Danske Søren Solkær Starbird lever af at fotografere ’celebrities’ – filminstruktører og rockstjerner som U2, David Lynch, Bjørk og Amy Winehouse – folk, om hvem man vel godt tør sige, at de har mere end medium size udstråling og personlighed.
Ikke desto mindre er blikket, han aldrig glemmer, ét, han blev mødt af, da han første gang nåede toppen af Mount Abu, et bjerg i Indien. Her sad en hvidklædt mand alene og mediterede. Da Søren Solkær Starbird nærmede sig, vendte manden sig mod ham og låste smilende sine øjne fast i fotografens. Sådan holdt han blikket i noget, der føltes som en evighed, fortæller Solkær Starbird – og med så stor intensitet, at en besynderlig form for vægtløshed bredte sig i fotografens krop.





