0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den største skibskatastrofe

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingeni
Foto: ingeni
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Siden 1945 har hele det tyske folk opfattet sig selv som bøddel og aldrig som offer, på trods af at millioner af tyskere døde under Anden Verdenskrig.

Ikke kun soldater, men også kvinder, børn og oldinge, der blev begravet levende i Dresdens ruiner eller brændt ihjel i Hamburgs inferno af allierede bomber mellem 1943 og 1945. Ni millioner blev fordrevet fra deres hjem, og mange nåede aldrig frem til et nyt.

Günter Grass fortæller i sin nyeste roman, 'Im Krebsgang' - 'I krebsegang', hvordan det gik 9.000 af dem. For det er på høje tid, tyskerne også tør se sig selv som et folk af ofre og ikke kun et folk af bødler, har han sagt i et af de mange interview i forbindelse med udgivelsen af bogen.

De tyske medier hylder både denne vilje til at se på Tysklands historie med nye briller og især de litterære kvaliteter i bogen.

Efter en række magre litterære år er den venstreorienterede bulderbasse, modtager af Nobels Litteraturpris i 1999, tilbage i den absolutte top af verdenslitteraturen, som flere tyske aviser formulerede det i deres anmeldelser af bogen.

Det er beretningen om historiens største skibskatastrofe, som nærmest gør 'Titanic's forlis til en parentes. Men luksuslineren og flygtningeskibet 'Wilhelm Gustloff's skæbne er ikke blevet en del af den nationale, endsige internationale bevidsthed.

For de 9.000 tyskere, der døde i Østersøens bølger mellem Bornholm og Gdynia 30. januar 1945, var hverken excentriske grever, stenrige forretningsfolk eller smukke italienske indvandrere på vej mod eventyret i et nyt land.

Operation Hannibal
Passagererne var næsten alle tyske kvinder og børn, som i vild panik var på vej mod vest på flugt fra den fremrykkende Røde Hær, som 26. januar befriede udryddelseslejren Auschwitz - og længere mod vest stod den kun få kilometer fra de store tyske havnebyer i det nuværende Polen.

Fra hele det daværende Østpreussen strømmede titusindvis af flygtninge til de store tyske byer Danzig, i dag Gdansk, og Gotenhafen, i dag Gdynia. De vidste, at det tidligere krydstogtskib 'Wilhelm Gustloff' lå i havnen sammen med flere store tyske krigsskibe.

De håbede at komme med om bord på rejsen vestpå til den tyske flådehavn i Kiel, som alle regnede med ville blive britisk eller amerikansk besættelseszone. Alle havde kun én ting i hovedet: at slippe væk fra Den Røde Hær.

21. januar 1945 giver storadmiral Dönitz ordre til, at alle tyske skibe i området skal sejle vestpå. Omgående strømmer det mod havnen fra overfyldte huse, knejper og midlertidige telte for de heldige, som ikke var frosset ihjel i store menneskebunker i byens gader, som de overlevende berettede om.

»Det var som Noahs ark«, fortæller de overlevende. Alle kæmpede mod alle for at komme om bord.

Det er indledningen på 'Operation Hannibal', historiens største evakuering ad søvejen. Mere end to millioner mennesker kommer på få uger mod den vestlige del af Tyskland, og omkring 10.000 forsamlede sig omkring 'Wilhelm Gustloff', næsten alle kvinder og børn. Mænd og drenge fra 14 til 65 havde ordre om at blive tilbage for at kæmpe videre for føreren og fædrelandet.

Nazistisk helgen
De havde næsten alle hørt om skibet, der var et af Det Tredje Riges klenodier. Adolf Hitler lod det bygge i 1937 som verdens største krydstogtskib. Efter stabelafløbningen blev det overdraget arbejderorganisationen Kraft durch Freude, Kraft gennem Glæde, der var en af nazistyrets frontorganisationer.

Den sendte lønmodtagere på ferie, og det bedste tilbud blev et krydstogt i Østersøen med 'Wilhelm Gustloff' med den store swimmingpool, biografen, de imponerende spisesale og de behagelige kahytter til 1.460 passagerer.

Selve navnet var bekendt gennem den nazistiske propaganda. Wilhelm Gustloff ledede de nazistiske partiorganisationer i Schweiz, da han i 1936 blev skudt af en ung, nazifjendtlig student ved navn David Frankfurter.

I Tyskland gav Hitler omgående Wilhelm Gustloff status som 'nazistisk helgen'. Men i januar 1945 var glansen både gået af krydstogtskibet og det barbariske regime. 'Wilhelm Gustloff' havde tilbragt krigen i Gotenhafen som hospitalsskib, men blev nu rigget til for at kunne stå ud på rejsen mod vest.

Kaptajnen, den 63-årige Friedrich Petersen, havde ikke sejlet i flere år og havde slet ikke erfaring med et så stort skib. Derfor fik han to hjælpere fra den tyske krigsmaskine. Medkommandanten blev lederen af den lokale ubådseskadrille - som ikke eksisterede mere - korvetkaptajn Wilhelm Zahn. Med andre ord var kommandogangene uklare, men alle fire var lige inkompetente.

Ubåd på spil
29. januar trak slæbebåde det store skib ud af havnen med officielt 7.956 mennesker om bord. Ud over dem var omkring 2.000, som kæmpede sig op på skibet i de sidste timer, inden landgangen gik. Alle var glade, for rejsen mod vest var begyndt.

På broen var alt kaos. Erfarne officerer havde rådet kaptajn Petersen til at sejle med fuld skrue for at ryste eventuelle sovjetiske ubåde af sig. Det ville han ikke af frygt for at fre