Mad fylder utrolig meget – madprogrammer i tv, kogebøger i lange baner, restaurantanmeldelser i aviserne, mad som vejen til sygdom og sundhed og til nydelse. Kokke og tjenere på de fine restauranter messer oplysninger om råvarer omsat til ukendelighed i form af skum og andet. Man tør næsten ikke invitere folk til et måltid længere, for hvordan skal man komme nogenlunde ud af det med al den madbesathed, der hersker i kulturen og vores liv? Er det lækkert nok, sundt nok, fint nok? Ud fra denne tilsyneladende uendelige interesse for mad har den franske forfatter Muriel Barberys roman 'En delikatesse' alle muligheder for at slå an. Endnu mere i dag, end da den udkom på fransk i 2000 under titlen 'Une gourmandise'. Her serverer forfatteren, som vi på dansk kender fra 'Pindsvinets elegance', en både overdådig og charmerende anretning. Hendes hovedpersoner den førende madskribent Pierre Arthens. Som 68-årig og på højdepunktet af sin karriere som madens og smagens overdommer får han at vide, at han har to døgn tilbage at leve i. Han vil bruge dem til at komme frem til genoplevelsen af en bestemt smag, inden han dør, men han ved ikke hvilken. Så han går i erindringen tilbage til forskellige måltider. Barndommens juledessert, som hunden åd det meste af, sushimesterens servering, brødet, mayonnaisen, overdådige restauranters servering, køkkenhavens ypperlige tomat. Gårdens enkle og perfekte forvaltning af råvarer. Der er også en ode til whiskyen, og til isen i dens forskellige former som eksempelvis sorbet. Hvordan beskriver man oplevelsen af en smag? Det er der mange bud på. Fire kolde, salte østers uden hverken citron eller krydring, hvis »ædle kulde« udbreder sig over ganen. Ikke mindst omstændighederne spiller en rolle, for disse østers blev indtaget hos en tilfældig bondefamilie, som den tilrejsende madskribent havnede hos, da han for vild på vejene. Næste pragtfulde ret er »To tynde skiver silkeblød røget skinke, der bølgede i smægtende bugtninger, salt smør og lidt brød. En overdosis af insisterende blødhed: usandsynlig, men liflig«. Sådan går det videre med asparges, kylling og æbletærte. Vin til. Man bliver helt sulten – kunne man ikke kopiere dette enkle, perfekte måltid, tænker man som læser. Det kræver dog den endelige krydring, og det er jo det, romanen handler om. Ordene, samværet omkring måltidet. De tilfældige værter har »indhyllet måltidet i deres ords forfriskende nådegave, og næsten uden at jeg bemærkede det, var dét, jeg med så stor glæde havde indtaget, ordet snarere end kødet«. Hemmeligheden om smagen og maden er ikke mindst erindringen om den, genoplevelsen af første gang, af barndom, trøst, samvær, varme. Alt det, mad også er. Man bliver ret forført af denne krukkede, elegante og selvoptagede mands madoplevelser. Han har gjort spisning til sin kunst og ophøjet maden til en lidenskab, der overstråler alt andet – hans kone, som sukker efter ham, hans børn, der altid har følt sig overset. De får også stemme i bogen. Ligesom hans kat og portnersken. Kunsten koster, forstår man. Der er mange, der siger, at de læser kogebøger som godnatlæsning. De må så lige være målgruppen til denne delikate bog. Den er en bagatel – som man kalder det, når man inviterer til et lille måltid uden det store udtræk. Nogle gange er de at foretrække. Romanen slutter med »en sukkersød eksplosion i munden«, en tilbagevenden til »autentisk begær og ren nydelse«. Jeg afslører ikke, hvilken ret madskribenten ender med. Men konkluderer med Muriel Barbery, at mad skal være krydret med erindring og samvær for at opnå en sublim smag. Og tænker, at måske vil kommende generationer formulere sig i samme højder om måske – tomatketchup?