Biologen Richard Dawkins har haft stor kommerciel succes med ’The God Delusion’ fra 2006, der nu foreligger i en glimrende dansk oversættelse.
Titlen ’Illusionen om Gud’ rammer ikke helt plet, men intentionen er klar nok. Dawkins’ anliggende med bogen er at eliminere religionen, fordi den er 1) falsk og illusorisk, 2) en virus i hjernen og 3) moralsk dekadent og dermed farlig.
Desværre bruger Dawkins ikke tid på at diskutere verdensanskuelser, men angriber religionen ud fra sin egen, hvilket betyder, at religionen er taberdømt, allerede inden bogen er kommet i gang. Dawkins er darwinist, scientist (naturvidenskaben kan og vil med tiden forklare alt) og materialist (der eksisterer kun fysiske og kemiske ’ting’).
På de præmisser har religionen ikke en chance, og er man som religiøs dum nok til at acceptere spillereglerne, ender man i kreationisme. Bogen var blevet væsentligt mere interessant, hvis Dawkins havde taget stilling til de filosofiske og videnskabsteoretiske indvendinger, der kan rettes mod scientismen og materialismen, men det havde til gengæld ikke gjort polemikken mod religionen så letkøbt.
Humoristisk satire over religionen?
Selv hvis man deler Dawkins’ verdensanskuelse, er bogen dog ikke noget at råbe hurra for. Med mindre man da vælger at betragte den som en humoristisk satire over religionen, og ikke tager den alt for seriøst. ’Illusionen om Gud’ er nemlig fyldt med morsomme anekdoter, utallige anekdoter, der alt for ofte står i stedet for lødig argumentation, og bogen kommer derfor nærmest til at fremstå som en anekdote- og vittighedssamling: de 500 bedste vittigheder om religionen.
Her er virkelig noget at hente for enhver, der vil gøre grin med de religiøse. F.eks. denne joke, der blot er én blandt to-tre andre på side 77: at være religiøs er »hverken mere eller mindre underligt end troen på, at verden har form som en rombe og skabtes mellem kløerne på to kolossalt store hummere ved navn Esmeralda og Keith«. Morsomt? Tja. Værd at tage seriøst? Næ.
De mange vitser og anekdoter skjuler dog ikke bogens mange misforståelser. Stik imod Dawkins’ postulater, blev Hebræerbrevet ikke skrevet af Paulus; Amishfolket beskytter ikke deres børn mod det moderne samfund, men tvinger dem i ungdomsårene ud i det; de fire evangelier i den bibelske kanon blev ikke vilkårligt udvalgt. Og så videre. Som læser tvinges man til at spørge, hvor Dawkins mon har sin religionsfaglige viden fra. ’Google’ er ikke et helt uplausibelt svar.
Der vil altid være småfejl i lange bøger, men i denne bogs kapitel 3 går det helt galt. Enhver med bare en smule kendskab til de europæiske ideers historie, må korse sig over Dawkins’ filosofi- og teologihistoriske ignorance, der skamløst bliver udstillet i dette kapitel om de såkaldte ’gudsbeviser’. Dawkins taler uovervejet om ’beviser’, men hverken Anselm eller Thomas Aquinas har drømt om at ville bevise Guds eksistens, for den var for disse middelalderfilosoffer selvevident.
’Fem veje til Gud’
Derfor taler Aquinas, i modsætning til Dawkins, heller ikke om gudsbeviser, men om de ’fem veje til Gud’. Hvad Anselm og Aquinas på hver deres måde derimod forsøger, er at vise, hvordan den filosofiske fornuft og den religiøse tro ikke er i konflikt med hinanden; de vil med andre ord vise, at troen er rationel og konsistent.
Hvad stiller Dawkins op med disse gamle, ærværdige forsøg på at harmonisere tro og tænkning? Han gør selvfølgelig grin med dem, kalder dem infantile og undrer sig over, at Anselm formulerer sit ’bevis’ som en bøn, for hvorfor bede til nogen, hvis eksistens man først skal til at bevise? Det falder ikke Dawkins ind, at Anselm muligvis slet ikke er i gang med at fremsætte et gudsbevis, men hvor skulle han da også vide det fra? Jo, han kunne have læst bare én seriøs bog om skolastisk teologi. Afsnittet afsluttes med en stribe morsomme parodier på gudsbeviserne, som Dawkins – ligesom så meget andet i bogen – har fundet på nettet.
Kapitlet om gudsbeviserneer repræsentativt for Dawkins’ argumentative stil, idehistoriske indsigt og filosofiske formåen. At tusindvis af mennesker tager ’Illusionen om Gud’ alvorligt og dyrker Dawkins som en intellektuel guru, kan vel kun forklares som et udslag af ’Da Vinci-mysteriet-syndromet’: en pinlig forveksling af underholdning med seriøs videnskab.
I ’Illusionen om Gud’ er Dawkins hverken religionsvidenskabsmand eller filosof; han er en slags darwinistisk stand-up-komiker, og ’Illusionen om Gud’ skal læses som en ironiserende satire over religion og religiøse mennesker og ikke som et seriøst bud på en religionskritik for det 21. århundrede. Som Dawkins selv skriver, henvendt til science fiction-forfatteren Douglas Adams: »Jeg håber, at denne bog ville have fået dig til at le«. Ud fra de præmisser er ’Illusionen om Gud’ en vellykket bog: satirisk, velformuleret og ikke mindst morsom.
Dawkins Mysteriet
Biologen Richard Dawkins’ opgør med religionen er næsten ikke til at tage seriøst; til gengæld er det underholdende læsning.
Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
