Alle går rundt og forelsker sig«.
Det hedder det i Kai Normann Andersens sødladne sang fra 1941, og nu har Paula Larrains eksmand, den teologi-studerende Mads Holger, f. 1977 (er navnet stjålet fra Korsbæk eller Morten Korch?) besluttet at bruge linjen som titel for sin romandebut, med undertitlen ’En idéhistorie’.
Normalt bør man være en smule varsom med debutanter, men alt dette er simpelthen en forbrydelse mod sproget, der får mig til langt mere end førhen at sympatisere med Adolf Loos’ berømte »ornament er forbrydelse«. Romanen er vist nok tænkt som et forsøg på at genoplive den klassiske, europæiske dannelsesroman; ifølge pressemeddelelsen rev 68’erne »alt« ned, og »tiden er ved at være moden til almindelig borgerlig dannelse«.
Med afsæt i dette lidet originale, men muligvis lovende kontrarevolutionære oprør mod oprøret, der kun kommer tyve år for sent, får vi derefter en lang, pikaresk beretning om jeg-fortællerens samvær med piger, fra han var cirka 13 og fremefter til studentertiden. Hensigten er angiveligt på samme tid at fremstille en ’idéhistorie’, som det hedder, en diskret lærd rejse gennem europæisk historie, og historien om en fortabt romantiker, der leder og søger efter den store Kærlighed. En komplet fiasko
Romanen er i begge henseender en komplet fiasko. For det første er der sproget … det virker, som om fortælleren frygtelig gerne vil skrive et blomstrende, højraffineret og bevidst altmodisch dansk, fyldt med »omendskønt«, »hvortil« og »mestendels«, men det kommer som hovedregel til at lyde f.eks. sådan her: »Det er velsagtens sådan, at man tilværelsen igennem veksler liv til viden, eller hvad ved jeg, ikke meget for daværende, men som sagt godt det samme«. Så kan Goethe og Christian Winther, for ikke at tale om Thomas Blachman, godt gå hjem og lægge sig.
De pinagtige forsøg på at skrive et dannet dansk er gavmildt spækket med mere rustikke indslag som f.eks. »Det var nogle grove kællinger (…) lebberne«, om et par 14-årige piger fra parallelklassen. Der kunne måske have været noget Genet eller Céline over det, men romanen igennem kommer den uheldige kobling af et forlorent og klodset sprog med almindeligt vulgære gloser til at virke stadig mere ulidelig; ikke blot ufrivilligt komisk og uheldig, men som en decideret pine at læse. Hvorfor pine? Fordi Holger ganske enkelt begår en forbrydelse mod sproget, og da særlig mod den såkaldt »almindelige borgerlige dannelses« sprog, han hævder at ville genoplive – her ser vi Loos’ ornament i fuldt flor, kitsch og skamløshed.
For meget rundkredspædagogik
Mads Holger fremstår som et på alle måder uheldigt produkt af de 68’ere, han gerne vil bekæmpe, som én der har været udsat for alt for meget rundkredspædagogik og alt for lidt udenadslære, og som derfor (bag sin ubehjælpsomme ryg) er en ond parodi på alt det, der skal dømmes ude. Og endnu værre: Som en knusende dom over de nydumme tider, vi lever i, hvor den borgerligt sindede middelklasse er medlem af DJØF, men er rene orangutanger i forhold til det hedengangne dannelsesborgerskab.
Jeg behøver vel næppe tilføje, at vestens kulturhistorie aldrig rigtig dukker op, hverken på eller mellem eller bag linjerne. Og at det med den ’romantiske kærlighed’ i al sin rørende enkelhed handler om en dreng, der er glad for piger og gudskelov får kapret et par stykker, og det er så det. Men vi er lysår fra både Werther og Wilhelm Meister for slet ikke at tale om Kierkegaard, Luhmann eller Bauman.
Det kan undre, at det gode forlag Bindslev er hoppet på den limpind. Det er naturligvis helt igennem legitimt at forsøge at tjene en krone på semi-kendis-effekten, men der er da noget næsten umoralsk ved i den grad at lade stakkels Mads Holger blotte sig selv i fuld offentlighed. Med mindre det hele er en subtil plan som led i kulturkampen mod Venstre og den ny, vulgære middelklasse? Er det teologi-studiet, der i forelsket ledtog med Henrik Qvortrup og ’Se & Hør’ har slået sig sammen om at ødelægge magtbasen under Fogh og Co.? Man aner det værste.
