Ulrich Horst Petersen, der udgav sin første af over 20 essaysamlinger i 1971, udsendte på sin 76-års fødselsdag forleden 72 nye ’stykker’, hvoraf de længste såmænd godt kan kvalificere sig som essays. I sin kendte, bevidst omstændelige stil tager denne uforbederlige kulturradikale og venstresnoede humanist fat i stort og småt på sin vej, fra barnebarnets og plejekattens pudsigheder over aktuelle bøger og retsfilosofi ifølge Alf Ross til sagen om en lidt for hjælpsom embedsmand i Skatteministeriet (den interesserer tydeligvis den pensionerede jurist og ministerielle embedsmand Horst Petersen).
LÆS OGSÅ Skarpe stykker overskud fra en klog mand
Indimellem lægger forfatteren stemme til både prins Hamlet, rådgiver Polonius og kong Claudius.
Strukturen er kronologisk, for så vidt som stykkerne er drysset ud over året 2011. Således lyder det sidste i al sin korthed:
»Nytår igen
Allerede!«.
Den korthed er en lise efter de stykker, der synes at blive længere og længere i spyttet, som bogen – og året – skrider frem.
Dirre i læseren
Horst Petersen er bedst, når han blot slår en streng an og lader den stå og dirre i læseren.
Eller ridser en scene op, som den fortryllende, hvor en lille pige koncentreret forcerer et dørtrin og fejrer succesen med en lige så ny færdighed, nemlig at sige ’Tak!’. Stykket ’Fugls føde’ indledes næsten som et digt: »På Hillerød station spiser kragerne pommes frites«.
