Hvem er han egentlig, den moderne mand? Ham, der skubber barnevognen nonchalant foran sig med en hånd, mens han breder sig over fortovet? Ham, der barberer sine boller og flekser med overarmene på stranden, eller ham, der går i ølklub og kaster sig baglæns i sofaen af grin, når Frank Hvam atter en gang bliver ydmyget i tv-serien ’Klovn’? Det er svært at svare på, og jeg ved ikke, om jeg har fundet svaret efter at have læst Anders K. Sørensens ’Hankøn – iscenesættelsen af den moderne mand’. Men han er vist lidt af det hele. En del beskytter, en del udfordrer, en del rytter, lidt metroseksuel og ifølge sin egen selvforståelse meget anderledes end manden anno 1950. Den frisatte mand Selv om vi mænd nu skal leve under det samme pres, som kvinder har skullet udstå igennem århundreder (overdreven fokus på kroppen, modebladenes idealer og det afslørende spejl), har udviklingen i følge Anders K. Sørensen primært været positiv. »Tabet af patriarkens privilegier er der blevet kompenseret for med en effektiv, mangesidig og for manden ganske gavmild mediekampagne for, hvad der er cool ved at være en moderne mand; hvad enten han drikker øl af flasken eller plukker sine øjenbryn. En fuldfarvet manual for moderne mandighed«. Manden er så at sige blevet sat fri og skal til at definere sig selv – vist nok i tæt samspil med det modsatte køn, for bogen er henvendt til den heteroseksuelle mand. En meget lang udgave af Euroman Anders K. Sørensen er en klog mand. I indledningen til ’Hankøn ...’ tager han nemlig et stort forbehold. Hvis læserne er på jagt efter sociologiske, økonomiske eller psykologiske analyser af den moderne mand, så skal de nok ringe et andet sted hen, forstår man. Det er nemlig ikke videnskab, forfatteren bedriver, men slet og ret nysgerrighed: Hvem er jeg? Og hvornår gik jeg fra at være dreng til mand, og hvorfor er jeg blevet den mand, jeg er gået hen og blevet? Og køber man det præmis, er ’Hankøn ...’ ganske underholdende. På bedste Euroman-manér (bogen fik mig flere gange til at føle, at jeg var midt i en meget lang udgave af Euroman – og det er egentlig o.k. i betragtning af, at Euroman i Danmark er det eneste blad henvendt til mænd, man kan tage seriøst) liner Anders K. Sørensen dandyen og flanøren op, den aggressive mand, cowboyen og teenageidolet. Efterfulgt af de nye mandetyper op gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne: fitnessbomben, drengerøven og den metroseksuelle.
Tidens mandetyper Vi møder Chippendales – deres fønnede hår havde jeg for længst fortrængt – Casper Christensens tæskehold og Daniel Craig, hvis krop vakte mindst lige så megen opmærksomhed i den seneste James Bond-film som plottet. Kamal Qureshi fremhæves med sønnen på skulderen som et eksempel på den moderne faderfigur. Niels Olsen som det stik modsatte, fordi han efterhånden har klovnet så meget rundt i Schulstads reklamer, at vi er nogen, der er ved at udvikle en alvorlig Niels Olsen/Schulstad-allergi. Men der er jo også manden over dem alle: far. Ham vi spejler os i, og som vi så op til som små drenge, fordi vi troede, han havde opfundet den dybe tallerken. Anders K. Sørensen kratter lidt i hans overflade, men han kommer aldrig rigtig rundt om faderfiguren, synes jeg. Eller i det hele taget i dybden med andet end det fysiske udtryk, som tilsyneladende spiller en stadig større rolle. Men det er jo heller ikke det, han vil. ’Hankøn …’ havde bare været mere interessant og langtidsholdbar, hvis Sørensen var gået tættere ind på mandens psykologi, samfundsplacering og hans sociale betydning. Set på os som mennesker af kød og blod og ikke blot som produkter af de glittede magasiner. Med eller uden hår på bollerne.