Den står i biblioteker på danske slotte og herregårde med sin røde indbinding, guldpræg og våbenskjold. Den er også at finde på hylden i Ikeareolen i helt almindelige danske parcelhuse og lejligheder.
Den tages typisk frem, når familien er samlet, eller når et større slægtstræf skal finde sted. For hvem er gift med hvem? Og var det nu en Ahlefeldt-Laurvig-Bille eller en Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, man sad til bords med? Danmarks Adels Aarbog – eller blot ’den røde bog’ – som mange af insiderne kalder den, er årbogen, der giver Kraks Blå Bog baghjul. Enhver borger kan i princippet optages i den blå bog, hvis redaktionen da ellers finder bedrifterne passende.





