0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den aldrig forlegne vendekåbe

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I slutningen af Anden Verdenskrig i eksil i USA skrev to tyske tænkere, Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, deres berømte filosofiske fragment, 'Oplysningens dialektik'. Groft kogt ned er det et skrift, som sporer rationalitetens vej igennem europæisk kulturhistorie.

Hvorledes civilisationen historisk opløser de primitive myters placering for menneskets selvforståelse. For at skabe en ny myte, fornuften, som berettiger alle udviklinger og overgreb.

Værket er skrevet i skyggen af Nazitysklands rationelle holocaust. Og som grundtekst for denne oplysningens dialektiske sejrsgang udnævner de to forfattere Homers 'Odysseen' som Europas retningsgivende urtekst og mønsterfortælling.

Hovedpersonen, Odysseus selv, er det europæiske menneske, som både overlever og erobrer sin omverden ved kløgt og klogskab. Kort sagt i selvhævdelsens navn tillader sig at bryde alle hensyn og regler. Undsiger med veltalenhed alle grænser for egen vækst og rigdom i et overbevisende skær af sund fornuft.

I sagnkongens øjne måles og vejes alnaturen som en fremtidig nyttehave, alle andre kulturer har at underlægge sig hans rationelle udsyn i stadig fremdrift efter at berige sit eget rige og sind, skatte og jorder. Det giver civiliseret mening at trænge ind i den primitive Kyklops hule, bede om en gave og blinde ham, hvis han ikke forstår en kultiveret hentydning.

Adornos og Horkheimers brug af Odysseus som den første dynamiske og borgerlige hjerne er stadig til heftig diskussion. Men reelt er der tale om en meget gammel debat. Er Odysseus et symbol på menneskelig stræben og længsel efter viden og indsigt eller snarere en funktionel psykopat, antikkens Rambo med en studentereksamen?

Sådan ser det ud i retssalen, forsvarets procedure og anklageskriftens tema. I en sag, som er lige så gammel som 'Odysseen' selv, og fra antikkens tid har vor kulturs største navne meldt sig selv som vidner og sagførere, dommere og bødler.


Odysseus' list med den berømte træhest førte til Trojas fald, og hans forfatter karakteriserer i de første linjer i 1. sang ham som den gode officer, der gjorde alt for at få sine mænd hjem fra krigen.

Otto Steen Due kalder Odysseus, fra første færd i sin nye oversættelse, for den aldrig forlegne - hvilket er at forsøge med få ord at dække, hvad det komplicerede græske ord, 'polytropos', betyder i sin essens. En mand af mange vendinger, kunne man også sige, hvor vendinger skal forstås i flere betydninger, både bogstaveligt retorisk og så i betydningen af at være en smart vendekåbe.

Det var just disse aspekter, som hidkaldte de første kritikere. Odysseus var en løgner og en bedrager, ven med ingen og mere enspænder end solidarisk, og den med, at han gjorde alt for sine svende, står til diskussion.

I 'Odysseen's 4. sang skildrer den skønne Helene Odysseus som verdenslitteraturens første hemmelige agent, en arkaisk James Bond, der på sin mission som spion nonchalant dræber et par fjender på vejen.

Hvor rigtige græske heroer, med Achilleus i spidsen, kæmper med åben pande, er Odysseus den professionelle dræber, som bruger ufine midler. Fra start var det klart, at det gamle aristokratiske Hellas havde det svært med denne kriger, som brød alle regler for høvisk adfærd på og uden for slagmarken.

Den skelsættende dramatiker fra 400-tallet f. Kr., Euripides, lod Odysseus være en slesk og kold skurk i sine tragedier, som tog udgangspunkt i den trojanske sagnkreds. Kong Agamemnons sadistiske spindoktor, som vejleder realpolitisk, hvorledes den politiske kage skal skæres, når den er brændt på og lugter ilde. For Euripides er Odysseus en gemen krigsforbryder.


Romeren Vergil fortsætter i det spor på kejser Augusts tid, når han i sit epos 'Æneiden' fortæller om trojaneren Æneas' flugt fra byen, hvis plyndring var udtænkt af Odysseus. Og listen er lang af anklager, fra hans utroskab med Kirke og Kalypso til hans hensynsløse drab på bejlerne og på de stakkels terner, tyskerpiger, som Odysseus ikke nøjedes med at klippe skaldede.

Mest berømt blandt de ældste anklageadvokater er 1300-tallets Dante, som i den 26. sang i Helvede i 'Den guddommelige komedie', møder den snedige søfarer. Straffende smidt i evig ild, fordi hans nysgerrighed efter fjerne steder er blasfemisk i katolske øjne. Dante er dog dybt fascineret af denne globetrotter, som selv i Helvedes flammer taler sin sag med en ubøjelig værdighed og hedensk storhed.

Faktisk så det skidt ud for Odysseus i flere tusinde år. Bevares, der var folk, som talte hans sag med sagte stemme, Cicero roste ham for hans retorik, Ovid for hans stoiske skæbne som eneboer. Men Odysseus var overvejende dømt skyldig fra det romerske kejserdømme til renæssancen. Det er hans skyld, at ordet 'greek', græsk på engelsk, en overgang var synonymt med at snyde, især i kortspil.


Med Goethe fra slutningen af 1700-tallet begyndte forsvarsadvokaterne at vende sagen. Nu hed det, at Homers Odysseus forkert blev forvekslet med en person fra andre og tabte versioner. I hvert fald var hans homeriske krigsforbrydelser til at overse.

Odysseen var først og fremmest litteratur, ikke en moralsk rettesnor. Den skulle bedømmes netop som en episk konstruktion med en fiktiv hero, som havde andre eventyrlige kvaliteter end at være forbilledlig for folk fra flinkeskolen.

I det mest moderne forsvarsskrift, James Joyces 'Ulysses' fra 1922, er Leo Bloom alias Odysseus nok bærer af alskens perversioner, men samtidig også et kreativt menneske, hvis indre historie udstråler en fabulerende humanisme, en hymne til menneskets fantasi.

Men allerede romantikerne begyndte at se ham som et sindbillede på den ensomme vandrer, der aldrig kan finde ro eller rast. Sådan så blandt andre den britiske lyriker Alfred Tennyson ham, en ensom fører for en flok, som næppe forstår ham og hans udlængsel. Odysseus' desperate rodløshed som tema skimtes stadigvæk, når han strejfes i digte af vor tids Henrik Nordbrandt.


Thi i Danmark er Odysseus' forsvarsadvokater nok i overtal. Rigtigt eller forkert, vi danske kan ikke stå for en søulk, der kan spinde skrøner om fremmede kvinder og sæder. I gamle Christian Wilsters oversættelse fra 1830'erne beundres Odysseus uhæmmet som fjern slægtning til vore egne raske vikinger.

I vor tid skal blandt andet nævnes Minna Skafte Jensen, som har skrevet både kritisk og klogt om Homers verden ud fra en forfriskende feministisk vinkel, og for nylig Keld Zeruneith, som med sin bog 'Træhesten' trækker en tænksom tråd fra Troja til Sokrates med fokus på Odysseus' analytiske eftertænksomhed.

Og nu Otto Steen Dues mere ordrette og direkte oversættelse af 'Odysseen'. Vi er nu nærmere teksten og skulle således være nøgternt tæt på manden fra Ithaka. Men ak nej. Også her lurer Odysseus os. Ikke kun enøjede forblændes af hans charme.

Og når visdommens gudinde, den lysblåøjede Athene, selv falder for skælmen igen og igen, er vi dødelige så ikke undskyldt, når Odysseus sølle og nøgen og dog prægtigt sejrende med sin egen historie igen skyller ind på kysten i vort sinds eventyrlystne Arkadien?

Retten er sat, men endnu ikke afsluttet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu