Han var forfatter - men ville egentlig have været zoolog eller maler. Maleriet fortsatte han med livet igennem - mange store og små lærreder med junglen og de vilde dyr som motiv. En paradisverden? Noget i Scherfigs gemyt var imod den tolkning. Naturen var ikke blid, kun den tæmmede, dresserede natur var menneskelig. Kommunistisk drøm Hans Scherfig så muligheden i kommunismens drøm om frihed og ligestilling, og han forlod aldrig den drøm. Længe efter at kommunismen var psykologisk og politisk ude af verdensbilledet, fortsatte han sit engagement, som ikke havde noget med tro at gøre - det var en anskuelse, som Scherfig anså for verificeret. Verdens uudtømmelige skønhed Kollegaen Otto Gelsted ville iagttage en logisk integration mellem maleriet og forfatterskabet: »I sine malerier fremstiller han Jordens rigdom af uudtømmelig skønhed«. »I sine romaner angriber han de kræfter i samfundet og kulturlivet, der spærrer menneskene ude fra livets rige muligheder«, skrev Otto Gelsted om Hans Scherfig. Uforklædt utopist Men Gelsted havde ikke ubetinget ret, for selv om løven på maleriet græsser med lammet, var Hans Scherfigs afbildede natur mere en utopi end den skinbarlige, realistiske virkelighed. Hans Scherfig var ingen realist, hverken som forfatter eller som billedkunstner - hvad var han så? Mest af alt en rationel utopisk satiriker af 1700-tallet. Der er nogle få steder i forfatterskabet, hvor digteren selv som uforklædt utopist får mæle. Han bliver blød og poetisk og skriver i få ord, hvad det var for en verden, som kunne have været: »Det er forår udenfor. Og det er lyst og mærkeligt og melankolsk. Man er voksen og fri nu og kan gøre, hvad man vil. Men man fik aldrig lært foråret at kende. Man har forsømt det. Verden var ung og grøn og saftig. Og man lod alle sine forår gå til spilde. Og det er blevet sent nu«. Sådan lyder de sidste ord i romanen 'Det forsømte forår'; den mest elskede roman af Scherfig, hvor han tager en blodig hævn over den latinlærer på Metropolitanskolen, lektor Blomme, som lod ham sidde over et år. Sadistisk had Når Blomme gik ind gennem Metropolitanskolens port, skete der en ovidsk metamorfose: Den anonyme lille mand med de guldindfattede briller voksede op til romersk kejser i toga. Hans lidenskabelige interesse for den latinske og græske syntaks blev med årene mere og mere overlejret af et sadistisk had til de disciple, som ikke kunne leve op til hans egen stringens og flid. Hans verbalt opfindsomme sadisme kunne finde overvældende, næsten overstadige formuleringer, ofte krydret med hentydninger fra Cæsars gallerkrige. Og skolens motto var dengang (som i dag): 'Disciplina solerti fingitur ingenium', det er ifølge metropolitaneren Johannes Møllehave: 'Tæv skærper ånden'. Så blev lektor Blomme forgivet med et maltbolsje med stryknin, og denne død på en forårsaften på Langelinie blev mange år senere gengivet på film af skuespilleren Frits Helmuth, som selvstændigt satte en kroget lillefinger på manden. Hans død udløste ingen testamentariske donationer til skolens disciple, men jeg kan oplyse, at en af hans kolleger, en matematiklærer kaldet Aben, stadigvæk, selv i år om et par måneder, når studenterne springer ud, mindes med et legat, som efter testators ønske skal uddeles til ... »en fornøjelig elev«. Det var aben, som flåede kontakten ud af væggen, når de uduelige elever pinte ham med deres manglende viden. Fristende ondskab Den suttende lyd af maltbolsjet i munden på lektor Blomme er Scherfigs eget bidrag til karakteristikken. For der var netop noget uskyldigt og småborgerligt hyggeligt ved fornedrelsen - uden denne hygge ville ondskaben aldrig kunne overleve. Ondskaben var fristende, fordi den i Scherfigs øjne næsten aldrig blev afsløret. Ondskaben talte i tidens eget sprog, og med tidens gyldige argumenter. Hvordan skulle den afsløres? Med sine egne ord! Hans bøger blev skrevet i en satirisk udlevering og sproglig bevidsthed, som mange andre danske forfattere har søgt at efterligne - og aldrig har nået Hans Scherfigs mesterskab i at anvende. Den falske loyalitet, har Anders Bodelsen engang kaldt Scherfigs stil. Det betyder, at der tilsyneladende refereres tilforladeligt og korrekt, samtidig med at fortællingen indebærer uhyrligheder, som aldrig udstilles - der redegøres sagligt for dem. Scherfig var radioanmelder i mange år og har taget ved lære af radiospeakerens inkarnerede loyalitet med den offentlige mening. Også Metropolitanskolens korrekte sprogbrug og klassiske syntaks har influeret, og han opnår på ultrakorte sætninger at sammenstille og udstille de værste grusomheder i et sprog, som aldrig synes at tage afstand fra det, som det meddeler. Kun få steder bliver fortællerstemmen til Scherfigs egen, underste poesi - som i indledningens citat fra slutningen på 'Det forsømte forår'. Bittersød pointe Bogen bør i øvrigt læses sammen med 'Den forsvundne fuldmægtig' fra 1938, hvor fuldmægtig Teodor Amsted fra Krigsministeriet er undsluppet skolen. Det sjælløse bureaukratarbejde i ministeriet og ægteskabets ritualer med fru Amsted holder ham indespærret. Så finder han en mulighed for flugt ud på landet. Hans subsistensløse skolekammerat Michael Mogensen har sprængt sig selv i luften ude på Amager Fælled, og Amsted overtager hans identitet. Men landlivet viser sig langtfra idyllisk. I de vandglas, hvor han samler vandinsekter, kan han iagttage de mest grusomme naturdramaer. Så meget for naturen! Først til sidst, da han ender i fængslet, finder han fred og har nået det borgerlige samfunds højeste ideal. Skolen har dræbt ham - og det er en af de bittersøde pointer ved bogen, at hans fortid som ung afdækkes i 'Det forsømte forår'. Amsted og Mogensen følges gennem en fortryllende skildret Botanisk Have ... »der er så meget der skal prøves, når man engang er sluppet ud af skolen. Verden er så kæmpemæssig og man vil se og prøve det hele. Amsted tvivler ikke om at han vil komme til Afrika ... Man har så meget tid for sig. Der er ingen grænser for hvad man kan nå. Og Teodor Amsted kan ikke vide, at han aldrig skal rejse længere end til Nordsjælland«. Det var Ove Sprogøe, som genialt spillede Teodor Amsted i filmen om den forsvundne fuldmægtig, den anden Hans Scherfig-filmatisering, som viste os, hvor glimrende egnet hans historier er til visualisering med ansigternes mimik som den skjulte fortællerstemme. Et tredje meget talentfuldt, mere frit forsøg var tv-serien 'Edderkoppen', inspireret af Hans Scherfig-romanen 'Skorpionen' (1953). Jungleutopi Alligevel forbliver der noget mystisk over både Hans Scherfigs skikkelse og hans værker. Hvor kommer det gode fra, når naturen ikke selv er god? Hvordan er forholdet mellem romanernes kritiske samfundsbilleder, hvor jungleloven hersker, og billedet af junglen som en utopi? Scherfig måtte have et ideal, hvis hans skepticisme ikke skulle krænge over i mismod og mørke. Han kunne ikke i rejsebøger og essays give nogen god forklaring på sin stædige kommunisme og opretholdt et utopisk sprog også i dem - som om maleriernes jungle var blevet sand politik, bare ikke det kapitalistiske Vesten. Modsat Teodor Amsted var han tankemæssigt, irrationelt, ideelt rejst ud til forløsningen og skildrede det bl.a. i Land og Folk, hvor han først offentliggjorde 'Skorpionen'. Hans talent krævede og råbte på en dialektik, som skulle bringe balance i hans kunsts - og hans bevidstheds - regnskab. Forbrydelser I år er det 60 år siden, vi blev befriet fra nazismen, og der er grund til at mindes hans bedste roman, 'Frydenholm' fra 1962. Elias Bredsdorff har i bogen 'Fra Andersen til Scherfig' (1978) givet en skildring af romanen og en nøgle til alle dens figurer - Hans Scherfig var uden mindste tvivl eller flovhed nøgleromanforfatter, forstået på den måde, at hans figurer netop er ... figurer, eller allegorier, ikke psykologisk identiske personer. 'Frydenholm' handler om den forbrydelse, det danske Folketing i 1941 udøvede mod fremtrædende danske kommunister. Om aftenen 22. juni 1941 mødte tyskerne op i Justitsministeriet med en liste på 71 danske statsborgere, som man forlangte arresteret, blandt dem Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og Hans Scherfig (som dog - på grund af sit dårlige syn - blev løsladt efter et par måneders ventetid). I løbet af dagen arresterede det danske politi hele 295 personer - uden anklage og uden retskendelse. Og i august 1941 vedtog både Folketing og Landsting, uden en eneste stemme imod, 'kommunistloven', som gav justitsministeren (Thune Jacobsen, i bogen kaldt for Rane) beføjelse til at internere kommunister, når blot der forelå en dommerkendelse. Byretsdommer Arthur Andersen tog op til Horserødlejren, og i løbet af fire timer havde han afsagt kendelse om internering af alle 107 kommunister i lejren. Det er et sort kapitel i dansk retshistorie, om end man jo dengang (og siden) har talt en hel del om behovet for 'beskyttelse' af de danske kommunister. Den danske 'beskyttelse' kostede i sidste ende 34 mennesker livet, og de, der overlevede det senere koncentrationslejrophold i Stutthof, fik varige mén. Åndelig lussing Om denne sag handler 'Frydenholm', baseret på historiske kendsgerninger, vævet ind i Scherfigs overdådige fiktionsmønster. Hans Scherfig har engang gjort opmærksom på, at persongalleriet i 'Frydenholm' er større end i Tolstojs 'Krig og fred'. Det er også morsommere, og det er bittert. Fra Politikens egen verden optræder Arne Vuldum (Kai Friis Møller) og Ole Jastrau (Tom Kristensen) og chefredaktør Angvis (chefredaktør Niels Hasager), og med dem et kæmpe tværsnit af den danske befolkning, som ikke var så modstandsdygtig, at det gjorde noget. Mange af Scherfigs personer går igen i bogen, endnu en gang det klassiske hold af metropolitanere, som siden er blevet anbragt på samfundets toppe - så stendøde for naturlig anstændighed, som man kunne regne med. Det blegnede kindaftryk fra lektor Blommes lussinger sidder nu i sindet, og de individuelle nederlag i livets begyndelse har fået politiske konsekvenser i livets ende. Læs den bog igen! Nu er Hans Scherfig så blevet 100 år, stadig i live, stadig ikke uddateret. Den venlige forfatter vil vi mindes med et digt af en skolekammerat, Piet Hein - som senere på året minsandten også fylder 100. Vi passer pligttro vores købmandsskab
og vejer alvorstungt gevinst og tab.
En duft, en drøm, en blegnen i det blå -
det er den grund, vor verden hviler på.