I slutningen af Anden Verdenskrig i eksil i USA skrev to tyske tænkere, Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, deres berømte filosofiske fragment, 'Oplysningens dialektik'. Groft kogt ned er det et skrift, som sporer rationalitetens vej igennem europæisk kulturhistorie. Hvorledes civilisationen historisk opløser de primitive myters placering for menneskets selvforståelse. For at skabe en ny myte, fornuften, som berettiger alle udviklinger og overgreb. Værket er skrevet i skyggen af Nazitysklands rationelle holocaust. Og som grundtekst for denne oplysningens dialektiske sejrsgang udnævner de to forfattere Homers 'Odysseen' som Europas retningsgivende urtekst og mønsterfortælling. Hovedpersonen, Odysseus selv, er det europæiske menneske, som både overlever og erobrer sin omverden ved kløgt og klogskab. Kort sagt i selvhævdelsens navn tillader sig at bryde alle hensyn og regler. Undsiger med veltalenhed alle grænser for egen vækst og rigdom i et overbevisende skær af sund fornuft. I sagnkongens øjne måles og vejes alnaturen som en fremtidig nyttehave, alle andre kulturer har at underlægge sig hans rationelle udsyn i stadig fremdrift efter at berige sit eget rige og sind, skatte og jorder. Det giver civiliseret mening at trænge ind i den primitive Kyklops hule, bede om en gave og blinde ham, hvis han ikke forstår en kultiveret hentydning. Adornos og Horkheimers brug af Odysseus som den første dynamiske og borgerlige hjerne er stadig til heftig diskussion. Men reelt er der tale om en meget gammel debat. Er Odysseus et symbol på menneskelig stræben og længsel efter viden og indsigt eller snarere en funktionel psykopat, antikkens Rambo med en studentereksamen? Sådan ser det ud i retssalen, forsvarets procedure og anklageskriftens tema. I en sag, som er lige så gammel som 'Odysseen' selv, og fra antikkens tid har vor kulturs største navne meldt sig selv som vidner og sagførere, dommere og bødler.