Den amerikanske borgerkrig (1861-65) er beskrevet i bunkevis af bøger, dokumentariske såvel som i fiktion, heraf er den mest berømte roman Margaret Mitchells ’Borte med blæsten’. Men krigens udgangspunkt, slaverne, har sjældent fået mæle som andet end statister i deres egen livshistorie. Borgerkrigen har været soldaternes og feltherrernes historie. I enkelte tilfælde også de få sorte soldaterkompagniers. Anynome udtalelser Men de frigivne slaver havde deres egen historie og deres individuelle meninger, og de var lige så varierede som folks er flest, kan man læse i ’The Slaves’ War – the Civil War in the Words of Former Slaves’. Andrew Ward, som tidligere har skrevet om forskellige vinkler i borgerkrigen, har bygget sin bog på en række beretninger, samlet i to omgange. Først indsamlede den sociologiske pioner Ophelia Settle fra Fisk University i slutningen af 1920’erne en række vidnesbyrd fra tidligere slaver. Siden indsamlede en organisation ved navn Words Progress Administration også en del i 1930’erne. Ifølge Ward er Settles samling de mest autentiske og troværdige. Han mener, det er, fordi hun lod folk udtale sig anonymt og derfor uden frygt for straf i et samfund, som bestemt ikke lod sorte og hvide have samme rettigheder. Ophelia Settle var ydermere sort. Da de hvide forskere kom til, var de fleste, som havde oplevet slaveriet som voksne, døde. En ud af syv indbyggere var slave Endvidere skulle de interviewede aflevere navn og adresse og af og til fotograferes til en flok hvide forskere, de muligvis ikke følte sig specielt trygge ved ... og som i øvrigt omskrev deres ofte udmærkede engelsk til ’negersprog’ og dårlig grammatik. For sådan formodede man jo, at de sorte talte. Det er barske beretninger. De første slaver kom med en hollandsk handelsmand til Virginia i 1619. Da borgerkrigen brød ud, var en ud af syv indbyggere i USA slave. I de sydlige stater var det en ud af fem. Slaverne blev tvangsgift, de blev solgt væk fra hinanden, kvinder blev voldtaget som almindelig dagligdags hændelse. Jo flere børn de fik, jo flere penge betød det for slaveejeren. De var produktionsdyr, så groft kan det siges. Selv om husslaverne regnedes for langt finere end markslaverne – og faktisk finere end de fattigste hvide – kunne de sendes til slavemarkedet med et fingerknips. Pisk med salt og peber i sårene Den menneskelige råhed kendte ingen grænser. Der var pisk med salt og peber i sårene som noget af det mildeste. Hængning, drukning, skydning og kastration indgik også i repertoiret. Men der var forskel på slaveejerne, og visse havde deres slavers loyalitet, og da krigen brød ud også deres beskyttelse. Da Nordstaternes hære brød ind over Sydstaternes grænse, og slaveejerne drog i krig, blev mangen en plantage forsvaret af slaverne, som med forargelse og argumenter – men ingen våben – forsøgte at forhindre, at de blåklædte soldater røvede og plyndrede og ituslog. Andre blev selvfølgelig himmelhenrykte, da befrielsen marcherede ind på plantagen, smed, hvad de havde i hænderne, og fulgte nordstatshæren, flere af mændene som soldater. Men de skulle få en brat opvågnen. De blev ikke regnet for noget, men blev sat i spidsen som kanonføde. De fik ingen træning og døde først. De stærkeste lærte at læse Da sejren var hjemme for Nordstaterne, fik de frigivne aldrig de penge, de var blevet lovet. Det fik ingen af de befriede slaver. Nogle mente, det var, fordi præsident Abraham Lincoln blev myrdet allerede tre dage efter sejren. Andre var mere desillusionerede og følte, de var blevet leget med af folk, der dybest set var ligeglade med deres skæbne. De stærkeste skyndte sig at lære at læse, så de kunne få en fremtid. De uheldigste, der boede langt ude på bøhlandet, fik først at vide, de var frie, lang tid efter at det var sket. Så stod de der uden arbejde, hjem, mad og klæder. Mange følte sig som hjælpeløse børn. De kunne ikke engang finde ud af at købe ind i en forretning, hvis de ellers havde noget at købe for. Nogle valgte at blive og arbejde gratis for deres tidligere ejere. Hvor skulle de ellers gå hen? De hårdeste straffe og de mest sadistiske tæv blev de da fri for. Den sorte mands uendelige lethed Lykken kom til dem, som fandt hinanden. Mødre fandt bortsolgte børn, skilte ægtefolk kom sammen, søskende mødtes af og til nærmest ved mirakler. De var blevet solgt i øst og vest, siden skilt af krigens tumult. Nogle skiftede navne og kunne ikke siden opspores. Men i hælene på glæden kom Jim Crow, navnet for amerikansk apartheid til Sydstaterne. »I’s going back to Dixie/ No more my heart to wander./ Never see my master no more«, sang de frigivne slaver, da de vendte hjem til Syden, som jo også var deres. Men der mødte de Jim Crow. Som en tidligere slave sagde om retfærdighedens blindede gudinde og hendes vægtskåle: »Når en hvid mand og en neger kommer på vægten, ved jeg så ikke, at negeren er vældig let? Kan vi ikke alle se det? Er det ikke sådan i din retssal?«. Svaret har været ja i mange år, og de amerikanske fængsler er stadig vidnesbyrd om den sorte mands uendelige lethed i retssalen.