Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tillykke. I løbet af 60'erne gik Radiserne fra blot at være en avisstribe til at blive et populærkulturelt fænomen. I år kan serien fejre sin 60-års fødselsdag.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søren Brun og de andre rødder runder 60

60 år med Radiserne bliver fejret med bogudgivelsen af stiber fra alle årene.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I fodbold er et ’tegneseriehold’ ikke meget bevendt, og det er i reglen heller ikke ment som ros, at en forfatter skriver ’tegneserieprosa’, eller at en dramatiker er lutter ’talebobler’. Men vores sprogbrug er uretfærdig, også på det punkt:

Der er tegneserier – og så er der tegneserier. Især i det sidste halve århundrede. Blandt de tegnere, vi kan takke for den skelnen, har én sin helt indiskutable plads: Charles M. Schulz. Hvor mange andre tegneserier i verden end hans ville man fejre 60-års fødselsdag for – ja, tres! – med en kostbar pragtudgave på over 500 sider i farver og havefliseformat af udvalgte striber fra alle årene?

Men Radisernes fødsel på avispapir 2. oktober 1950 er stadig værd at mindes, også ti år efter sidste streg i sidste stribe og Schulz’ efterfølgende død – 77 år gammel, en mørk og stormfuld nat mellem 12. og 13. februar år 2000.

17.897 rækker radiser
Radiserne (Peanuts på engelsk) er en knæhøj milepæl, ikke alene i tegneseriernes historie, men i kulturhistorien. Men omfattende – Radisebedets rækker udgør en større roemark: 17.897 striber tegnede Schulz egenhændigt, seks enetages hverdagsstrips og en treetagers søndagsplanche om ugen i et halvt århundrede.

7.500 af striberne befinder sig nu som originaltegninger på The Charles M. Schulz Museum and Research Center, der åbnede i august 2002 i tegnerens hjemby, Santa Rosa, i det nordlige Californien.

Og oven i de allerede talløse udvalg af striberne – ordnet omkring et tema, en figur eller for den sags skyld som postkort, afrivningskalendere osv. – i de 75 lande, hvor serien blev trykt, kommer så her ’Celebrating Peanuts 60 years’.

Her er gengivet hen ved 2.000 striber, hverdags- som søndags-, og i en særlig oplysende orden: årti for årti. Det fine ved det er, at man derved kan følge udviklingen i stregen, figuruniverset og livssynet.

Selvportræt af tegneren selv

Samlingen er desuden spækket med oplysende citater af Schulz selv om serien og dens figurer, om at være tegner og om at få succes med det. »Ikke en eneste af figurerne i Radiserne er modelleret efter én jeg kender.

Men navnene stammer for det meste fra mine venner. Søren Brun (Charlie Brown, red.) er for eksempel opkaldt efter en mand, jeg arbejdede sammen med på en tegneskole i Minneapolis«, har tegneren blandt andet sagt.

Og dermed gået let hen over, at stribens frisørsøn Charlie Brown jo i høj grad er et selvportræt af Charles Monroe Schulz – eneste barn af en barber. Og som ved en anden lejlighed sagde:

»Hvis der er nogen, der læser min stribe hver dag, vil de bestemt kende mig – de vil vide nøjagtig hvad jeg er«.

Historien om en jammerkommode
Men det var der nu delte meninger om efter tegnerens død: David Michaelis udgav i 2007 bogen ’Schulz and Peanuts – A Biography’, der skildrede ham som noget af en tørvetriller og jammerkommode, der nok »aldrig kan blive lykkelig«, som Schulz selv så gemytligt bemærkede, den dag han blev gift – henvendt til bruden!

Joyce hed hun, og de fik fire børn foruden det, hun havde i forvejen, men blev skilt som godt og vel midaldrende. Ved sin død var han gift med Jean Schulz, og både hun og børnene fra det tidligere ægteskab protesterede imod Michaelis’ fremstilling af tegneren, der med årene og voldkommercialiseringen af figurerne nåede op på en personlig årlig indkomst på anslået 67 millioner dollar.

Det kan jo ikke udelukkes, at den ny bog også udgives med henblik på at holde indtægtskilderne intakte.

I begyndelsen var Søren Brun
»Det første, man må udvikle som serietegner, er tålmodighed«, citerer Jean Schulz sin mand for i den ny bogs forord om Sparky, som tegneren havde heddet i familien lige fra spæd. Mundheldet er malet på tegneskolelokalets væg i museet i Santa Rosa, fordi »en tegneserie ikke bare opstår i fuldt udfoldet og færdig form«, som hun skriver.

At ikke alle genistreger har været dét lige fra start, bekræfter bogens udvalg. I oktober 1950 er stribens børn navnløse, og kun Søren Brun ligner sig selv i punktum-punktum-komma-stregen; men først i december får han sit ’varemærke’, den zigzagstribe på trøjen, der matcher hans mellemfornøjede mundstilling.

Børnene omkring ham er navnløse, indtil Viola (Violet) dukker op i februar 1951 som den første af de senere faste figurer. I maj samme år ser vi Schroeder første gang, som baby i sparkedragt, men allerede et halvt år senere er han dybt inde i Beethovens klaverkoncerter.

Rikke Rask kunne have sin egen stribe Vi skal helt frem til 3. marts 1952, før Trine (Lucy) kommer sjippende ind i billedet. Hendes lillebror Tomas (Linus) ses første gang med sutteklud i juni 1954, Rumle (Pig-Pen) dukker op en måned efter, og storebror til Nina (Sally) bliver Søren Brun først i maj 1959.

Frieda med de ægte krøller og konversationstalentet kommer til i 1961, og den geniale og charmerende Rikke Rask (Peppermint Patty) i 1966.

»Jeg tror næsten, hun kunne bære en anden serie helt alene«, bemærkede Schulz om pigen med den enlige far, de sløje skolepræstationer og det ufinkede gåpåmod – som den eneste af tøserne håner hun ikke Søren Brun, tværtimod.

Det er i juli 1968, efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy, at den farvede dreng Franklin dukker op. Fuglen Woodstock flakser ind i Nusers luftrum allerede i 1967, men får først sit navn senere.

Hvis der er nogen, der læser min stribe hver dag, vil de bestemt kende mig – de vil vide nøjagtig hvad jeg er



Menneskets bedste ven
Hunden Nuser (Snoopy), der endte med at blive hovedpersonen i striberne, var med som bifigur lige fra begyndelsen, således på halvdelen af de otte striber fra oktober 1950, der indleder den fede jubilæumsbog.

Nede på alle fire og mere vovset end senere, men dog en hund, der kunne mere end sit FaderVov: Når Søren Brun og de andre unger 18. oktober 1950 sælger sodavand, blomster og lemonade fra boder ved vejen, har Nuser sin egen bod med … kødben.

I barndommen havde tegneren en hund ved navn Snooky, og hvis de nogensinde fik én til, sagde hans mor, skulle den hedde Snoopy. Navnet blev en landeplage i USA, og hunden – en beagle ligesom Pluto, Bjørnebanden og Busser og Blondies hunde – blev meget mere end en hund.

Den gudbenåede rollespiller
Efter små generalprøver som stivbenet næsehorn, isbjørn og pingvin rejser menneskets bedste ven sig i 1953 (ikke 1956, som der står et sted i bogen) på bagbenene i en rask polka, suser over isen som skøjtevirtuos, danser på Schroeders flygel og bliver snart den gudbenådede rollespiller med det rige indre liv udenpå: pilot, fremmedlegionær, globetrotter, kunstmaler og selvfølgelig succesforfatter.

Nuser fyldte med tiden mindst det halve af striben. Livskunstneren, hvis udfoldelse kun fantasien sætter grænser for, har sin broderpart af æren for, at Radiserne mere end nogen anden enkeltstribe skaffede tegneserien som kunstart et gennembrud til et voksent publikums dybsindige fortolkning og filosoferen.

Selv om det måske snarere er Søren Bruns slukørede accept af ansvaret for egne valg og nederlag, der fik æggehovederne til at kalde striben for den »første eksistentialistiske tegneserie«.

»Hvad er det?«, replicerede Schulz, der var aktiv kristen, baptist som ung soldat i Anden Verdenskrig og senere metodist.

Annonce

Fra Rodfrugter til Radiser
Sikkert er det, at senere højdepunkter i stribekunsten som Parker & Harts Troldkarlen Kogle eller Bill Wattersons Steen og Stoffer (på originalsproget opkaldt efter en religionsstifter og en filosof, Calvin & Hobbes) ville være utænkelige uden Peanuts.

Rodfrugter blev rødderne jo først på dansk, da Politiken begyndte at trykke Radiserne’ i 1959 i Ida Elizabeth Hammerichs sprogligt skoledannende oversættelse.

Peanuts var det navn, United Features Syndicate forlangte for at distribuere den 28-årige tegners stribe til de første aviser. Schulz ville hellere kalde serien ’Lil’ folks’ – hvortil man kun kan sige: »Jeg græmmes!«.

Barnemad for et halvt århundrede

»Jeg voksede – garanteret ligesom de fleste af jer, der læser dette her – op med at tilbringe mangen en regnvejrsdag med Peanuts-samlinger ... Mere end noget andet ønskede jeg mig at kunne tegne menneskelige udtryk, som Schulz gjorde det. Nogle få, enkle streger, så havde han indfanget disse utroligt stærke, helt specifikke følelser. Og så var de sjove!«.

Sådan skriver tegnefilminstruktøren Pete Docter (Pixars ’Monsters Inc.’ og ’Up’) i en lille introduktion til 60-års bogen. Han er født i august 1968, samme måned som Søren Brun opdagede, at han ikke var Nusers første ejer.

Striberne herom blev afsæt for 1972-biograffilmen ’Nuser, kom hjem’ – et af de mange forsøg på at omplante den lakoniske fire-ruders-visdom til levende billeder.

For udviklingen af intelligent humor i underholdningsindustrien står Charles M. Schulz’ små striber på fire ruder pr. dag – senere kun tre eller færre – så centralt, at hans død udløste kommentar af USA’s daværende præsident Clinton, posthum tildeling af Kongressens Æresmedalje – og salut fra postvæsenet i form af et frimærke med tegningen af Nuser som pilot under Første Verdenskrig – i luftduel med Den Røde Baron.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden