Der findes øjensynligt en særlig litterær genre, som af historiske årsager har et stort publikum i USA: Hvid kvinde trodser skrevne og uskrevne racelove i bedsteforældregenerationens æra af før-kvinde-, før-ungdoms- og før-raceoprør.

For nylig udkom på dansk Patricia Harmans læseværdige ’Hope River’ om en hvid kvindes kontroversielle venskab med sin unge sorte jordemoderassistent i depressionens West Virginia; i 2011 var det Kathryn Stocketts debutroman, ’Niceville’, om hvid overklasse og sort tyende i 1960’ernes Mississippi, der landede som en dampende chokoladekage med alt for megen glasur, trods betagende detaljestudier fra køkkenregionerne.