Endelig Nordpolen!!! Tre århundreders konkurrence, min drøm og ambition gennem 23 år. Endelig min, jeg kan næsten ikke fatte det«. Sådan skrev den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Edwin Peary i sin dagbog 6. april 1909, da han efter årelange kampe, tabet af otte tæer, masser af mænd og hundredvis af hunde endelig troede, at han stod på klodens nordligste punkt. Efter at euforien havde taget lidt af, rejste Peary et amerikansk flag, hans kone havde syet, tog et par billeder og døbte stedet Camp Jesup. Derefter gjorde han - som alle opdagelsesrejsende i lignende situationer - i sit lands navn krav på området. Helt konkret byggede Peary en lille stenhøj og efterlod en besked om, at han »formelt havde taget hele området og tilstødende områder i besiddelse på vegne af præsidenten for Amerikas Forenede Stater«. Peary troede dermed, at han langt om længe havde løst mysteriet om Nordpolen og måske endda afklaret dens tilhørsforhold. Der var bare et enkelt lille problem: Peary var ikke på Nordpolen, og der skulle gå yderligere 37 år, før nogen kom det. Nordpolens ejer Hvem det var, vender vi tilbage til, men når det gælder, hvem der ejer Nordpolen, kendes svaret endnu ikke. Det viste sig med al tydelighed, da det tidligere i denne uge kom frem, at Rusland har indgivet et krav om ejerskabet af Nordpolen og dele af polhavet til FN's Havretskommission. Straks kunne havretseksperter fra det danske Udenrigsministerium oplyse, at også Danmark overvejede at gøre krav gældende på basis af Grønlands kontinentalsokkel, og for at gøre forvirringen fuldkommen vil andre af polområdets kyststater, herunder USA og Canada, efter alt at dømme også blande sig i striden om, hvem der ejer Nordpolen. Så selv om Peary tog fejl af, hvor han var hin mindeværdige aprildag i 1909, ramte han plet i sin konstatering af, at kampen om Nordpolen har vist sig lang og sej. Fem Nordpole Stridens æble er den geografiske nordpol, klodens nordligste punkt, og i daglig tale kendt som Nordpolen. Men faktisk er der hele fire andre 'Nordpole'. Der er den nordlige magnetiske pol, det er den kompasset peger mod, og den ligger for tiden et sted i den canadiske del af polarregionen. Der er den nordlige geomagnetiske pol, det er centeret for Jordens magnetfelt, og den ligger p.t. i det nordvestlige Grønland. Der er den nordlige utilgængelighedspol, et herligt sted nord for Alaska, som er det punkt, der er længst i alle retninger fra landjorden. Og for at det ikke skal være løgn, er der endelig også en nordpol i himlen. Den er den nordlige himmelpol, en astronomisk forlængelse af Jordens akse mod nord. Men uagtet disse mere eksotiske 'Nordpole' er det den geografiske, klodens nordligste punkt, Peary ledte efter. Det er den, russerne gør krav på, og det er den, som gennem århundreder har drevet mænd i døden på jagt efter ære og berømmelse. Ikke fordi der er noget særligt at hente deroppe, andet end vand, is og og dødbringende kulde. Men det troede man i lang tid, der var. Gamle legender fortalte om ukendte kontinenter højt mod nord, befolket af uspolerede mennesker fra den sagnomspundne 'guldalder'. Andre, mere nøgterne og kommercielle folk, mente, at Nordpolen var et tempereret hav. En forjættende tanke, der ville gøre det muligt for europæiske skibe at skyde genvej til Østens indbringende markeder. I dag virker tanken om et varmt hav på Nordpolen forrykt, men helt grebet ud af fantasien var den faktisk ikke. I århundreder var søens folk blevet plaget af de isbjerge, der drev sydpå, og det var det faktum, som fik nogle til at spekulere på, om isbjergene måske blev presset sydpå af et varmt hav højt mod nord. Mere fantastiske teorier skortede det dog heller ikke på. Så sent som 1885 udgav rektoren for det velrenommerede Boston University, William Warren, således en bog, hvor han påstod, at Nordpolen i virkeligheden var et hul til Jordens indre, hvor selveste Edens have fandtes. Skønne spildte kræfter I 1800-tallet var der med andre ord masser af grunde til at forsøge at komme til Nordpolen og opklare mysteriet, og det skortede da heller ikke på forsøg. Startskuddet til de mange nordpolsekspeditioner var den britiske sir John Franklins mislykkede polarekspedition i 1845. Det år sejlede Franklin nordpå med to skibe, 136 mand og mad til syv år i et forsøg på at komme gennem Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Men Franklin og hans mænd forsvandt sporløst, og talrige redningsaktioner blev i løbet af de næste år sendt af sted. Officielt for at finde ham, men med det slet skjulte mål også at opklare Nordpolens mysterium. Og nysgerrigheden var stor. I 1846 skrev den britiske vice-flådeminister og ansvarlig for Franklins ekspedition, John Barrow, at Nordpolen var »den eneste ting i verden, som vi intet ved om, og den mangel på viden burde være motiv nok til at fjerne den plet af uvidenhed fra denne oplyste tidsalder«. Men det viste sig hurtigt at være lettere sagt end gjort at fravriste Nordpolen sine hemmeligheder. Forsøg efter forsøg på at nå Nordpolen mislykkedes op gennem 1800-tallet, hvor ekspeditionerne kæmpede forgæves mod kulden, skørbugen og det vanskelige terræn. Alle tænkelige ruter blev forsøgt, i takt med at land efter land blandede sig i kappestriden om først at nå den forjættede pol. Historien oprulles i den britiske forfatter Fergus Flemings nye bog 'Ninety Degrees North', og der er dusinvis af heroiske gerninger og tragiske dødsfald. Sult og skørbug I begyndelsen fører amerikanerne an i kampen og søsætter med vanlig entusiasme på kort tid en masse knap så gennemtænkte ekspeditioner. Man overvurderer mændenes kræfter, undervurderer kulden og sikrer sig ikke tilstrækkeligt mod skørbug og sult. Typisk er det slædehundene, der først mærker konsekvenserne af sidstnævnte problem. I den amerikanske Isaac Israel Haynes dagbog fra hans polarekspedition i 1860 kan man for eksempel læse, hvordan hundene vilde af sult æder besætningens ekstra støvler, sokker, læderbindingerne på slæderne og endog en enkelt merskumspibe. Men fra slutningen af 1860'erne begynder andre lande at blande sig i kapløbet om Nordpolen, der i stigende grad bliver set som et spørgsmål om ære. I 1869 sender den tyske kong Wilhjelm (der endnu ikke var blevet kejser) en storstilet ekspedition med to massive stålskibe af sted mod Nord. Men også tyskerne kommer til kort over for ishavet. De to skibe bliver væk fra hinanden, og det ene skib, 'Hansa', fryser inde og bliver knust af ismasserne. Besætningen flygter og tilbringer derefter over 200 lange dage på en isflage, der bliver mindre og mindre, i takt med at den driver mod syd. De sidste par måneder er isflagen sølle 50 meter i diameter, så det kræver ikke den store fantasi at sætte sig ind i jublen, da tyskerne 13. juni 1870 får øje på den lille danske mission Friedrichsthal på Østgrønland. Reddet, men Nordpolen nåede de ikke, og meget bedre gik det heller ikke for Storbritannien, Østrig-Ungarn og USA's forsøg de næste 20-30 år. Vilkårene er også næsten ufatteligt hårde. På den stort anlagte britiske ekspedition i midten af 1870'erne er der så koldt inde i teltene, at man hver morgen må slå på bukserne med økser for blot at kunne bøje benene. Nansens gennembrud Men i begyndelsen af 1890'erne sker der noget. Den norske Fridtjof Nansen - allerede på det tidspunkt en legende efter at han i 1888 krydsede Grønland på ski - beslutter sig i begyndelsen af 1890'erne for at forsøge at nå Nordpolen på en ny måde. Frem for at søge vinterly langs kysten som de tidligere ekspeditioner vil han bygge et skib, der som en prop kan tåle at fryse inde og dermed drive med ismasserne. Det bliver til skuden 'Fram', og som alle, der har set skibet på museet i Oslo, ved, ligner 'Fram' mere en forvokset nøddeskal end et skib. Kønt er det ikke, men Nansens ide var god nok. I 1893 sætter Nansen til søs. 'Fram' virker efter hensigten og kommer længere nordpå end noget andet skib. Men det går langsomt, grumme langsomt, og efter to dødssyge år på skibet bliver det for meget for den gæve nordmand. Sammen med et andet besætningsmedlem forsøger han i slæde at nå de sidste små 500 kilometer til Nordpolen. Men efter blot en tredjedel af vejen må selv Nansen give op. Isen er så ujævn, at slædekørsel er nærmest umuligt, og hvis de skal nå levende tilbage, er der ikke noget alternativ til at vende om. Det gør de 8. april 1895. Da har de slået rekorden mod nord med over tre breddegrader, og selv om det glippede med Nordpolen, vokser Nansens ry nu til ufattelige højder. Konger og dronninger kappes om at invitere ham, store norske aviser taler om Nansen som et uafhængigt Norges første statsminister, og der er endda nogle, der ser ham som en mulig ny norsk konge. Pearys drøm om Polen Én mand kunne dog holde begejstringen i tømme: amerikaneren Robert Edwin Peary. Siden han i 1885 var faldet over en bog om Grønland, havde han drømt om polarområderne og især om at blive den første på Nordpolen. Allerede året efter tog han første gang til Grønland, og i løbet af 1890'erne blev han USA's mest ambitiøse og kendte polarforsker. Og en af de mest utraditionelle. Mens stort set alle tidligere ekspeditioner udelukkende bestod af mænd, tog Peary flere gange sin kone, Josefine, med, en enkelt gang mens hun var gravid. Men trods gåpåmod og viljestyrke blev Nordpolen ved med at undvige Pearys anslag. Fire spildte år i det arktiske mellem 1898 og 1902 kostede ham otte tæer, og han havde heller ikke held med sig på sin næste ekspedition, der vendte hjem i 1906. Peary var da en moden mand på 50 år, og mange mindre stålsatte mænd ville nok have opgivet drømmen om Nordpolen. Men ikke Peary. Efter et langt, sejt træk for at skaffe penge satte han i sommeren 1908 atter kurs mod Nordpolen. Og denne gang var den der. Næsten. Efter knap et års rejse ankom Peary med en lille gruppe eskimoer til, hvad han troede var Nordpolen. Alt var klappet, isen var jævn, og Peary troede, hans livsdrøm var gået i opfyldelse. Og i lang tid troede omverdenen også på det. Ved ankomsten til USA blev han fejret som en helt, og trods stridigheder med andre polarforskere blev han hyldet af geografiske foreninger verden over. Men langsomt begyndte tvivlen alligevel at dukke op. For det var godt nok gået meget hurtigt, efter at Peary havde forladt de sidste af sine ikke-eskimoiske rejsefæller På fire dage var han rejst over 200 kilometer til Nordpolen, en ekstremt, næsten urealistisk imponerende bedrift i sig selv, men på vejen tilbage havde han ifølge sin dagbog dækket samme distance på blot 56 timer. Det var - og er - ganske enkelt ikke muligt, og som årene gik, begyndte eksperter at tvivle på, om Peary virkelig havde været på Nordpolen, eller blot troede han var det. I dag mener de fleste, at han var omkring 100 kilometer fra Nordpolen. Besejringen af Nordpolen Men selv om Peary dermed ikke nåede Nordpolen, døde forsøgene på at nå den ud efter ham. Første Verdenskrig gav stormagterne andet at tænke på, og først i 1920'erne viste nogen atter interesse for Nordpolen. Det var endnu en nordmand, Roald Amundsen, og han skulle vise sig som den, der én gang for alle knækkede Nordpolens mysterium. Amundsen var en dreven polarforsker. I 1903-1906 havde han som den første sejlet gennem Nordvestpassagen, og i 1911 vandt han international berømmelse ved at komme før Scott til Sydpolen. Nu ville han gerne blive den første, der fløj over Nordpolen. At flyve derop var en ide, som var blevet forsøgt i begyndelsen af 1900-tallet af en svensker, der omkom, men den teknologiske udvikling siden da havde gjort det til en langt sikrere affære. Og som sagt så gjort. Uden de store vanskeligheder lettede Amundsen 11. maj 1926 sammen med en amerikansk rigmand, der betalte gildet fra Spitsbergen med kurs mod Alaska. Og dagen efter, om morgenen 12. maj, så de som de første nogensinde Nordpolen. Unægtelig en noget udramatisk kulmination på århundreders kamp, men på sin vis meget passende. For som årene var gået, var mysteriet langsomt forsvundet, og da Amundsen endelig så Nordpolen, viste den sig at være lige præcis ingenting. Eller rettere et interessant geografisk punkt, hvor alle tidszoner mødes, og man i bogstaveligste forstand står på Jordens top. Men noget at se var der ikke. Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvem der egentlig var de første mennesker, der stod på Nordpolen. Såmænd en gruppe russere, som Stalin i 1948 beordrede derop i et fly, uden andet formål end at kunne sige, de havde været der. Men det var måske også formål nok.