Hvad har Dickens betydet for dig? »Jeg læste ham som ung, og det var, som om han forstørrede verden og kastede lys over samfundets mørke kroge. Men han havde også en nærmest romantisk tro på det gode menneskes indflydelse på omgivelserne og muligheden af happy endings. Dickens' univers er meget følelsesmæssigt, nærmest tårepersende. Men samtidig er det inspirerende, hvordan han som forfatter tillader umulige ting at ske, lader sammentræf og tilfældige møder bringe historierne videre. Jeg er ikke direkte inspireret af ham, men han var en vigtig øjenåbner for mig som yngre, og jeg bærer hans bøger, som jeg stadig vender tilbage til, med mig«. Hvorfor er han værd at fejre i dag? »Han er stadigvæk aktuel, fordi han viser det skrøbelige individ i samfundsmaskinen, hvordan det kapitalistiske system kan slå mennesker helt ud. Han beskriver grådighed, profitjagt, udsatte og mishandlede børn, gældsramte, der bliver sat på gaden, udstødelsen af de svageste. Det er temaer, som har spillet en større og større rolle de seneste år, ikke mindst på grund af globaliseringen og den økonomiske krise. Derfor er Dickens nok rykket tættere på os i dag end for bare tyve år siden. I dag fremstår ’Oliver Twist’ mindre som et eventyr, men er aktuel på den hårde måde«.
Kirsten Thorup: Hans temaer har spillet en større og større rolle de seneste år







