Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Wolfie. Wagner, manden hvis ånd hviler over dette billede, over Festspilhøjen i Bayreuth og Festspilhuset, hvor hans operaer opføres og dyrkes som en helligdom, var for længst død, da Hitler kom til magten, men hans svigerdatter Winifred dyrkede onkel Wolfie, som de kaldte ham, og gjorde ham til en slags faderfigur for sønnerne Wieland (t.h.) og Wolfgang (t.v.), Wagners børnebørn. Billedet er fra juli 1938, fire måneder inden den famøse Krystalnat. Foto: Mary Evans Picture Library

Wolfie. Wagner, manden hvis ånd hviler over dette billede, over Festspilhøjen i Bayreuth og Festspilhuset, hvor hans operaer opføres og dyrkes som en helligdom, var for længst død, da Hitler kom til magten, men hans svigerdatter Winifred dyrkede onkel Wolfie, som de kaldte ham, og gjorde ham til en slags faderfigur for sønnerne Wieland (t.h.) og Wolfgang (t.v.), Wagners børnebørn. Billedet er fra juli 1938, fire måneder inden den famøse Krystalnat. Foto: Mary Evans Picture Library

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det Tredje Rige og staten Israel står på skuldrene af Wagner

Jakob Levinsen har skrevet en bog om 200-års fødselaren Richard Wagner.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man kan tage 100 ting fra ham, Wagner, og det har hans fjender da også gjort til alle tider, lige fra kreditorer til musikalske og politiske modstandere, men ét har ingen kunnet fravriste ham: Med en akkord – vi tager den igen: én akkord – ændrede han musikkens gang.

Det er tvivlsomt, stærkt endda, om der i hele musikkens århundreder gamle historie har fandtes en akkord som den såkaldte Tristanakkord.

Der var et ’før’ Tristanakkorden og et ’efter’. Man skal vist helt ud i MGP-Eurovisions-segmentet, før man kan sige, at den akkord ingen effekt har haft. Og selv dér ...

Jakob Levinsen og jeg sætter os til rette. Han i en øreklapstol, jeg i en chaiselong. Jeg har lagt cd nr. 1 i bokssættet med ’Tristan og Isolde’ i cd-afspilleren, og i nanosekundet før musikken begynder, slår Levinsen an på hænderne og lader dem blidt tegne minimalistiske figurer i luften.

»Og nu!«.

Luften siver ud mellem Jakob Levinsens fortænder.

Der er den, akkorden.

Verden begynder at gå af lave Det er anden takt i forspillet til operaen. Langsom og smægtende skrevet for celloer og træblæsere.

Det kan være svært bare at sætte musikken på og lade sig overrumple af, hvor revolutionerende den akkord er, fordi den har præget så godt som al musik i de 148 år, der er gået efter ’Tristan og Isolde’.

Hvis man er opflasket på Mozart, kan man dog godt høre, at Akkorden er ... overraskende, at det ikke var den, man havde ventet, ikke den logiske. En spielverderber.

Og hvis man havde siddet sådan helt fersk og uskyldig i Nationalteatret i München hin juniaften i 1865, må man have følt, at verden, som man kendte den, blev splintret, at noget var tabt for evigt.

Er det de mest epokegørende sekunder i hele musikhistorien?

»Det er i hvert fald dem, der har fået ry for at være det«, siger han fattet.

»Det er her, verden begynder at gå af lave. Det er et forspil fuldt af vilde og voldsomme harmoniske ting, men det når ligesom aldrig hjem til sin grundtoneart, og det princip var vestlig musik baseret på indtil da«.

Jeg trykker på fjernbetjeningen. Forspillet starter forfra. Du-duuuuuuuu-du – og så .... aaaaah. Et langt gisp, men ikke orgiastisk, ikke den efterstræbte apoteose.

Buddhisten Wagne

»Der kommer lige tre toner først og så den akkord«, siger Levinsen, der har sænket armene igen. »De fire toner kan føre i alle mulige retninger. Der er skrevet bøger om dem og de måder, akkorden og de fire toner kan analyseres på. Det, Wagner bruger de næste fire timer på, er at vise alle de veje, det kan føre til, men den når aldrig i mål. Der er lagt op til, at det skal ende i a-mol, det er det musikalsk logiske. Men i stedet ender den i en fantastisk H-dur-akkord, der slutter hele operaen«.

Og det er ikke, fordi han har mistet orienteringen undervejs? Det er jo dog et voldsomt langt værk.

»Nej, tværtimod. På sine gamle dage blev Wagner meget optaget af buddhisme, og det er en meget smuk buddhistisk pointe, at man tager ud i verden for at lede efter noget, man aldrig finder – men så finder man til gengæld noget andet og meget bedre«.



Men i 1865 satte vi os ind for at se en kærlighedshistorie udsat for musik.

»Selv folk, der sad i Münchenoperaen i 1865, var jo ikke uhildede. Den blev uropført med fem års forsinkelse og var den mest kontroversielle tyske opera, der nogensinde var skrevet«.

Filmmusikken
Så folk vidste, hvad de skulle forvente, ud fra hypen?

»Operaen havde ry for at være uopførlig og for, at musikken var totalt mærkelig. Man var forberedt på skandalen. Ingen havde været til en Wagnerpremiere i 15 år, og det eneste, man havde hørt i mellemtiden, var ’Lohengrin’, der er bred og folkelig og har hans største hits. Man havde virkelig en forventning om, at dette skulle være ’luft fra andre planeter’, et udtryk, komponisten Arnold Schönberg engang brugte«.

»Og hør. Det er jo ikke nogen ouverture, hvor vi hører smagsprøver på kommende hits eller stemningsskabende ouverture. Forspillet er nærmest et meget, meget fortættet værk i sig selv, og så har det efter datiden meget krydrede akkorder, som når man kommer ud over almindelig dur og mol, efter datidens standarder dissonerende. Mange musikteoretikere har gjort det til et spørgsmål om selve den akkord, Tristanakkorden, og det er på sin vis lidt forkert, for det er kun begyndelsen. Det revolutionerende ved denne opera er hele værket. Al denne uforløste længsel, der bare er blevet bygget op og op i fire hele timer uden at blive forløst«.



Lars von Trier gjorde forspillet til ’Tristan og Isolde’ kendt uden for musikelskerkredse, da han gjorde det til lydtapet i ’Melancholia’-filmen, der dog dårligt nok tog bestik af musikken som andet end fuldfed romantisk smægten.

Ikke nogen Tristanakkord eller paradigmeskift dér, men strygerporno og hjertesmerte.

Francis Coppola lod i ’Dommedag nu!’ de amerikanske helikoptersoldater angribe vietcongerne til tonerne af 'Valkyrieridtet' fra ’Valkyrien’, rasende musik med umiskendelig fremdrift, Irakveteranerne erstattede den for egen regning med ’Let the Motherfucker Burn, Burn, Baby, Burn’, men i hvert fald: resultatorienteret musik, der ikke beskæmmet slår øjnene ned – det er det. Wagner og rockerne


Journalisten, kritikeren, redaktøren, forfatteren, foredragsholderen, oversætteren og cand.mag. i musik Jakob Levinsen kender Wagner bedre end de fleste. Det vil fremgå.

Hans bog ’Børn, skab nyt! 13 scener fra Richard Wagners musikverden’ udkommer i næste uge og falder sammen med 200-året for Wagners fødsel.

»Jeg kan huske, da jeg første gang hørte Wagner«, tilstår han. »Selv om jeg er fra et musikerhjem, blev der ikke spillet meget Wagner. Eller opera i det hele taget. Min mor var pianist. Da jeg var 14-15 år, spillede jeg i band, sådan noget almindelig halvlarmende rockmusik, med en fyr, der hed Henrik, der var vores leadguitarist. Han havde en fortid i udkanten af det tidlige rockermiljø, der lod sig fascinere af nogle lidt usunde ting, inklusive alt, hvad der var germansk. Og han havde på et tidspunkt købt en Wagnerplade, fordi han tænkte, at der nok var noget at hente. Det var en gammel indspilning af ’Valkyrien’, dirigeret af Otto Klemperer. Forspillet blæste Henrik fuldstændig omkuld. Og det kunne jeg ligesom også godt lide«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Fik I så en ubetvingelig lyst til at indtage Polen?, spørger jeg med et af de mere forslidte Woody Allen-citater.

»Nej, det er Beethoven, man får det sådan med«, siger Jakob Levinsen og ser finurlig ud. Og polisk.

»Kender du den historie? Det er fra en roman af Thomas Pynchon i en sammenligning mellem italiensk og tysk musik. Amerikanske soldater i Tyskland lige efter krigen snakker om musikken. Forskellen er, at når man hører italiensk musik, især Rossini og f.eks. ’Barberen i Sevilla’, så ender det lykkeligt, og skurken bliver straffet, men ikke for hårdt. The world is coming together. »Når man hører Beethoven, har man bare lyst til at invadere Polen!«. Det er derfor, jeg synes, Woody Allen er en vulgær standupkomiker, det er en meget bedre pointe med Beethoven«. Wagner tager dyden


Wagner er blevet hverdagskost i Danmark hen over det seneste dusin år.

I Kasper Holtens chefperiode på Den Kgl. Opera nød tysk romantisk opera, Richard Wagner og Richard Strauss, i en sådan grad særstatus, at f.eks. italiensk og fransk opera veg rødmende over sin lidenhed ud i skammekrogen med en række opsætninger, der næsten fra dag 1 fortjent blev dømt uden for terapeutisk, ofte også musikalsk rækkevidde. Det var indlysende ikke dem, der optog ledelsen.

I al den tid har man kunnet opleve, at operajomfruer – de der helt sarte og ubesmittede, der gerne vil lempes ind i operaens univers – har ladet Wagner og alenlange, svært tilgængelige sager som ’Parsifal’ tage deres dyd med et hørligt smæld.

Jeg har haft lidt ondt af dem, fordi Wagner i vores kulturkreds er blevet så belastet af fornemhed og litterær kultur, at han kan være svær at få et umiddelbart sanseforhold til, sådan som operaer af Puccini (’La bohème’, ’Tosca’ m.m.) eller årets anden 200-års fødselar Verdi (’La traviata’ m.m.) indbyder til.

Hvor mange mennesker lader 'Ulysses' være deres introduktion til litteratur for nu at sige noget?

Bliver helligere og helliger
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den Wagner, jeg holder mest af, er den tidlige Wagner, ham fra ’Lohengrin’ og ’Den flyvende hollænder’, der har lånt så meget hos italienerne.

»Ja, måske endnu mere, end man hidtil er gået ud fra. Der opstod den her kult omkring ham, nærmest før han var i graven, og hans livsværk blev lukket inde som den store nationale og hurtigt også antimoderne tyske kunst, der bare bliver helligere og helligere. Bare det, at dirigenterne valgte stadig langsommere tempi at spille ham i, understreger det. Efter sin død blev Wagner langt tungere og mere massiv og, ja, entydig. Først for nylig er der kommet en ny generation af dirigenter til med erfaring fra tidlig klassisk musik, fra barokken, og de kan dirgere det sprødt og lade være med at overdøve sangerne, som også er blevet en ny type med væsentlig lettere stemmer«.

»Wagners aktier går op og ned«, siger Jakob Levinsen.

»I en vis forstand har de ikke stået højere i 100 år. Fra Den Jyske Opera opførte hele ’Nibelungens ring’ fra 1983 og nogle år frem, var der relativ tørke op til Kasper Holtens chefperiode, hvor vi kom igennem hele repertoiret på alle niveauer. Og Danmark har i dag opbygget en kolossalt god tradition for Wagnersangere, der har sunget i vilden sky hele verden over. Og vi har fået vist, at uanset om den enkelte forestilling er god eller ej, behøver tolkningen ikke være sådan helt museal med hjelme og fjer ...«.

På Morten Messerschmidt-måden ...

»... men behøver samtidig ikke være sådan helt abstrakt og balletagtig. Der er også den der meddigtende, fortolkende praksis, som Kasper Holten står for. Det er grundlæggende en massiv demonstration af, at hos Wagner må man godt tænke selv. Det er meget i overensstemmelse med manden selv, for når man går ind i hans verden og ser, hvad der faktisk foregår i operaerne, er det ret ofte noget helt andet, end man troede, der foregik. I forhold til, at han skrev nogle regibemærkninger, der er mere detaljerede end nogen Hollywoodfilm, er det fantastisk, så åbent det er«. Ikke noget at være bange for


Kasper Holten, der i dag er chef for Covent Garden-operaen i London, er en mand, der er vokset op med Wagner, fra han satte de store mytologiske operaer op på barneværelsets lille dukketeater, og til han fik Operaen, Mærskens mastodontiske legetøj, som rampe for sin kunstneriske stræben, der igen og igen førte ham mod Wagner.

Da han satte 'Nibelungens ring' op i kompagniskab med dirigenten Michael Schønwandt, satte det nye produktionsmæssige standarder for, hvad dansk opera turde tage livgreb med, men helt lavpraktisk offentliggjorde han, at det mægtige firfløjede operaværk faktisk var en slags 'The Godfather', bare på romantisk tysk.

Bare en historie, vel at mærke.

Ikke noget at være bange for, underforstået.



Senere igen, da turen var kommet til Holtens opsætning af 'Tannhäuser', hvis repremiere er Operaens måde at fejre 200-års fødselaren på, havde vinklen fået et decideret selvbiografisk instruktørtvist.

Jakob Levinsen var klart gladere for Holtens 'Ring', »der foregik så meget på værkets præmisser, uden at han lagde nogen ideologisk kageform ned over værket«.

Ikke at Holten har det fra fremmede. Også Wagner lod midtlivskriser, ja, hvilken som helst krise, definere sit liv.

»Han er i hvert fald den første komponist, der i den grad iscenesætter sig selv. Han skriver tusindvis af sider om alt mellem himmel og jord, essays i stride strømme, dagbøger, tykke manifester om alt muligt og artikler om racespørgsmål og vegetarianisme. Han iscenesætter sig ganske overordentligt og får senere hen andre til at iscenesætte sig. Han er knap nok blevet gift med Cosima (Wagners anden hustru, red.), før hun begynder at skrive dagbøger, over 2.000 sider. Hun påstår, at hun selv skriver den, men han blander sig i det, og nogle gange skriver han selv med. Kulten efter hans død lagde grundstenen til det«. Iværksætteren Wagner


Levinsens bog, 'Børn, skab nyt!', er født i absolut fascination.

»Men det er i høj grad også det giftige ved Wagner, det, der har inspireret til den totale afgudsdyrkelse – såvel som det stik modsatte. Jeg selv er ikke mindst fascineret af manden som iværksætter. Wagner førte komponistgerningen et sted hen, hvor ikke mange selv i dag, 130 år efter hans død, har været. Klassiske komponister er den dag i dag stadig en slags feudalansatte, der leverer varer til opdragsgiveren, nu er det bare staten i stedet for kongen og aristokratiet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Wagner lader alt det der bag sig og bliver entreprenør, og det gør han for at få mest mulig magt over sin egen musik. Han ville ikke være afhængig af institutioner og andre mærkværdigheder og havde en evne til at skabe sig magtfulde allierede og lande på benene, når alt så værst ud. Indtil 1973 var Festspilhuset i Bayreuth Wagnerfamiliens privatejendom og ikke noget offentligt operahus, selv om der er masser af offentlige penge i det. Det er Wagner helt ene om at have turdet«.

Nationalismen

Er det plat altid at skulle komme ind på nazisternes brug af Wagner? Er det irrelevant? Når nu en jødisk dirigent som Daniel Barenboim insisterer på, at Wagner skal også kunne opføres i Fallujah ...»Ikke i den mere flagellantiske del af den tyske venstrefløj. Tyske operainstruktører kan altid få alt til at handle om, at vi alle sammen er nazister. Der ligger Wagners efterhistorie lige til højrebenet. Det startede med Bayreuthkulturen efter ham, om Winifred, Wagners svigerdatteren, om Houston Stewart Chamberlain, der giftede sig med Wagners datter længe efter Wagners død. De gik den tysknationale vej, og så kommer Hitler og stiller sig på skuldrene af dem«. Jakob Levinsen synes ikke, man bør dække over, at Hitler var Wagners allerfremmeste fan, for hvis Wagner bare havde været et 'propagandanummer', havde ingen lyttet til ham i dag. Og han minder om, at både Det Tredje Rige og staten Israel faktisk står på skuldrene af Wagner: »Det er jo et bizart eksempel, men viser, hvor åbent Wagners værk stiller sig. Både Hitler, men også Theodor Herzl, der grundlagde zionismen og fandt på ideen med Israel, så Wagners 'Rienzi' og følte sig dernæst udvalgt til at redde deres folk«. »Det illustrerer på strålende vis«, siger Jakob Levinsen og ligner en, der er på vej til at ryste en pointe under af ærmet, »at Wagner ikke har svar på noget, men stiller en masse spørgsmål«.







Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden