Siden 1945 har hele det tyske folk opfattet sig selv som bøddel og aldrig som offer, på trods af at millioner af tyskere døde under Anden Verdenskrig. Ikke kun soldater, men også kvinder, børn og oldinge, der blev begravet levende i Dresdens ruiner eller brændt ihjel i Hamburgs inferno af allierede bomber mellem 1943 og 1945. Ni millioner blev fordrevet fra deres hjem, og mange nåede aldrig frem til et nyt. Günter Grass fortæller i sin nyeste roman, 'Im Krebsgang' - 'I krebsegang', hvordan det gik 9.000 af dem. For det er på høje tid, tyskerne også tør se sig selv som et folk af ofre og ikke kun et folk af bødler, har han sagt i et af de mange interview i forbindelse med udgivelsen af bogen. De tyske medier hylder både denne vilje til at se på Tysklands historie med nye briller og især de litterære kvaliteter i bogen. Efter en række magre litterære år er den venstreorienterede bulderbasse, modtager af Nobels Litteraturpris i 1999, tilbage i den absolutte top af verdenslitteraturen, som flere tyske aviser formulerede det i deres anmeldelser af bogen. Det er beretningen om historiens største skibskatastrofe, som nærmest gør 'Titanic's forlis til en parentes. Men luksuslineren og flygtningeskibet 'Wilhelm Gustloff's skæbne er ikke blevet en del af den nationale, endsige internationale bevidsthed. For de 9.000 tyskere, der døde i Østersøens bølger mellem Bornholm og Gdynia 30. januar 1945, var hverken excentriske grever, stenrige forretningsfolk eller smukke italienske indvandrere på vej mod eventyret i et nyt land. Operation Hannibal Passagererne var næsten alle tyske kvinder og børn, som i vild panik var på vej mod vest på flugt fra den fremrykkende Røde Hær, som 26. januar befriede udryddelseslejren Auschwitz - og længere mod vest stod den kun få kilometer fra de store tyske havnebyer i det nuværende Polen. Fra hele det daværende Østpreussen strømmede titusindvis af flygtninge til de store tyske byer Danzig, i dag Gdansk, og Gotenhafen, i dag Gdynia. De vidste, at det tidligere krydstogtskib 'Wilhelm Gustloff' lå i havnen sammen med flere store tyske krigsskibe. De håbede at komme med om bord på rejsen vestpå til den tyske flådehavn i Kiel, som alle regnede med ville blive britisk eller amerikansk besættelseszone. Alle havde kun én ting i hovedet: at slippe væk fra Den Røde Hær. 21. januar 1945 giver storadmiral Dönitz ordre til, at alle tyske skibe i området skal sejle vestpå. Omgående strømmer det mod havnen fra overfyldte huse, knejper og midlertidige telte for de heldige, som ikke var frosset ihjel i store menneskebunker i byens gader, som de overlevende berettede om. »Det var som Noahs ark«, fortæller de overlevende. Alle kæmpede mod alle for at komme om bord. Det er indledningen på 'Operation Hannibal', historiens største evakuering ad søvejen. Mere end to millioner mennesker kommer på få uger mod den vestlige del af Tyskland, og omkring 10.000 forsamlede sig omkring 'Wilhelm Gustloff', næsten alle kvinder og børn. Mænd og drenge fra 14 til 65 havde ordre om at blive tilbage for at kæmpe videre for føreren og fædrelandet. Nazistisk helgen De havde næsten alle hørt om skibet, der var et af Det Tredje Riges klenodier. Adolf Hitler lod det bygge i 1937 som verdens største krydstogtskib. Efter stabelafløbningen blev det overdraget arbejderorganisationen Kraft durch Freude, Kraft gennem Glæde, der var en af nazistyrets frontorganisationer. Den sendte lønmodtagere på ferie, og det bedste tilbud blev et krydstogt i Østersøen med 'Wilhelm Gustloff' med den store swimmingpool, biografen, de imponerende spisesale og de behagelige kahytter til 1.460 passagerer. Selve navnet var bekendt gennem den nazistiske propaganda. Wilhelm Gustloff ledede de nazistiske partiorganisationer i Schweiz, da han i 1936 blev skudt af en ung, nazifjendtlig student ved navn David Frankfurter. I Tyskland gav Hitler omgående Wilhelm Gustloff status som 'nazistisk helgen'. Men i januar 1945 var glansen både gået af krydstogtskibet og det barbariske regime. 'Wilhelm Gustloff' havde tilbragt krigen i Gotenhafen som hospitalsskib, men blev nu rigget til for at kunne stå ud på rejsen mod vest. Kaptajnen, den 63-årige Friedrich Petersen, havde ikke sejlet i flere år og havde slet ikke erfaring med et så stort skib. Derfor fik han to hjælpere fra den tyske krigsmaskine. Medkommandanten blev lederen af den lokale ubådseskadrille - som ikke eksisterede mere - korvetkaptajn Wilhelm Zahn. Med andre ord var kommandogangene uklare, men alle fire var lige inkompetente. Ubåd på spil 29. januar trak slæbebåde det store skib ud af havnen med officielt 7.956 mennesker om bord. Ud over dem var omkring 2.000, som kæmpede sig op på skibet i de sidste timer, inden landgangen gik. Alle var glade, for rejsen mod vest var begyndt. På broen var alt kaos. Erfarne officerer havde rådet kaptajn Petersen til at sejle med fuld skrue for at ryste eventuelle sovjetiske ubåde af sig. Det ville han ikke af frygt for at fremprovokere en maskinskade. Da 'Wilhelm Gustloff' får melding om en tysk minestrygereskadre, tænder kaptajnen, mod alle råd, skibets positionslys, så det bliver synligt i vinternatten. Principielt var der ingen fare, for den tyske krigsmarine havde inden 'Wilhelm Gustloff's afrejse givet meldingen: ubådsfri zone. Men der var faktisk en enkelt russisk ubåd under kommando af kommandant Alexander Marinesko. Hans ubåd S-13 var kommet for sent af sted fra den finske havn Turku til at kunne slutte sig til en sovjetisk ubådsdeling. Årsagen var, at den kvindekære og let alkoholiske, men meget dygtige kommandant havde været for fuld til at sejle med de andre. Nu krydsede han alene rundt i Østersøen og fik pludselig øje på 'Wilhelm Gustloff' og ledsageskibene 'Löwe' og T 36. Marinesko ser omgående chancen for et stort bytte, sandsynligvis et tysk troppetransportskib, og han angriber i ly af mørket omgående. Klokken 21.16 affyrer Marinesko fire torpedoer mod skibet, som ifølge den sovjetiske terminologi er fyldt med 'hitlerister'. På den ene torpedo har arbejderne skrevet 'For Stalin'. På den anden lyder indskriften 'For moderlandet'. Den tredje hedder 'For Leningrad' og den fjerde 'For det sovjetiske folk'. Kun 'For Stalin' bliver siddende fast i torpedorøret. De andre rammer 'Wilhelm Gustloff', den ene lige på niveau med swimmingpoolen, hvor hundredvis af unge piger var ved at gøre klar til natten. Helvede på Østersøen På få sekunder er 'Wilhelm Gustloff' et flydende helvede, der hurtigt lægger sig på siden på det kun 60 meter dybe vand, mens skibet fra køl til mast måler 58 meter. De mange passagerer har tid til at gå i bådene. Men de er ødelagt, og panikken breder sig. Kaptajn Petersen og korvetkaptajn Zahn sikrer sig som de første plads i en redningsbåd og styrer mod den lille tyske torpedobåd T 36, som både tager kampen op med ubåden og ligesom 'Löwe' forsøger at redde de skibbrudne. Kun få får plads, og en af den tyske flådes stoltheder, krydseren 'Admiral Hipper', som forlod Gotenhafen efter 'Wilhelm Gustloff', sejler igennem de tusindvis af skibbrudne. Kaptajnen har selv over 1.000 flygtninge om bord og vover ikke at stoppe op af frygt for ubåde, men natten igennem redder mindre skibe enkelte skibbrudne. Kaptajn Petersen bærer en del af skylden. Men hvad med kommandant Marinesko? Han gjorde sin pligt, lød den sovjetiske forklaring efter krigen, og han blev ved tilbagekomsten hyldet som en af landets store krigshelte, selv om han senere faldt i unåde og tilbragte mange år i en fangelejr. Adolf Hitler havde selv erklæret Østersøen for 'total krigszone' og givet tyske skibe ordre til at skyde på alt, og dertil kom, at 'Wilhelm Gustloff' inden flugten fra Gotenhafen blev udstyret med lette kanoner. Den havde med andre ord status som krigsskib, og for russerne var passagererne simpelt hen tyskere, der på det tidspunkt havde påført den sovjetiske befolkning et tab på omkring 20 millioner mennesker. Ofrene var både de døde og overlevende. De overlevende forsøgte at glemme, og Tyskland forsøgte at glemme dem. Næsten alle tyskere led i 1945, og historien om 'Wilhelm Gustloff' var en blandt mange. Den glemte historie I årene efter krigen var det ikke korrekt at tale om tyske ofre - eller om tyskere som ofre. 'Wilhelm Gustloff', de døde og de overlevende blev glemt. Det blev til enkelte bøger og en hurtigt overset spillefilm i 1959. Sagen var et smertefuldt kapitel i Tysklands historie, som man i lighed med mange andre hurtigt skulle glemme. Det gjorde man, indtil Günter Grass, der selv stammer fra Danzig, skrev historien om de 9.000 ofre fra 'Wilhelm Gustloff' og undervejs også beretter om et overlevende barn fra skibet, den sovjetiske kaptajn og sønnen af den rigtige Wilhelm Gustloff. På den måde gør Grass dramaet om 'det tyske Titanic' til en historie om Tyskland og tyskerne helt op til vor tid - en historie, som ingen før ham har vovet at tage fat på.