Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fader. I romanen 'Knud, den store' skriver Hanne-Vibeke Holst om hele Knud Holsts liv. Fra fødsel til død.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Fader. I romanen 'Knud, den store' skriver Hanne-Vibeke Holst om hele Knud Holsts liv. Fra fødsel til død.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hanne-Vibeke Holst skriver roman om sin fars nordjyske 'hærværk'

Digteren Knud Holsts liv styrtede i en afgrund af alkohol og store drømme. Nu har datteren skrevet hans historie.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I oktober 1994, mindre et år før sin død, har Knud Holst chancen.

Han står i sin sodsværtede lejlighed i Vrensted i Nordjylland. En bekendt har påsat branden. Alt stinker. PH-lampen, som han har fra sine velmagtsdage, er boblet op af strålevarmen fra flammerne. De nedslidte designermøbler Ægget og Svanen har ligesom forfatteren selv set bedre dage.

Det arkitekttegnede indbo står som et falmet monument og viser tilbage til en tid, da forfatterne Knud og Kirsten Holst var Løkkens svar på Kennedyparret. Men her i Vrensted er det hele lige meget. Både indbo og beboer ligner, hvad de er.

En katastrofe.

Det er også her, at Knud Holst har chancen for at pakke nederlaget ned i sorte sække og begynde forfra. Alt kan gå på forbrændingen. Alle dagbøgerne, brevene og notaterne om de skibbrudne projekter kan destrueres sammen med stakken af inkassobreve.

Tilbage vil kun være de mundtlige beretninger. Et par af de nyeste fortæller, hvordan Børge Post fandt ham døddrukken i en grøft og bar ham hjem, eller hvordan vennen Niels Hausgaard bankede på ruden igen og igen, indtil Knud Holst vågnede rullet ind i sit gulvtæppe.

Men forfatteren, eneboeren, den forladte og fraskilte, vil ikke smide sin fortid ud. Hans gode ven Steen Rønn hjælper ham med at rydde op på brandtomten og spørger forbløffet, om der da slet ikke er noget, de må smide ud. Men svaret er klart.

»Nej. Alt skal gemmes«.

»Hvert eneste stykke papir?«

»Ja«.

»Også gamle regninger og kvitteringer og den slags?«

»Jep«.

For datteren Hanne-Vibeke Holst er det en invitation.

LÆS OGSÅ

»Hvis han ville gemme alt, så har han en idé med det. Måske tænker han, at når han kommer til ære og værdighed, så har han stoffet til at skrive the great novel. Eller også må andre skrive den. Eventuelt hans datter. Men hvis han ikke ønskede, at nogen skulle beskæftige sig med det efter hans død, havde han her sin chance«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Knud, den genrejste
Det blev en af de store mangler i Knud Holsts liv, at han aldrig fik skrevet en roman.

Nu er hans eget liv til gengæld blevet til romanen ’Knud, den store’, som hans kendte forfatterdatter har brugt de seneste to år på. Ikke mindre end 577 sider.

Bemærk kommaet i titlen. ’Knud, den store’.

»I alle mine bøger har titlen en dobbeltbetydning. Selvfølgelig er der en ironisk distance i kommaet, for det siger jo noget om det selvbillede, som han har, fra han er fucking syv år gammel. Han er ikke kun en lille, sagtmodig dreng. Han er også en dreng, der poserer og allerede har en grandios forestilling om sig selv«.

Umiddelbart kunne det lyde som starten på en datters endelige opgør med sin fraværende far, men sådan ser Hanne-Vibeke Holst det ikke. Hun mener, det snarere er en genrejsning af forfatteren Knud Holst.

Han var en stor drømmer

»Jeg respekterer ham meget mere, end jeg gjorde før. Meget mere. Og jeg er flov over, at jeg ikke forstod ham. Jeg har altid haft en intuitiv ømhed for ham, fordi jeg kunne se igennem hans attitude og store armbevægelser og pinligheder. I dag kan jeg se, at det heller ikke har været let for ham med tre livskraftige døtre og en meget stærk kone«.

I ’Knud, den store’ fortæller hun livshistorien om forfatteren fra den fattige husmandsfamilie, bogstaveligt fra fødsel til død. Det er historien om drengen, der allerede som lille følte sig hjemløs i familien og ofte isolerede sig under stuebordet med bøger og tegnepapir.

Med årene voksede forældrenes bekymring, for hvad skulle der da blive af den dreng?

Knud, den lovende
I de første voksenår gik det nu ikke så dårligt.

Han brød igennem som modernistisk digter, og både han og hustruen, Kirsten Holst, valgte efter nogle år at droppe jobbet som lærer for helt at hellige sig bøgerne.

Han var lovende og færdedes i de litterære cirkler, men det afgørende kunstneriske gennembrud til publikum kom aldrig. Og til sin egen store skuffelse forsvandt han nærmest ud af den officielle litteraturhistorie, da den blev skrevet i en af sine mange versioner i løbet af 1980’erne.

Måske var han bare en forfatter, der passede til modernismen i 1960’erne, og så var den ikke længere?

»Det kan godt være, og det skyldes måske, at han blev rådvild. Han kom ude fra plovfuren. Ganske vist var han ud af en læsende familie, men de var uuddannede. Til gengæld mødte han de rigtige mennesker undervejs, og han var selv intellektuel og kunne genkende sublim kunstnerisk kvalitet, når han så det. Men det blev også en møllesten om hans hals, for han kunne se, at så langt rakte hans eget talent heller ikke«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS NEKROLOG

De seneste to års arbejde med at samle materialet til sin fars livshistorie har ændret Hanne-Vibeke Holsts billede af sin far.

»Jeg har fået valid dokumentation for, at han var anerkendt. Han var også dygtig, talentfuld og ufattelig produktiv. Jeg troede jo ikke, at han havde lavet noget, men han knoklede som en sindssyg. Undervejs har jeg siddet med flere hundrede avisudklip, og alt er skrevet før Google, computere og e-mail. Vi snakker hakkebræt, blæk, leksikon og læsning. Han har jo skrevet kronikker om Ibsens samlede skuespil og om græsk lyrik. Det er ikke bare kronikker om, at det regner. Det er lærd stof. Ved siden af skrev han sine digte og noveller«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Knud, den drømmende
Gennem skriftlige og mundtlige kilder er hun blevet bekræftet i, at faderen havde en betydelig position i det nordjyske.

Ja, han var nærmest kongen, som hun siger, men han havde også store forventninger til sig selv. Hans ambitioner gik både på at blive placeret i det litterære landskab og på at nå højere op i det sociale hierarki.

»Hvis han var vokset op i København, ville han have kunnet se, at der også var en, der hed Klaus, og en anden, der hed Niels, men det finder han først ud af senere. Og han får et chok, da han møder dem. Det er stimulerende for ham, men også et gok i nødden. Der er nogen, der ejer den bane her. Klaus Rifbjerg blev nok den Aladdin, han målte sig op imod«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Var han en drømmer?

»Han var en stor drømmer. Der er noget smukt i det, for det var med til at holde ham oppe, men det bliver også en hård deroute. Til gengæld bruger han hele paletten«.

Det er ’Hærværk’ på nordjysk?

»Ja, og alle kunstnere frygter jo, det skal ende i ’Hærværk’. Vi er følsomme og går ind i det med alt, hvad vi har. Det er så let at brænde op. Der findes også en frygt i mig for, at jeg har arvet det, for hvad er det, vi har med os i denne her slægt? Vilje, sårbarhed, stolthed«. Knud, den stolte


Hos Knud Holst viste stoltheden sig ved, at han holdt døtrene på afstand i årevis.

Mens hans liv faldt fra hinanden, og han blev ramt af en svulst, isolerede han sig. Hanne-Vibeke Holst så ham ikke i syv år og var først tæt på ham igen, da han lå for døden i 1995.

»Han ville ikke have, vi skulle se hans elendige forfatning. Han undskyldte sig altid med, at han havde travlt med at skrive, men det er nok ikke så fedt at få besøg af sine børn, når man ikke kan byde dem en kop kaffe, fordi der hverken er gas eller el eller varme, og måske ikke engang penge til kaffen. Men det vidste vi ikke, og jeg kan have det så skidt over det i dag«.

Hvilket lys kaster det på dig, at han kunne se sin egen begrænsning?

»Jeg har altid kendt min egen begrænsning. Hvis man har korte ben, er der grænser for, hvor højt man kan springe. Det er fint for mig, men det var ikke fint for ham, for han kunne ikke lade sig nøje med det relativt store talent, han havde. Derfor var han hårdere ved sig selv, end han havde behøvet at være«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Jeg havde brug for at skrive om min mor i 'Undskyldningen' først. Den bog blev en slags bro, så jeg kunne komme over til Fars Ø



Hun har brugt et år alene på researchen til sin bog. Blandt de mundtlige kilder er familie, forfatterkolleger og faderens vennekreds. De skriftlige kilder er blandt andet Knud Holsts mange barndomserindringer, hans dagbøger, essays, breve, aviser og efterladte manuskripter. Men hun understreger også, at det ikke er en biografi, men en roman.

»80-90 pct. af det, der står, er foregået, som det fremgår af bogen. Jeg tillader mig at skrive, hvad Knuds far tænker, eller hvad personerne i romanen tænker, for jeg mener, det hele er dækket af. Jeg digter med kilderne. Aldrig imod. Det er en fortælling, og når der er brug for det, tager jeg styringen«.

Knud, den isolerede
’Knud, den store’ er Hanne-Vibeke Holsts anden roman om sine forældre.

Den første kom i 2011 med titlen ’Undskyldningen’. Romanen handlede blandt andet om de hemmeligheder, som familier bærer med sig og bliver præget af.

LÆS ANMELDELSE

I dag kan forfatteren fortælle, at historien også var inspireret af de oplysninger, der kom frem, da hendes mor, Kirsten Holst, døde i 2008.

Nej, den yngste i søskendeflokken var ikke datter af Knud Holst. Hun var datter af den mand, Kirsten Holst mødte på sin lange vej ud af ægteskabet med Knud Holst. Historien om det, Hanne-Vibeke Holst kalder »det uægte barn«, kom dermed til at skabe forbindelsen mellem de to tidligere ægtefæller.

»Jeg vidste godt, at jeg ville skrive om min far, men jeg havde brug for at skrive om min mor i ’Undskyldningen’ først. Den bog blev en slags bro, så jeg kunne komme over til Fars Ø«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Betegnelsen er på ingen måde tilfældigt valgt, for ifølge datteren følte Knud Holst sig det meste af livet isoleret fra resten af verden, og det er ikke kun skilsmissen fra Kirsten Holst, der sender ham langsomt og sikkert mod afgrunden.



»Han taber højde i slutningen af 1960’erne, og det er han ikke alene om blandt tidens forfattere. Pludselig vender vinden, og litteraturen er ikke hot. Nu handler det om film og musik. Eller bogklubberne. Hvis man vil overleve, skal man skrive romaner, der kan sælges i bogklubberne. Det kan folk som Rifbjerg og Bodelsen«. Knud, den urørlige


Hvorfor er det, at han ikke skriver romaner?

»Der er flere årsager. Han er for rastløs og kan ikke sidde på sin flade røv i et eller to år og skrive roman. Desuden havde han ikke råd. Jeg har været rystet over, at han faktisk var gældsat allerede som student«, siger Hanne-Vibeke Holst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Da hun gik i gang med ’Knud, den store’, besluttede hun tidligt, at det ikke skulle være en roman om hende og faderen, for hun er sikker på, at hun aldrig var den vigtigste person i hans liv.

»Jeg prøver at give et billede af, hvordan han så mig, og det er ikke så flatterende, for han så mig jo som en bitch. Hvad jeg også var«.

Hanne-Vibeke Holst ved, at han så hende som møgirriterende og skråsikker, og at hun var en sten i skoen for ham, fordi hun havde den succes som forfatter, han selv drømte om. Han var godt gammeldags jaloux.

»Men han var også stolt af mig, kan jeg se af uafsendte breve, jeg har fundet. Han blev inspireret af, hvordan det gik mig, og skrev endda i nogle noter, at vi måske skulle skrive noget sammen. Til gengæld har han også svinet mig til over for andre, sendt mig de mest forfærdelige breve og bagtalt mig over for mine chefer på både Berlingske og Gyldendal. Derfor havde jeg også en stor tvivl om hans kærlighed, da jeg gik i gang med bogen, for som børn var vi altid usikre på hans følelser for os. Når han endelig viste os opmærksomhed, var det noget, vi slubrede i os, så da jeg når frem til brevene, følte jeg en barnlig lettelse. Han elskede mig alligevel«.

'Knud, den store'

Læsernes kærlighed har den populære forfatter aldrig behøvet at tvivle på.

Vi skal et tiår tilbage for at finde en bog, der ikke solgte godt. Det var interviewbogen ’Da jeg blev vred’. »Det var en vigtig bog på det tidspunkt. Det samme er tilfældet med ’Knud, den store’. Men hvad kan jeg gøre? Jeg har altid flyttet mig som forfatter, for et forfatterskab er jo ikke nogen pølsefabrik«. Så du vil ikke græde dig i søvn, hvis ’Knud, den store’ kun sælger 1.000 eksemplarer?»Jo. Er du da sindssyg. Jeg vil også gå fallit! Det ville faktisk være enormt træls, for nu at sige det på godt jysk«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden