Denne roman er en kædereaktion af overraskelser, og den begynder flyvende.
I januar 1913 kommer en 34-årig russer til Wien. Han rejser illegalt, men bruger også sit rigtige navn: Josef Stalin. Som revolutionær holder han sig indendørs, men går dog tur i den nærliggende Schönbrunn-park. 15 sider efter læser vi, at det samme gør en 23-årig mislykket maler, afvist af akademiet i Wien, der nu lever af at sælge akvareller og også »venter på sin store chance«. Navn: Adolf Hitler.
Det er vidnefast, at begge de vordende diktatorer holdt af at gå i slotsparken. Og så tilføjer Florian Illies en smågenial flyvetanke: Da de to aldrig siden mødtes, var turene i parken det tætteste, de kom på hinanden. Konklusion: »Ekstremernes tidsalder, det skrækkelige 20. århundrede, begynder en januareftermiddag i året 1913 i Wien«.
LÆS OGSÅ
Ekstremernes tid – det var historikeren Eric Hobsbawms etiket på det 20. århundrede. Hobsbawm så det i fugleperspektiv. Florian Illies ser det i frøperspektiv, nedefra og op, og hans originale idé er at bruge året 1913 som både hulspejl og krystalkugle – og at forlænge de historiske facts med kreativ fantasi.
Kafka, Freud, Mann og Rilke
Over 12 måneder følger bogen begivenheder og skæbner, fra to linjer til fem sider. Januar præsenterer de gennemgående figurer – fra Kafka, Freud, Mann og Rilke (alle lige nervøse) til hidsigt elskende malerpar og en hidsigt konkurrerende Picasso. For hver måned kommer nye bifigurer og bimotiver til og danner mønster.
Kunstkenderen Illies fokuserer især på forfattere, komponister og malere og som tysker især på den dynamiske trekant Berlin-München-Wien. Paris bliver Det Nyes fjerde frontby med Prousts korkværelse, Gertrude Steins salon, Coco Chanels modebutik, Stravinskys og Marcel Duchamps provokationer.
Dødens Venedig kontrasteres med Joyce i Triest, futuristerne i Moskva og Asta Nielsen på film. Og der skæves til USA, hvor Ford går over til samlebåndsproduktion, mens Chaplin og drengen Louis Armstrong finder deres stil.
1913 var også året, da Braque og Picasso begyndte at klistre træ- og avisstumper på deres lærreder, og montageformen bredte sig til alle tidens kunstarter. Illies krydser kollagen – klip fra biografier, dagbøger, breve og blade – med en simultanteknik, der minder om 20’rnes ’komplekse’ roman, og digter så videre på kilderne. Metoden fastholder eminent det, han kalder tidens »vældige usamtidige samtidighed«.
Et mesterværk
Et overordnet mønster i hans patchwork er kampen mellem gammelt og nyt. Kunstnere opløser perspektivet, åbner for alle sanser og giver deres blade stakåndede navne: ’Die Fackel’, ’Sturm’ og ’Aktion’, mens moralister tordner mod Vesterlandets undergang, teknikkens fremskridt, depraveret tango og biografbesøg.
LÆS OGSÅ
Blandt de stormstød, der rammer ’verden af i går’, er faderoprør. Arkitekten Loos håner Wiens konditorstil. Freud, far til teorien om fadermordet, angribes af sin elev C.G. Jung. Lægen Gottfried Benn afliver sin far i kliniske digte.
Ernst Jünger på 16 stikker af til fremmedlegionen. Det knager i nerverne og i ægteskaberne, og mange frygter den emanciperede kvinde, især når hun smider tøjet. Den neurotiske Kafka og den æteriske Rilke i lys sommerhabit foretrækker sjæleveninder på tryg afstand.
