Undertrykkelse og angst gemmer sig bag sensualiteten i benhård roman

iIranskfødte Sahar Delijanis har skrevet en stærk roman med 'Jacarandatræets børn'.

Bøger

Plastiksandaler der klip-klapper hen over et gulv. At netop dén lyd skulle sætte en associationskæde i gang bestående af ord som fangevogter, forhør, tortur ... er ikke til at forstå for en gennemsnitlig dansk romanlæser.

Men når romanen foregår i Teheran i 1980’erne, og vi befinder os i Evin-fængslet under ayatollah Khomeinis styre, får lyde en anden smag, farver en anden tone. Og det er det, den debuterende forfatter Sahar Delijani (f. 1983) kan – beskrive, hvordan rædsel og genkendelighed indgår en helt ny, sanseforvirrende symbiose, når hverdagen vendes på vrangen.

Fødsel i fængslet Som da drengen Omid bliver ladt i stikken ved frokostbordet, den dag forældrene pludselig arresteres: »Og Omid sad. Alene. Med halvmost stuvning og en skål yoghurt foran sig, der duftede af roser«. Mors velduftende mad – hvad skal Omid stille op med den, når mor selv er forsvundet? Og er duften af roser stadig god?

Eller da arrestationen gælder Azar: »Azar var lige begyndt at læse bøger om graviditet, da de kom efter hende (...) Da de trak hende ud, var man allerede begyndt at kunne se hendes mave«.

Den unge kvindes smukt svulmende mave bliver til lige dele velsignelse og forbandelse, da vandet sidenhen går, mens hun har bind for øjnene, og selve fødslen sker under en fangevogters kolde blik.

’Jacarandatræets børn’ handler, som titlen antyder, om de iranske frihedskæmperes børn, dem, der blev født i fængslet – ligesom forfatteren selv – eller overladt til bedstemødre og forhåndenværende tanter, mens far og mor var sendt i fængsel. Anklaget og dømt for at have uddelt foldere eller tænkt frie tanker.

Rig i detaljer

I en krydsklipning mellem 1980’erne og noget, der nærmer sig nutiden blandt unge iranere i Italien, fortæller hun med stor fornemmelse for scenisk liv brudstykker af blandt andre Omid og Azars datters historier.

Klipperiet er noget forvirrende, til gengæld er intensiteten i de enkelte scener imponerende, ladede, som de er med detaljer fra dagligdagen i Teheran, der dufter af nybagt brød, siver af saften fra granatæbler og damper af samovarens gyldne te. Men hvor man også vågner til en morgenstilhed, der, som det fortælles, går kvinden Maryam på nerverne, fordi: »Det er stilheden af en by, der er blevet tævet til stilhed«.

Detaljerigdommen trækker læseren helt ind i bogens fortættede stemninger som under en essentiel samtale mellem førnævnte Maryam og hendes voksne datter Sheida.

LÆS OGSÅ

De to kvinder nærmer sig den egentlige, men fortrængte sandhed om den afdøde far hen over en buket påskeliljer, hvor strøtanker om den billige blomsts vej fra en fattig blomstersælger til den blå keramikvase dér på midten af bordet giver en blanding af historisk tyngde og livsbekræftende lethed til den konkrete virkelighed: »Mor og barn ser på hinanden hen over påskeliljerne, og deres tanker er alle andre steder«. Ja, men her i blomsternes gule skær skal fortiden og kvinderne omsider samles.

Det er også denne Maryam, der omskriver floskelen om, at tiden læger alle sår til, hvad man efter at have været i selskab med hende og romanens øvrige iranere må antage er en mere plausibel variant: »Når det angår sorg, er tiden ikke andet end et forgæves forsøg på at glemme«. Glemme kan – og skal de vel heller – ikke?

Hvad der er Sahar Delijanis styrke, er samtidig også hendes svaghed, og jeg skal gerne indrømme, at der – især i de dydige kærlighedsscener – er for megen olivenfarvet hud og »øjne (der) strålede som regndråber i solskin« til mit behov. Men lyden af klip-klaprende plastiksandaler er for altid blevet en anden – selv for en gennemsnitlig dansk romanlæser.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden