Hvordan klarede tidligere internerede og straffede for samarbejde med tyskerne sig efter 1945 - hvor blev de af, hvordan forholdt de sig til krigen, afregningen ved domstolene og stigmatiseringen som landsforrædere? Det undersøger Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested i deres glimrende bog. Med de flere end 40.000 danskere, der blev interneret i befrielsens malstrøm, og de godt 13.000, der endte med at blive dømt under retsopgøret, er det en vanskelig opgave, som løses ved at gå nærmere ind på seks personer.
Harm på livstid En af dem er Aksel Olesen. Han havde været konservativ og lokalredaktør på Jydske Tidende, men blev nazist og redaktør af DNSAP's partiorgan. LÆS OGSÅHvad man må sige og ikke sige i Tyskland Under besættelsen fandt han som titusinder af danskere beskæftigelse på tyske anlægsarbejder. Det var ikke ulovligt. Alligevel var Olesen i foråret 1945 blandt de uskyldige, der blev revet med i interneringsbølgen. Siden blev han løsladt uden dom, men var harm på livstid over behandlingen.
Den lille mand blev straffet Han overtog ledelsen af bladet Revision og forsøgte at gøre det til talerør for de fængslede, straffede og udstødte med heftig kritik af interneringerne og retsopgøret. Midlet var argumenter, der findes i debatten den dag i dag: Toppolitikere og big business gik fri, mens den lille mand blev straffet for at have fulgt samarbejdspolitikken. Desuden skulle Revision berette om de mange overgreb og uretfærdigheder, de internerede hævdede, at de blev udsat for, og som i visse tilfælde er dokumenteret. Kollektiv syndebukforestilling Et af Olesens bedste kort i denne strategi var Harald Bergstedt. Forfatteren, der digtede 'Solen er så rød, mor' og 'Jeg ved en lærkerede', men også blev nazistisk propagandist og lukkede og slukkede 3. maj 1945 med en hyldestnekrolog til Hitler og blev straffet for sit tyskbetalte arbejde. Siden blev Bergstedt en af Revisions skribenter. Som redaktør lod Olesen desuden det kronisk økonomisk trængte Revision kolportere de konspirationsteorier, der blomstrede i miljøerne af straffede og internerede. Resultatet var en kollektiv syndebukforestilling, en modmyte til den store myte om hele det danske folks kamp mod tysken. Aksel Olesen hørte sammen med de øvrige portrætterede i bogen til de aktivistiske eksinternerede og løsladte. LÆS OGSÅFN: Tyskland skal ikke betale til naziofre Grundlæggeren af Revision, Svend Koefoed-Jensen, stod i spidsen for Landsforeningen af 6. maj, der var tænkt som interesseorganisation for de fængslede og deres pårørende, mens den tidligere SS-officer Erik Lærum var engageret i et SS-veteranforbund, udgav senator McCarthy på dansk og endte på avisforsiderne i 1954, da det kom frem, at han holdt studiekreds for vordende officerer. Ildhu og fantasteri En anden fremtrædende nazist, den fynske godsejer og jurist Jørgen Sehested, kæmpede en indædt, kostbar og forgæves kamp mod myndighederne, mens Vagner Kristensen, nazist dengang som nu, cyklede rundt i Jylland i slutningen af 1940'erne i et lige så frugtesløst forsøg på at mobilisere de gamle partikammerater på ny. I Vagner Kristensens pedaltrampen finder man den ildhu og det fantasteri, som er fælles for bogens skæbner - og derfor også er bogens problem, eftersom flertallet af de tidligere internerede og straffede agerede helt anderledes end de seks omtalte mænd. De tav og dukkede sig. Som forfatterne er inde på, røber sprogbrugen den dag i dag det akavede forhold til de tusinder af danskere, der blev interneret og retsforfulgt, for 'landsforrædere' eller det norske låneord 'landssvigere' er ikke dækkende for en så heterogen gruppe. Noget andet er, at begreberne heller ikke i Aksel Olesens og kompagnis optik var træffende, for de opfattede sig absolut ikke som upatriotiske forrædere, som man kan læse i denne gode bog. FACEBOOK