Flemming er flabet, Flemming bedrøver sin mor, Flemming driller sin lillebror og gør sin far vred, så vred, at han slår, men som der står »aldrig uden grund. Og når han havde straffet, så var alting glemt. Det var alligevel en far, man måtte se op til og holde af«. Sådan bliver Flemmings far Grosserer Holm lanceret i den første af Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, 'Flemming', der udkom i 1918. Flemmings mor slår ikke, hun får blanke øjne, når Flemming er for flabet, og sukker dybt over sit sytøj, når hun tænker på »sin store dreng«. Flemming går i rektor Hallings skole, og den samme rektor har det pædagogiske syn, at en pædagog skal grave de 'guldkorn' frem, der ligger inde bag Flemmings overflade af næsvished og uartighed. Det belærer han den spidsnæsede, stramme Frøken Balle om på bogens første sider, som ethvert fornuftigt barn har skyndt sig forbi. Til gengæld har børnelæseren glædet sig over, når Frøken Balle kommer til kort eller bliver til grin, for hun repræsenterer den sure lærertype, terperen, der fandtes i den gamle højere skole. En tredje lærer er Kandidat Winther, et idealbillede af en lærer. En moderne voksen læser finder ham temmelig klam. De voksne i 'Flemming' taler i frygtelige klichéer, både de gode og de onde, mens Flemming og hans kammerater har et helt andet sprog. Det er et sprog fuld af flade vittigheder, brandere, men på en børnelæser fra de ældre pædagogiske tider virkede de befriende. Gunnar Jørgensen gik heller ikke af vejen for barokke situationer, som da den tykke Lars, der er kaldt op til tavlen, taber sine bukser i det selv samme øjeblik, som Frøken Balle åbner døren og træder ind i klasselokalet.