Tegnet 80'er-klassiker bliver gjort uundværlig på ny

Nu. Den nye udgave har fået en computerfarvelægning i en mørkere skala, der betoner historiens dystre sider, og den sorte streg er blevet kraftigere. Til gengæld er tekstningen ændret til det bedre. Illustration: Moebius &  Jodorowsky
Nu. Den nye udgave har fået en computerfarvelægning i en mørkere skala, der betoner historiens dystre sider, og den sorte streg er blevet kraftigere. Til gengæld er tekstningen ændret til det bedre. Illustration: Moebius & Jodorowsky
Lyt til artiklen

Tiderne er sandelig skiftet!

Dét er ens første reaktion på genlæsningen af ’Inkalen’, et af 1980’ernes hovedværker i den grafiske fortællekunst, som hermed for første gang foreligger i ét bind på dansk.

Med adskillige ændringer, som vi vender tilbage til.

Med den demonstrativt dialektiske Jakobskamp mellem mørkets og lysets kræfter; med sin psykoanalytisk og zenbuddhistisk inspirerede anvisning på vejen til oplysning via meditationens totale tanketømning; og endelig med sin tro på, at disse erkendelsesveje kan gøre en svinsk verden til et bedre sted at leve – med alt dét er værket i den grad et tidsdokument fra de stålsatte 70’eres omslag i de søgende 80’ere.

Men fortællerens vildt frodige og dog fornuftskontrollerede fantasi forenet med tegnerens teknisk overlegne og lige så disciplinerede grafiske opfindsomhed gjorde det også til et skelsættende hovedværk i tegneseriens udviklingshistorie.

Et fremtidigt intergalaktisk forbrugs- og klassesamfund
Den chilenske forfatter (og dramatiker, filminstruktør, terapeut m.m.) Alejandro Jodorowsky (f. 1929) og den franske ’Blueberry’-tegner Jean Giraud alias Moebius (f. 1938) mødte hinanden i 1979 for sammen med bl.a. H.R. Giger at skabe en film over Frank Herberts science fiction-roman ’Dune’.

Planen kuldsejlede, og i stedet fik vi David Lynchs filmatisering i 1984. Jodorowsky skabte senere film som ’Santa Sangre’ og ’The rainbow thief’, og p.t. instruerer den ukuelige firsårige en ’metafysisk spaghetti-gangsterfilm’ med et cast, der omfatter navne som Nick Nolte, Marilyn Manson og Udo Kier!

Men mødet resulterede i 1981-88 i de seks tegneseriealbum om den modvillige privatdetektiv John Difools oplevelser i et fremtidigt, intergalaktisk forbrugs- og klassesamfund styret af grådighedens og totalitarismens volds- og kaoskræfter, men med yin-yang dialektikken mellem den lysende og den sorte Inkal som en nøgle til forandring.
Og en nøgle til hovedpersoner som tvillingsøstrene Animah og Tanatah; til det dyriske i Difools hjælpere, kraftkarlen Hundehoved og betonpapegøjen Deepo; og til modsætningen mellem Techno-Pavernes sorte ondskab og det ædelt menneskelige i Meta-Baronen – nogle af de skikkelser, Jodorowsky siden har udviklet i serier med andre tegnere.

Omkring dem myldrer det med kummerformer, kloner og vanskabninger af obskur galaktisk oprindelse.

Farverne er forringet
Modsat Girauds nærmest klassisk realistiske penselføring i westernserien ’Blueberry’ står hans Moebius-signatur for surrealistiske verdener, hvor teknologi såvel som proportioner, dimensioner eller andre naturlove er ændrede – men hvor denne udfordring for tanken altid modsvares af en troværdighed i detaljen, opnået ved minutiøs realisme, gerne i en smal, nøgtern og uhyre koncis streg.

Den virkning er gået tabt i denne ny udgave – som følge af en komplet ny farvelægning. Modsat den klare, befriende lyst brogede farveføring i de oprindelige album er samleudgaven her computerfarvelagt i en gennemført mørkere skala.

Det fremhæver historiens dystre sider og giver mulighed for flere metalliske udfadninger a la airbrush.

Men det nedtoner den glade galgenhumor og har den alvorlige bivirkning, at den sorte streg overalt fremtræder bredere og næsten ulden – en svækkelse af både historiens troværdighed og det æstetiske helhedsindtryk.

Mens teksten er blevet bedre
Tekstningen er også gjort om, og dét er til det bedre.

Den ny ’håndskrift’-font er – modsat tegnestregen, altså! – spinklere og mere elegant end den oprindelige danske bobletekst, og de ’larmende’ lydord er nu bevaret i den franske form, som integreret grafisk element i billedet, hvorimod de i 80’er-udgaverne var malet over med en fordanskning.

Ændringerne har altså både fordele og ulemper.

Men det glimrende forord (hvis ophavsmand ikke oplyses, kun dets oversætter!) og et nyt afsnit på otte sider – i Moebius’ oprindelige farveføring! – er ekstra bonus til denne uundværlige klassiker af en grafisk fortælling.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her