Man kan tage 100 ting fra ham, Wagner, og det har hans fjender da også gjort til alle tider, lige fra kreditorer til musikalske og politiske modstandere, men ét har ingen kunnet fravriste ham: Med en akkord – vi tager den igen: én akkord – ændrede han musikkens gang.
Det er tvivlsomt, stærkt endda, om der i hele musikkens århundreder gamle historie har fandtes en akkord som den såkaldte Tristanakkord.
Der var et ’før’ Tristanakkorden og et ’efter’. Man skal vist helt ud i MGP-Eurovisions-segmentet, før man kan sige, at den akkord ingen effekt har haft. Og selv dér ...
Jakob Levinsen og jeg sætter os til rette. Han i en øreklapstol, jeg i en chaiselong. Jeg har lagt cd nr. 1 i bokssættet med ’Tristan og Isolde’ i cd-afspilleren, og i nanosekundet før musikken begynder, slår Levinsen an på hænderne og lader dem blidt tegne minimalistiske figurer i luften.
»Og nu!«.
Luften siver ud mellem Jakob Levinsens fortænder.
Der er den, akkorden.
Verden begynder at gå af lave Det er anden takt i forspillet til operaen. Langsom og smægtende skrevet for celloer og træblæsere.
Det kan være svært bare at sætte musikken på og lade sig overrumple af, hvor revolutionerende den akkord er, fordi den har præget så godt som al musik i de 148 år, der er gået efter ’Tristan og Isolde’.
Hvis man er opflasket på Mozart, kan man dog godt høre, at Akkorden er ... overraskende, at det ikke var den, man havde ventet, ikke den logiske. En spielverderber.
Og hvis man havde siddet sådan helt fersk og uskyldig i Nationalteatret i München hin juniaften i 1865, må man have følt, at verden, som man kendte den, blev splintret, at noget var tabt for evigt.
Er det de mest epokegørende sekunder i hele musikhistorien?
»Det er i hvert fald dem, der har fået ry for at være det«, siger han fattet.
»Det er her, verden begynder at gå af lave. Det er et forspil fuldt af vilde og voldsomme harmoniske ting, men det når ligesom aldrig hjem til sin grundtoneart, og det princip var vestlig musik baseret på indtil da«.
Jeg trykker på fjernbetjeningen. Forspillet starter forfra. Du-duuuuuuuu-du – og så .... aaaaah. Et langt gisp, men ikke orgiastisk, ikke den efterstræbte apoteose.
Buddhisten Wagne
»Der kommer lige tre toner først og så den akkord«, siger Levinsen, der har sænket armene igen. »De fire toner kan føre i alle mulige retninger. Der er skrevet bøger om dem og de måder, akkorden og de fire toner kan analyseres på. Det, Wagner bruger de næste fire timer på, er at vise alle de veje, det kan føre til, men den når aldrig i mål. Der er lagt op til, at det skal ende i a-mol, det er det musikalsk logiske. Men i stedet ender den i en fantastisk H-dur-akkord, der slutter hele operaen«.
Og det er ikke, fordi han har mistet orienteringen undervejs? Det er jo dog et voldsomt langt værk.
»Nej, tværtimod. På sine gamle dage blev Wagner meget optaget af buddhisme, og det er en meget smuk buddhistisk pointe, at man tager ud i verden for at lede efter noget, man aldrig finder – men så finder man til gengæld noget andet og meget bedre«.
Men i 1865 satte vi os ind for at se en kærlighedshistorie udsat for musik.
»Selv folk, der sad i Münchenoperaen i 1865, var jo ikke uhildede. Den blev uropført med fem års forsinkelse og var den mest kontroversielle tyske opera, der nogensinde var skrevet«.
Filmmusikken
Så folk vidste, hvad de skulle forvente, ud fra hypen?
»Operaen havde ry for at være uopførlig og for, at musikken var totalt mærkelig. Man var forberedt på skandalen. Ingen havde været til en Wagnerpremiere i 15 år, og det eneste, man havde hørt i mellemtiden, var ’Lohengrin’, der er bred og folkelig og har hans største hits. Man havde virkelig en forventning om, at dette skulle være ’luft fra andre planeter’, et udtryk, komponisten Arnold Schönberg engang brugte«.
»Og hør. Det er jo ikke nogen ouverture, hvor vi hører smagsprøver på kommende hits eller stemningsskabende ouverture. Forspillet er nærmest et meget, meget fortættet værk i sig selv, og så har det efter datiden meget krydrede akkorder, som når man kommer ud over almindelig dur og mol, efter datidens standarder dissonerende. Mange musikteoretikere har gjort det til et spørgsmål om selve den akkord, Tristanakkorden, og det er på sin vis lidt forkert, for det er kun begyndelsen. Det revolutionerende ved denne opera er hele værket. Al denne uforløste længsel, der bare er blevet bygget op og op i fire hele timer uden at blive forløst«.
Lars von Trier gjorde forspillet til ’Tristan og Isolde’ kendt uden for musikelskerkredse, da han gjorde det til lydtapet i ’Melancholia’-filmen, der dog dårligt nok tog bestik af musikken som andet end fuldfed romantisk smægten.
Ikke nogen Tristanakkord eller paradigmeskift dér, men strygerporno og hjertesmerte.
Francis Coppola lod i ’Dommedag nu!’ de amerikanske helikoptersoldater angribe vietcongerne til tonerne af 'Valkyrieridtet' fra ’Valkyrien’, rasende musik med umiskendelig fremdrift, Irakveteranerne erstattede den for egen regning med ’Let the Motherfucker Burn, Burn, Baby, Burn’, men i hvert fald: resultatorienteret musik, der ikke beskæmmet slår øjnene ned – det er det. Wagner og rockerne
Journalisten, kritikeren, redaktøren, forfatteren, foredragsholderen, oversætteren og cand.mag. i musik Jakob Levinsen kender Wagner bedre end de fleste. Det vil fremgå.
Hans bog ’Børn, skab nyt! 13 scener fra Richard Wagners musikverden’ udkommer i næste uge og falder sammen med 200-året for Wagners fødsel.
»Jeg kan huske, da jeg første gang hørte Wagner«, tilstår han. »Selv om jeg er fra et musikerhjem, blev der ikke spillet meget Wagner. Eller opera i det hele taget. Min mor var pianist. Da jeg var 14-15 år, spillede jeg i band, sådan noget almindelig halvlarmende rockmusik, med en fyr, der hed Henrik, der var vores leadguitarist. Han havde en fortid i udkanten af det tidlige rockermiljø, der lod sig fascinere af nogle lidt usunde ting, inklusive alt, hvad der var germansk. Og han havde på et tidspunkt købt en Wagnerplade, fordi han tænkte, at der nok var noget at hente. Det var en gammel indspilning af ’Valkyrien’, dirigeret af Otto Klemperer. Forspillet blæste Henrik fuldstændig omkuld. Og det kunne jeg ligesom også godt lide«.
