Øjensynlig er det lykkedes liberalismen at slippe ud af det tyvende århundrede som den mindst kompromitterede ideologi.

Tanken om en tæt, ja nærmest uundgåelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og politisk frihed – at frie markeder også gør mennesker og samfund frie – har stået stærkt i de knap tyve år, der er gået siden kommunismens fald. Netop den tanke bliver nærmest tilintetgjort i den canadiske journalist Naomi Kleins nyeste bog, ’Chokdoktrinen’. Hvis man tror, at liberalismen ikke har blod på hænderne og lig i lasten, kan den anbefales som en kraftig opfordring til at tro om. Med et spændingsniveau på højde med en thriller blotlægger Klein i bogen et skræmmende mønster i den nyere tids historie – den kyniske udnyttelse af kriser til at gennemføre økonomiske chokkure, der baner vej for fundamentale samfundsændringer uden demokratisk opbakning. I ét ord: ’Chokdoktrinen’. Chokdoktrinen Selve titlen, ’Chokdoktrinen’, henviser til en tese, som i 1982 blev formuleret direkte af den skoledannende liberale økonom og nobelpristager Milton Friedman (1912-2006) fra University of Chicago, men som da allerede var blevet ført ud i livet af ham selv og hans disciple – de såkaldte ’Chicago boys’ – som konsulenter for kupmagere og diktatorer. Tesen var et svar på et problem, der stod i vejen for, at Friedmans økonomiske teorier kunne blive til politisk praksis, nemlig folkestyret. Friedmans grundtanke var, at markedet skulle være så frit – og staten så lille og ikke-indgribende – som muligt. Staten skulle netop ikke blande sig, sådan som John Maynard Keynes (1883-1946) havde anbefalet. Keynesianismens regulerede blandingsøkonomi og New Deal-politikken var ifølge Friedman det store syndefald i det tyvende århundredes økonomiske historie – en tilstand, som skulle bekæmpes med radikale reformer, så man kunne befri markedet og nå tilbage til en slags økonomisk naturtilstand. Problemet er blot, at det sjældent var muligt at opnå demokratisk tilslutning til sådanne radikale reformer. Hvad gør man så? Man venter på en krise. Som Friedman selv skrev, så er det »kun en krise – den være sig aktuel eller forestillet – [der] producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af hvilke ideer der er tilgængelige. Det mener jeg er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt«. I ly af den orienteringsløshed, panikstemning og desperation, der bryder ud i krisesituationer, sætter man ind med løfter om en magisk kur og med reformer, der under normale omstændigheder ville have været totalt uspiselige. Det gælder om at drage fordel af kaos. I ’Chokdoktrinen’ påviser Klein, hvordan denne taktiske opskrift er blevet anvendt igen og igen – i Chile, Argentina, Uruguay, Brasilien, Polen, Kina, Rusland og Irak. Brugen af chokdoktrinen med det formål at liberalisere, deregulere, tvangsprivatisere og indføre uhæmmet frie markeder er, hævder Klein, »de sidste tredive års mest magtfulde trend«.
Hestekuren Trenden fører hun tilbage til Chile, der så at sige var laboratoriet, hvor Friedman og hans disciple kunne afprøve teorierne i praksis på en befolkning uden mulighed for at sige fra. Efter det USA-støttede kup i Chile 11. september 1973 fungerede først Chicago-drengene og senere også Friedman selv som økonomiske rådgivere for Augusto Pinochet. Hestekuren, de anbefalede, blev implementeret af militærjuntaen med brug af vold, fængslinger, dødspatruljer og tortur, der havde svækkelsen af fagforeningerne som et af sine primære formål. Den form for korporatisme, der opstod, var en »gensidigt støttende alliance mellem politistaten og de store erhvervsvirksomheder, som stod sammen om at erklære udslettelseskrig mod den tredje magtfaktor – arbejderne – for derved drastisk at øge alliancens del af den nationale velstand«, fortæller Klein. Mønstret blev senere reproduceret i Kina, hvor Deng Xiaopeng i 1980 indbød Milton Friedman til at komme og kolportere sine markedsfundamentalistiske teorier. Den neoliberalistiske ortodoksi kom senere til at udgøre den teoretiske rygrad i det økonomiske program kaldet Washington Consensus, der fra 1989 blev vejledende for Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds (IMF’s) indsats over for kriseramte økonomier. Chokprogrammet blev anvendt i stor stil i det krakelerede Sovjetunionen, hvor man stod med en hel stribe af økonomier, der skulle reformeres i en ruf. Problemet var, som historikeren Tony Judt engang har gjort opmærksom på, at der fandtes mange hyldemeter af økonomiske lærebøger om overgangen fra en kapitalistisk til en socialistisk økonomi, men ikke ét værk, der omhandlede den omvendte proces. Udarbejdet på en enkelt nat For Polens vedkommende blev planen udarbejdet på en enkelt nat af den amerikanske økonom Jeffrey Sachs (som Klein begår et decideret karaktermord på, også for hans tidligere økonomiske eksperimenter i Bolivia) og hans kollega David Lipton fra IMF. Den var på femten sider og var, fortæller Sachs, »første gang, nogen, tror jeg, har udarbejdet en omfattende plan for omformningen af en socialistisk økonomi til en markedsøkonomi«. Kuren lød på et chokterapeutisk frimarkedseksperiment. Resultatet var, at Solidaritets visioner om arbejdernes medejerskab af virksomhederne blev løbet over ende af en privatiseringsbølge, der dog endte med at møde demokratisk modstand. Værre gik det i Rusland, hvor Gorbatjovs ønske om at lægge sig efter den skandinaviske velfærdsstatsmodel blev gjort til skamme. I stedet satte man ind med chokterapi og ribbede staten for alt af værdi, bortauktionerede dens virksomheder til en beskeden brøkdel af værdien – og skabte en afsindigt rig overklasse af korrupte oligarker og en permanent underklasse. Det korporatistiske mønster fra Chile blev gentaget. I Sydafrika efter apartheid blev ANC’s frihedscharter og krav om økonomisk omfordeling afvist af IMF og børsspekulanterne, der konsekvent straffede enhver afvigelse fra Chicago-skolens ortodoksi med kapitalflugt og pludselig uvilje imod gældseftergivelse. Neoliberalismen sejrede igen, og befolkningen tabte. Ifølge Klein er gennemsnitslevealderen i Sydafrika i dag tretten år lavere end i 1990 – det år, hvor Nelson Mandela blev løsladt. Højtflyvende verdenshistoriker Naomi Klein optræder skiftevis som journalist i felten – som øjenvidne til krige og katastrofer – og som højtflyvende verdenshistoriker ved skrivebordet. Hendes metode i ’Chokdoktrinen’ er at påvise analogier, hvoraf mange er overbevisende, mens andre er mærkværdige. For eksempel hendes sammenstilling af den økonomiske chokdoktrin med de hjernevaskmetoder, som psykiateren Ewan Cameron udviklede i 1950’erne, og som gik ud på at bryde psyken helt ned for at kunne bygge den op på ny. Metoden, der efter sigende er en af det tyvende århundredes torturtekniske landvindinger, fremstilles som en pendant til chokdoktrinens kreative destruktion. Den analogi er ikke overbevisende. Det er en montage, som godt kan minde om Michael Moores mindre lødige tricks. Til gengæld underbelyser Klein en anden analogi – eller måske en endda idéhistorisk forbindelse – som kunne have styrket hendes sag i forhold til Bushregeringen: En analogi mellem chokdoktrinen og nazifilosoffens Carl Schmitts teori om undtagelsestilstanden. Den teori blev også udbredt på University of Chicago – af Friedmans kollega Leo Strauss, der er åndelig far til flere af George W. Bushs neokonservative rådgivere. »Suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden«, lyder et berømt citat af Schmitt, som bare anføres som motto til et af bogens kapitler. Det er netop, hvad Bush gør ifølge de udvidede magtbeføjelser, præsidentembedet har fået efter 11. september 2001. Krigen mod terror er et forsøg på at skabe en slags permanent undtagelsestilstand, lige efter Schmitts bog. Noget af det mest foruroligende ved ’Chokdoktrinen’ er Naomi Kleins dokumentation af Bushregeringernes – og ikke mindst Dick Cheneys og forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfelds – særligt tætte økonomiske forbindelser til virksomheder, der tjener penge på krigsførelse og katastrofeberedskab. Den politiske dagsorden efter 11. september, med vægten lagt på national sikkerhed, har været en guldgrube for disse brancher, som i al hemmelighed har skabt en ny klasse af superrige gullaschbaroner, der profiterer af frygt, krig og katastrofer. Katastrofekapitalistiske kompleks Efter 11. september er chokdoktrinen – og dens bud om at drage nytte af frygt og uorden – vendt hjem til USA. Krigen mod terror er ifølge Klein »ikke bare en eller anden tilfældig krig, der måske kunne vindes, men en ny og permanent del af den globale, økonomiske arkitektur«. Advarslen, hun udsteder imod dette katastrofekapitalistiske kompleks, burde vække lige så stor opmærksomhed som præsident Dwight D. Eisenhowers berømte advarsel om det militærindustrielle kompleks. Den femstjernede general Eisenhower var som bekendt hverken flipper eller blåøjet pacifist. Og ligeledes behøver man hverken at være antikapitalist eller antiglobalist for at lægge øre til Kleins advarsel. Gentagne gange anfører hun Marshall-hjælpen og New Deal-indsatsen som sobre alternativer til den neoliberalistiske chokterapi. Kapitalisme er ikke bare én ting, men mange. Den findes i mange historiske former og variationer, og der er konstant brug for kritik af kapitalismens uhensigtsmæssige, skadelige eller direkte dødelige udgaver. Var tiden efter Murens fald netop ikke inde til en mere præcis kapitalismekritik, der ikke støttede – og ikke kunne anklages for at støtte – sig til totalitære eller utopiske alternativer? Ja, det kunne man have troet, men sådan gik det ikke. Først i de senere år har den konkrete kapitalismekritik vundet moment. Kleins studie af katastrofekapitalismens opkomst står i vedgået gæld til David Harveys fortrinlige ’A Brief History of Neoliberalism’ (2005), men den slutter sig tillige til en række gode og jordnære kapitalismekritiske værker fra de sidste par år – for eksempel Richard Sennetts ’The Culture of the New Capitalism’ (2006), om de psykologiske og arbejdsmæssige konsekvenser af den ny kortsigtede kapitalisme, eller Benjamin Barbers ’Consumed’ (2007), om den infantilisering af voksne og omvendte voksengørelse af børn, som forbrugerismen i dag fremmer på verdensplan. Pak den ned i rygsækken, list den ned i Louis Vuitton-kufferten eller tag den med i sommerhuset – men læs endelig Naomi Kleins alarmerende mammutværk i løbet af sommeren!