Der stank af fugt og Prince Light i min mosters hessianbrune typehus. Vi befinder os i halvfjerdsernes Udkantsdanmark, og den lille anmelder med kasserollehår og ødsle skjorteflipper keder sig bravt, mens de voksne skåler og udveksler vovede charteranekdoter i fiestastuen.
Et formildende træk er der dog ved de rituelt ensformige familietræf: Mine opløbne teenagefætre, som for længst har luret, hvor far og mor gemmer pornobladene (i klædeskabet under mosters storblomstrede busseronner), og som med en raffineret blanding af drilleri og pædagogisk oplysningsiver nyder at dele de knitrende slibrigheder med deres undermåler af en gammelklog storbyfætter.



