Det begynder ikke ligefrem prangende. Vågner for sent af en lur og ved med ét, at nu er det altså nu. Godt og vel. At herfra skal øjeblikkene pakkes tæt, køler mod bagsmæk, og afvikles i løb, hvis jeg skal nå at være til stede, når Eckhart Tolle går på scenen på Frederiksberg for at forklare, hvordan man egentlig er det. I bilen er den gal igen. Som om noget indeni forsøger at rykke sig løs af krop og køretøj og være 200 meter længere fremme ad de aftenmørke gader. Forlænge det grønne lys, forkorte det røde. Og når det slår fejl: Bare bande ned i rattet. Parkerer i panik. For langt væk, selvfølgelig. Og tilbagelægger de sidste 400 meter i løb på hårde støvlehæle og i zigzag mellem folk, der kun er kommet ud for at gå i vejen.
Før jeg stakåndet og med udspilede pupiller lader mig opsluge af den sværm af overtøj og ansigter, der siver gennem dørene i Falconer Hotel for at møde det nærmeste, man kommer en vestlig guru. Eckhart Tolle er næppe enhver guds drøm om en profet. Mere en blegnæbbet frimærkesamler at se til end en spirituel mester. Kedsommeligt klædt. Og med et livslangt tilløb til fuldskæg på hagen. Også hans vej til berømmelse er alternativ.
