Forleden fik jeg en ordentlig gang tyrkisk røg, og den syrlige stank af kulturrevolution hænger stadig i mit tøj. Jeg befandt mig i en herligt velassorteret bogcafé på Istiklal Caddesi og havde netop fingereret beundrende ved en murstenstung pragtudgave af Haruki Murakamis 1Q84-trilogi, da hundredvis af demonstranter kom løbende oppe fra Taksimpladsen under øredøvende piften og udråb af taktfaste slagord med imponerende mange ü-lyde i. Den søndagsstille gågade var med ét forvandlet til en krigsscene. Jeg tror, at situationen var, hvad man på korrespondentsprog kalder ’tilspidset’.
LÆS OGSÅ 100 års benægtelse af folkedrab slår revner
Få minutter senere ankom et par pansrede mandskabsvogne og spulede gågaden ren for systemkritikere, og straks efter kom fodfolket marcherende med sorte hjelme og ildevarslende gasmasker. »Livet er ingen spøg:/ Du skal leve det med største omhu«, bemærker den store tyrkiske digter Nâzim Hikmet et sted, og netop i det øjeblik forekom hans ord mig usædvanligt vedkommende. Akkurat som de sortklædte kamptropper passerede bogcafeen, affyrede de – for ligesom at understrege deres pointe – et par velvoksne tåregaspatroner, så gaden udenfor kom til at ligne kajen ved Karaköy en januarmorgen, hvor tågen driver søvnigt ind fra Bosporus.
