Vel tegner graphic novels til at få en stærk position på fremtidens marked for trykte billedfortællinger, men også i ’fortidens’ albumformat bliver der stadig givet veltegnede og -fortalte bud på en slags fremtid.
Som her fra et par af seriescenens suveræne veteraner med hver sin fremtidsvision: om tragediens tendens til at gentage sig - og om vores latterlige overvurdering af jeget i spillet om fremtiden. Forklaring følger.
Den jugoslavisk fødte tegner Enki Bilal (f. 1951) stod stærkt i de franske voksentegneseriers danske gennembrud for 30-40 år siden med mesterserier som ’Den sorte ordens falangister’ om spansk senfascisme (på dansk 1979), ’Jagten’ om leder-kannibalisme i Østeuropa (1984, genudg. med gravskrift 2005) og ’Nikopol-trilogien’ (1985, 86 og 93) og efterfølgende sci-fi-fantasier.
Sammenlignet med de sidstnævntes fascinerende vidtløftigheder er hans ny næsten et kammerspil:
Kærlighedens sejr
I et dystert, postapokalyptisk ørkenlandskab bliver to overlevende unge vandrere, Roem og Merkt, samlet op af den multikulturelle feltpræst Lawrence. I et fæstningslignende hotel i ødemarken møder de Julia og hendes fjendtligtsindede bror Tybb foruden krigeren Parrish.
Trods den moderniserede Verona-rolleliste vælger Bilal ikke slet så tragisk en udvej som Shakespeare fra dette nowhere land: Her virker broder Laurentius’ sovemedicin på Julia uden dødbringende misforståelser, og det må ses som kærlighedens sejr over selvdestruktiv krigeriskhed - bekræftet i et symbolsk parallelforløb om en »hellig glente« ...
Bilals enestående tegnestil - næsten fotorealisme i portrætterne, udført med groft farvekridt på sandgråt papir - er strammere styret end før, og hvis slutningens forsigtige optimisme også varsler en tilbagevenden til nutidigt jordeliv og bort fra science fiction-seriernes oldegyptiske hokuspokus, skal han ikke høre et ondt ord fra mig i den anledning.
Den chilenske serie-, roman- og filmmanusforfatter (plus mimeinstruktør, tarotkortlægger mm.) Alejandro Jodorowsky (f. 1930) står også for historien i den selvynglende Inkal-serie, med Moebius (alias ’Blueberry’s Jean Giraud) som den første og stadig bedste tegner i 1980’erne.
Men mexicanskfødte José O. Ladrönn, makker med Jodorowsky før, har også rumdetektiven John Difool lige på kornet. I dette tilfælde på kornene: Der er fire aldres udgaver af manden med det afslørende efternavn.
Denne personlighedssplittede lammelse samles dog til modstræbende handlekraft og enhed - i den kendte, midaldrende version med hestehale - i kampen for at redde titlens skønne aristo-pige Louz fra skumle kræfter i underbevidstheden såvel som de ydre galakser. Mixet af teknologisk opfindsomhed og selvparodierende ironi er Jodorowskys vandmærke, og Ladrönns force som billedmager er ikke mindst stjernevåbnenes susen gennem det svimlende verdensrum.
En af disse tilintetgørelsesmaskiner har atter sigte direkte mod overklassesilden, tredjeklassesdetektiven og hans pilskaldede betonpapegøje på sidste side i dette bind.
Raffineret ramasjang - som heldigvis fortsættes i næste nummer!
fortsæt med at læse
