Boberg. Her fortæller han om et liv med en kaotisk opvækst. Et liv, hvor han har brugt sine mange rejser og tekster til overhovedet at få hold på tilværelsen.
Foto: BO SVANE (arkiv)

Boberg. Her fortæller han om et liv med en kaotisk opvækst. Et liv, hvor han har brugt sine mange rejser og tekster til overhovedet at få hold på tilværelsen.

Bøger

Anerkendt digter føler sig hjemme på rejsen

I sidste uge fik digteren Thomas Boberg sin hidtil største anerkendelse, Akademiets store pris.

Bøger

Først siger han, at de seneste fem år har været elendige, men så retter Thomas Boberg sig selv. Nej, siger han, de har været eksistentielt vanskelige.

Det er først for nylig, at alt er vendt til det bedre. Både når det gælder humøret, kærligheden og litteraturen.

Den afgørende vending kom sidste mandag, da han fik besked om, at Det Danske Akademi giver ham sin store pris, men indtil for tre måneder siden havde det været en lang vandring i uendeligt mørke.

Et stort skridt Det virkede ellers så lovende, dengang i 2007. Det var nærmest euforisk.

Som en rus. Den danske digter var igen på rejse i Latinamerika. Aftenen var varm. Han havde siddet på en fortovscafé i et muntert selskab, og bagefter fulgtes han og en kvinde fra Panama ned ad hovedgaden.

De slentrede langs husene, hvor hængekøjerne duvede i aftenluften. Side om side fortsatte de ned mod stranden. Der var elektricitet i luften. Da hun lagde en hånd på hans skulder, var det, som om hun trykkede på en kontakt. Der blev lys.

Det problematiske ægteskab derhjemme fortonede sig. Var det her en ny mulighed eller vejen ud i en sikker katastrofe? Thomas Boberg vidste, at hvis han tog ét skridt mere, ville han være fortabt.

Og digteren tog det skridt.

En lykkelig mand
Han fortæller om det denne fredag, mens vi sidder i hans lille lejlighed i Søborg med et kig ud over den nordligste spids af Utterslev Mose.

Paradoksalt nok er det en lykkelig mand, der fortæller. En afslappet digter, der går rundt i sin billige lejlighed, hvor kun et Duplotårn og et lille rødt børneklaver på gulvet afslører, at opmærksomheden indimellem bliver revet væk fra de bøger på dansk, spansk og fransk, som hans reoler bugner af.

Legetøjet tilhører hans fireårige datter.

Hun kom til verden i den periode, da Thomas Boberg og hans peruanske hustru forsøgte at redde det ægteskab, som slog revner, i samme øjeblik digteren kom hjem fra sin rejse til Panama.

Hustruen kunne se lige igennem ham.

»Den næste måned brugte vi på at jagte hinanden gennem Københavns gader«, fortæller Thomas Boberg i sin kommende bog.

Sammen med sin kone jagtede han også efterfølgende den kærlighed, som efter mere end to årtiers samliv syntes at have forladt dem.

Trods sidespringet forsøgte de at være sammen igen, opgav, forsøgte igen og nåede undervejs også at få datteren sammen.

Men til sidst gik det ikke længere, og en dag fandt digteren sig selv på et værelse i Vanløse, hvorfra han skulle forsøge at samle sig selv og sit liv op på ny, i øvrigt mens han også forsøgte at holde liv i forholdet til en yngre dansk kvinde, men det modstod ikke dønningerne fra det forliste ægteskab.

100 procent mit liv
Det tog flere år, før han igen stod sikkert på benene. En del af forløbet skildrer han i sin nye bog, men den afgørende vending er så ny, at den ikke har fået plads på siderne.

Til gengæld fortæller han begejstret til alle, hvordan han for tre måneder siden vågnede og havde det helt anderledes end før. Væk var mørket og den knugende fornemmelse.

Det føltes, som om en mørk, dæmonagtig fugl havde forladt hans bryst. Han følte sig lettet. Kort efter rejste han til poesifestival i sin gamle hjemby Lima i Peru, og her mødte han sin nye kæreste, Myra, og mens hun i disse uger har været på besøg hos ham, har han fået besked om Akademiets store pris på 300.000 kr.

»2012 har været et fantastisk år«, som han siger.

Netop nu er han ved at foretage den sidste finpudsning af de nye rejseminder.

Selv om jeg som forfatter redigerer mit stof, og det gør alle jo, så er historierne ikke fiktive i den forstand

'Den som rejser er hjemme' bliver efter hans egen mening mere personlig end rejsebøgerne ' Sølvtråden', ' Americas' og ' Invitation til at rejse', og han har allerede forberedt sin ekskone på, at den fem år gamle affære er med.

»Den historie står i bogen i sin fulde længde«, siger Thomas Boberg. Et kort øjeblik holder han pause og smiler skævt.

»Det er også, fordi det er en god historie, ikke. Jeg har vægtet dét højere end noget andet. Det hører med, at jeg er blevet skilt, ellers ville det slet ikke give mening at skrive den fjerde bog med rejseminder. Selv om jeg som forfatter redigerer mit stof, og det gør alle jo, så er historierne ikke fiktive i den forstand. De er 100 pct. mit liv«.

Familieløgnen
Måske er der ikke noget at sige til, at han som rejsende forfatter fylder stakkevis af notesbøger for siden at kunne gengive præcise skildringer af virkeligheden, som han har mødt den ude i verden, for han har fra barnsben oplevet, hvad det vil sige, at verden ikke helt ser ud, som man tror.

I mange år troede han eksempelvis, at hans stedfar faktisk var hans biologiske far, og at ham billedkunstneren Jørgen Boberg, som de indimellem besøgte, bare var en god ven af familien.

Da han var 14 år, kom sandheden imidlertid frem. I en skuffe fandt hans søstre nogle dokumenter, der afslørede, at Jørgen Boberg var hans biologiske far.

Dengang skabte det en vis bitterhed i sønnen, at hans far på den måde ikke bare havde forladt familien, men også holdt slægtskabet hemmeligt, så da hans mor og stedfaren blev skilt, valgte han hverken at bo hos faren eller moren. Han flyttede i stedet med stedfaren.

Han husker stadig, hvordan hans mor græd, da han valgte hende fra.

»Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror, det var en slags hævn over min mor. Hun var maniodepressiv og slet ikke i stand til at have os. På et tidspunkt prøvede hun at slippe af med min lillesøster, som i en periode kom til at bo alene på et værelse i Willemoesgade på Østerbro, mens vi andre boede ovre i Classensgade. Hun var 12-13 år. Det duede jo ikke«, fortæller forfatteren.

Kaotisk barndom
Det gik imidlertid ikke meget bedre, da han selv flyttede ind hos sin stedfar og dennes nye kone, og det hele fik en ende, da Thomas Boberg skulle i gymnasiet.

En dag tog hans stedfar ham med ud på en køretur, som ' tilfældigvis' endte ved Stenhus Kostskole. Her førte stedfaren ham hen til et værelse og fortalte, at det var her, han skulle bo. De planer havde han bare ikke fortalt noget om til drengen, som pludselig så hele sin verden ramle sammen. Igen.

Løsningen blev, at Thomas Boberg derefter for første gang kom til at bo permanent hos sin biologiske far, Jørgen Boberg, og hans daværende kone.

Først i Borup, siden i Roskilde. Her kom han på gymnasiet, og i denne periode ændrede hans planer sig kraftigt. Som helt ung var han besat af at tegne, og længe før han vidste, hvem hans biologiske far var, troede han, at han skulle være billedkunstner.

Med læsningen af bl. a. Hans Scherfigs forfatterskab, rettede han i stigende grad opmærksomheden mod at læse og skrive.

Brændt
Efter 2. g på Roskilde Amtsgymnasium tog han til USA som udvekslingsstudent.

I den periode intensiverede han sin læsning af forfattere som Knut Hamsun og Johannes V. Jensen, og da han kom tilbage, var han sikker. Han ville skrive.

Under sit ophold sendte han 40 lange breve hjem til en ven i Roskilde, men hvordan de var skrevet, kan man kun gætte på, for de er brændt. Ikke af vennen, men af Boberg selv.

»Det var ikke noget med, at jeg troede, jeg engang ville blive berømt, for den slags troede jeg slet ikke på. Men jeg var så pissehamrende ungdomsdeprimeret dengang, og alle mine ambitioner var pinagtige, og jeg syntes, jeg skrev ad helvede til«. Men samtidig havde han oplevelser, som endegyldigt sendte ham mod litteraturen.

Som 19-årig skrev han nogle tekster, som fyldte ham op på en måde, så han følte sig illumineret indefra.

»Det var vel som at få et skud heroin«, siger han i dag. Fra det øjeblik var han solgt til litteraturen. Også selv om han ikke turde fortælle klassekammeraterne, at han ville være forfatter.

Uanset om jeg skriver digte eller prosa, skal det have en underliggende lyrisk glød

Denne drøm var lidt nemmere at sætte ord på, når han i årene efter gymnasiet besøgte sin far i Pietrasanta. Den italienske by var dengang som nu en lille aflægger af det danske kunstnermiljø.

Ud over Boberg senior husede byen folk som Jørgen Haugen Sørensen og Henrik Nordbrandt. I dette selskab var det okay at lufte sine planer om at ville være kunstner.

»Pietrasanta blev på nogle måder min forfatterskole«, siger digteren.

Kunstnermiljøets betydning
I sine unge år var han ellers ikke ukendt med miljøet omkring Poul Borum, som siden kom til at lægge fundamentet for den senere forfatterskole i København, men på det tidspunkt mente Boberg faktisk ikke, at forfattergerningen var noget, man kunne lære af andre.

I dag kan han godt se, at det for nogle måske kan være gavnligt at mødes med ligesindede og udvikle håndværket, men han er stadig ikke sikker på, at det ville have været godt for ham selv.

Han ser sig i traditionen the lonely rider, der selv finder sin vej og kun føler ubehag ved at skulle lægge sine ting frem, før han synes, de er færdige.

Hans første digte lagde han tøvende frem for forfatteren Knud Holten, som også var en nær ven af familien, og det var også Holten, der siden kom til at finde titlen på Thomas Bobergs første digtsamling, ' Hvæsende på mit øjekast'.

Kunstnermiljøet omkring Jørgen Boberg blev i det hele taget vigtigt for den unge mand med de store forfatterdrømme.

Det var eksempelvis Jørgen Haugen Sørensen, han engang viste den første lille roman, han havde skrevet, og som hos faren blev der ikke givet ved dørene. Det var okay, at man ville være kunstner, men der skulle også være noget at komme med.

En hård dom
Reaktionen kom hurtigt, husker Thomas Boberg. Haugen Sørensen sagde simpelthen til ham, at han skulle lægge teksten væk igen. Langt væk.

»Hold kæft, hvor var han hård. En anden ville måske have peget på nogle af de gode ting, der også var i teksten, men det var der ikke noget med, så jeg brændte manuskriptet af skam, for det var jo forfærdeligt, hvordan jeg havde blottet mig for ham«.

Lige siden har forfatteren kæmpet med at få hold på prosaen. Han har forsøgt sig i romangenren en enkelt gang med ' Flakker', som han i dag betragter som et vigtigt eksperiment på vejen, men han synes efterhånden også at give kritikerne ret i, at romangenren ikke er hans hjemmebane.

»Uanset om jeg skriver digte eller prosa, skal det have en underliggende lyrisk glød. Lige så snart den forsvinder, så mister jeg interessen for teksten. Jeg opfatter mig som lyriker. Derfor kan jeg heller aldrig skrive de historier, hvor man skal bruge en cementblander for at få historierne til at hænge sammen i en fast og forudsigelig struktur. Mine historier stopper lige pludselig, hvorefter jeg bare springer direkte over til den næste historie, der også begynder in medias res«.

Umiddelbarheden
I dag ved han, at det er rejseminderne, der er hans genre i prosaen, og både læsere og kritikere har været begejstrede for hans beretninger, siden han begyndte at udgive dem med samlingen ' Sølvtråden' i 1996.

Arbejdet med den bog gav ham også en uventet indsigt i hans eget forfatterskab. Han ville blandt andet skrive om en tur til Sydsudan, han foretog som 23-årig. En tur, hvor han via en togfører ude i ørkenen sendte breve hjem til Roskilde.

Da han forsøgte at genfortælle turen til bogen, opdagede han, at det var umuligt for ham at få stoffet til at leve.

»Det pinte mig, men jeg måtte bede min ven om at sende brevene til mig, og jeg kunne se, at de indeholdt noget, jeg ikke 15 år senere kunne gøre efter.

Jeg opdagede, at jeg måske var ved at miste en umiddelbarhed, fordi jeg var blevet rodet alt for meget ind i 80' erdigtningen, kritikdiskussionen og postmodernismen«, siger Boberg.

Rejsende
At netop han befandt sig i en ørkenby i et uroligt land, var ingen tilfældighed.

Mens hans skrivende kolleger tog universitetsuddannelser, drev hans egen nysgerrighed ham til Indien, Afrika og Latinamerika.

Hele tiden afprøvede han nye udtryksmuligheder, og konstant var han på jagt efter det, han ikke lige kunne sætte ord på, at han måske havde mistet. Et holdepunkt i tilværelsen.

Noget eksistentielt. Selv er han ikke i tvivl om, at den kaotiske familiebaggrund var medvirkende til, at han søgte ud i verden for i det mindste der at kunne finde sin helt egen måde at være i verden på.

Med sin skrift kunne han, om så kun for en stund, få hold på en kaotisk verden i konstant bevægelse.

Da Jørgen Gustava Brandt i 2000 holdt pristale for Thomas Boberg i anledning af Otto Gelsted-prisen, var det ikke helt tilfældigt, at han citerede dette digt fra Bobergs debutsamling: Nu er jeg igen blevet spurgt om vejen til centrum vanskeligt at forklare at vores by er uden midtpunkt mit centrum er flydende og spejler sig i dig din stemme rødt kobber i solen..

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anerkendelse
Ret hurtigt efter debutdigtene i ' Hvæsende på mit øjekast' fik Thomas Boberg Statens Kunstfonds treårige stipendium, og han benyttede de nye økonomiske muligheder til at slå sig ned i Barcelona, og han ser stadig Kunstfondens penge som helt afgørende for sit forfatterskab.

Beslutningen om at slå sig ned i den spanske by fik også vidtrækkende konsekvenser for resten af hans liv, for det var her, han mødte sin peruanske kone, og som han senere rejste sammen med til Lima i Peru.

Det var under de 13 år i Peru, at han foretog mange af de rejser i blandt andet Latinamerika, som siden er udkommet som det, han har valgt at kalde rejseminder.

»Rejsemindet er jo min genre. Det var en lettelse for mig, da jeg opdagede, at det er en genre, hvor jeg kan behandle stoffet, som jeg vil«, fortæller Thomas Boberg.

Oppe i tiden
Han oplever dog selv, at der også er grænser for den frihed, han har. Meget skal være eksakt.

»Gadenavne og pladser og den slags skal være rigtige, for det er tit oplysninger, man ikke senere kan slå op på kort eller google. Når det kommer til mine personlige oplevelser i historierne, minderne, er det noget andet. Her kan jeg godt lide, at læseren kommer i tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvad der er digt, for verden er jo vanvittig, og det er nok det, jeg vil sige med min måde at lægge historierne frem på. Om noget er sandt eller ej, er ikke mit problem. Det må læseren om«.

Thomas Boberg kan godt se, at han i sine rejseminder, og måske især i den kommende bog, skriver sig ind i den strøm af bøger i autofiktionen, som er så populær i disse år. Men selv opfatter han det nu sådan, at det er der, han altid har befundet sig.

På reolen derhjemme har han lige nu Karl Ove Knausgårds selvbiografiske bøger, ' Min kamp', liggende.

Selvfølgelig af professionel interesse, men også fordi han har en løbende diskussion med sin søster, skuespilleren Sarah Boberg, om bøgerne. Han kan ikke helt blive enig med sig selv om, hvad han skal mene om romanerne.

Alle slægter er jo sindssyge, når man dykker ned i dem

»Man kan jo godt undre sig over, at Knausgård i første bind af bogen siger, at han er dårlig til at huske, men hvis det er rigtigt, hvordan kan han så lave tredje bind om barndommen. Det er jo en komplet fiktion, når han beskriver sig selv som niårig, der står ved en eller anden kløft og fortæller, hvordan skyerne kommer ind over fjeldene lige på det tidspunkt. Come on, altså«.

Den danske forfatter kan ikke lade være med at smile, da han siger det, men han ved også, at Knausgård selv siger, at han bare beskriver tingene, som de er.

»Men måske er det dybest set en anden slags sandhed, han taler om«, siger Thomas Boberg.

Slægten
I arbejdet med bogen ' Den som rejser er hjemme' er han også selv kommet i tvivl om, hvad der er op og ned i hans egen familiehistorie.

Som han selv siger, så kan et rejseminde jo også være at dykke ned i sin egen tid, og det har han gjort i en fortælling, hvor han besøger sin fars søster i Roskilde for at holde faderens historier op imod hendes udlægninger af de samme begivenheder.

»Alle slægter er jo sindssyge, når man dykker ned i dem. Fra min far har jeg haft mine helt egne fortællinger, og da jeg så konfronterede hans søster med dem, viste de sig at være løgn. Det er også det, min bog handler om. At det kan være svært at få sandheden frem, og at den rigtige historie nok aldrig kan findes«, fortæller Boberg.

En af fortællingerne fra fasteren er den farverige historie om, at slægtsnavnet Boberg i virkeligheden skulle stamme fra en mand, der engang reddede den svenske kong Gustav Adolfs liv og som tak fik foræret en gård i Sydsverige, og at det er den gård, familien siden tog navn efter.

Men er historien så rigtig, eller er det en skrøne? Selv kalder forfatteren sin historie for en satire over en slægtsroman.

Tilbage til Danmark
I dag har Bobergfamilien mere end almindeligt dybe rødder i den danske muld. Når det gælderThomas Boberg selv, er årsagen ikke mindst, at han har to børn med sin peruanske ekskone.

Sønnens uddannelsesmuligheder var årsagen til, at familien for snart ti år siden forlod Peru for at tage til Danmark, og datterens opvækstmuligheder i det danske velfærdssamfund er årsagen til, at digteren i dag ikke ser andre muligheder, end at han skal have base i København et godt stykke tid endnu, selv om han faktisk godt kunne tænke sig at vende tilbage til Latinamerika.

»Da vi besluttede os for at tage tilbage til Danmark, var det også, fordi jeg simpelthen ikke kunne have, at min søn skulle vokse op, uden at vi kunne have en udviklet samtale på det sprog, som jeg skriver på, og som jo er mit. Da han var tolv, kunne han stadig ikke et ord dansk, og engang sagde han til mig, om ikke jeg godt ville lade være med at tale til ham på det der grimme sprog«.

En skarpere tone
Sønnen er nu, ligesom lillesøsteren, flydende på både spansk og dansk, og deres far er lykkelig over, at han faktisk besluttede at tage familien tilbage til Danmark.

Til gengæld har han ikke ubetinget været glad for at komme tilbage til sit eget land. Han kalder det selv et omvendt kulturchok, fordi han kom tilbage til et land, hvor han oplevede en ubehagelig stemning over for fremmede.

»Det var efter det såkaldte systemskifte i 2001«, forklarer han.

Oplevelserne betød, at der kom en ny og skarpere tone i digterens pen. I den samfundskritiske digtsamling ' Livsstil' tog han hele det moderne forbrugersamfund ved vingebenet, og i de to seneste og meget roste digtsamlinger ' Hesteæderne' og ' Hesteæderne II', udfolder han et grotesk digtunivers, som næsten kun kan læses som en skarp kritik af samfundsudviklingen de seneste år.

Ikke bare i Danmark, men i verden som sådan. En verden i krig. En verden med etniske grupper, der på kryds og tværs river og flår i hinanden i stykker.

Bøgerne er nærmest skrevet på et mentalt overtryk. Samtlige digte i den første samling blev skrevet på en uge. 10-11 digte om dagen. Det var, som om der pludselig åbnede sig et hul i en mur, forfatteren kunne kravle igennem, og inde bag muren åbnede der sig et grotesk univers, han måtte beskrive.

Bagefter rettede han næsten ingenting i digtene, som reelt er en lang episk fortælling.

Udrensningen
Stort set samme arbejdsproces fulgte, da han skrev opfølgeren halvandet år efter. Alle digtene strømmede ud af ham i løbet af en uge.

»Undervejs måtte jeg bare lade være med at reflektere over, hvilket univers jeg befandt mig i, for ellers ville jeg have holdt op med at tro på det«, siger han.

I tilbageblik ser han det som en udrensning, som er sket ubevidst. Han spekulerer selv på, om der er noget fra barndommen, han har fået sat ord på og renset ud gennem de voldsomme digte, hvad der ikke ville være mærkeligt, for han tror selv, at når han trods sin kaotiske familiehistorie aldrig har haft behov for et særlig krigerisk opgør med sine forældre, så skyldes det nok, at han, som han siger, har taget hævn over virkeligheden i sine skriverier.

Der har aldrig været tale om personlige hævntogter, og det er heller ikke tilfældet i hans kommende bog, men det er snarere, at han i sin skrift har fået mulighed for at formulere sin helt egen position i verden. Ved at skrive.

Og dermed komme til at finde sin plads i verden, barndomskaos eller ej.

At pudse på et lille digt
Efter bøgerne om hesteæderne og rejseminderne i den kommende bog er der imidlertid ryddet på de bobergske hylder, og han har ingen ide om, hvor hans poesi er på vej hen.

»Jeg har ikke skrevet et eneste digt, siden jeg skrev om hesteæderne. Jeg er ellers den type, der altid har nogle digte i skuffen, og rejseminderne er også brugt, så nu skal jeg begynde forfra«, siger Boberg.

Han ved ikke, om det betyder, at han nu har skrevet de digte, han har i sig, men han håber det virkelig ikke.

»Indtil hesteæderdigtene har alle mine digte været et mellemværende med en eller anden tradition, som jeg har forsøgt at skrive mig fri af. Jeg kan godt lide mange af mine gamle digte, men helt fri af traditionen er de aldrig kommet.Det er lykkedes for mig med hesteæderdigtene.Nu ved jeg ikke, hvad der sker, men det vil være svært for mig at skulle sidde og pudse på et eller andet lille digt igen. Jeg tror ikke, jeg gider«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Formentlig kommer vi heller ikke til at se ham formulere sig i bedste Knausgårdstil, hvor han skriver hele sit liv frem i detaljer, selv om han i ' Den som rejser er hjemme' tager endnu et skridt ud ad den vej. I hvert fald går han længere, end han har gjort før. Det er det personlige stof, der tænder ham.

Her finder han den lyriske glød i sproget.

Blufærdighedens forvandling

Og ja, han kan godt selv se, at der ligger et paradoks i, at han er en mand, som dybest set hader at fortælle om sig selv, samtidig med at han i sine rejseminder går stadig tættere på sit eget liv.

Det er ham så meget imod at fortælle om sig selv, at han engang droppede at få timer i italiensk, fordi eleverne skulle stille sig op og fortælle om deres eget liv.

»Skriften er mit medium. Det er derigennem, jeg eksisterer, og her bliver blufærdigheden forvandlet til noget andet. Men egentlig har jeg jo slet ikke lyst til, at nogen skal vide noget om mit liv«, siger Boberg.

LÆS OGSÅ

Han ved selvfølgelig godt, at han går rigtig langt ad den vej, men han siger også, at han bliver nødt til det, hvis det hele skal give mening.

»Som forfatter skal jeg være dristig, men ikke fordi jeg vil være ekshibitionist, for det er en lidelse at gå den vej. Hvis jeg kunne opnå det samme ved at finde på alle historierne, ville jeg have gjort det, for så kunne jeg skjule mig, men jeg skal helt derud, hvor det bliver ekstremt intimt og personligt, før sproget gnistrer. Det er ved gud ingen bekendelsestrang. Men det er et gådefuldt paradoks. Også for mig selv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden