værste brandert tager han et glasskår i munden: »Jeg kan huske, at jeg både forstod og ikke forstod, hvad jeg foretog mig. Jeg kan huske smagen af blod i munden«. I korte øjeblikke er vi halvt ude af os selv, vi er på grænsen til noget andet, måske det vanvid, det er at være uden stabil identitet.

Grænselandet mellem normalitet og sindssyge er et spændende skriftterritorium, som her desværre bliver forvaltet med en kølig pen frem for med vildskab og vovemod.
Vi hører om to unge mænds mere eller mindre momentane sindssyge, men mærker aldrig vanviddet i skriften.
Mangler brænde til bålet

Det ligger mellem linjerne, at digteren og brandstifteren har noget tilfælles, og at skriften er en måde at undgå at brænde huse eller sig selv ned.

Hvorfor så ikke lade sammenbruddet forplante sig til sætningerne, hvorfor ikke lade sindssygen flamme på papiret. I stedet er 'Før jeg brænder ned' blevet en bog, der vidner om en sød, ordentlig og meget dygtig forfatter, der, en smule gammelklogt, distanceret leger med sindssygen og derfor ikke bringer noget nyt brænde til bålet.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce