Interview: Suzanne Brøgger, pigen der var ingen

Få har skilt sig ud som Suzanne Brøgger. Og i den grad insisteret på at være sig selv. Med store hatte, erotiske eksperimenter og kritik af tosomheden. Men i virkeligheden var det andres drømme, hun udlevede. Suzannes mor var skuffet over sit liv og forsøgte jævnlig selvmord. Men datteren kunne give hende revanche, mente hun. Ved at blive en fri kvinde. Og frem for alt: en personlighed.

Bøger

Hver dag, når Suzanne efter skoletid satte sig ind i toget på Jægersborg Station for at køre hjem, var det med livet som indsats. Ikke hendes eget. Men hendes mors. Og da de to på det nærmeste var vokset sammen, var det hele den ranglede skolepiges tilværelse, der hang i en tråd. En enkelt regnefejl og verden kunne gå under.

»Min forestilling spillede på det her med marguerittens kronblade: Han elsker mig, han elsker mig ikke«, fortæller Suzanne Brøgger.

»Men for mig blev det til: Min mor er død, min mor lever. Og det var så ikke kronblade, jeg talte, men stationer«.

Første stop var Lyngby Lokalstation. En svagt pistaciefarvet bygning. »Min mor er død«, tænkte hun. Fuglevad lå inde i skoven og var mat okseblodsfarvet. »Min mor lever«. Brede var mosebrun, Ørholm rustrød og Lundtofte æggegul. »Hvad stiller man egentlig op med en død mor? Hvem ringer man til? Politistationen? Eller kirken?«. Så blev det Egevang. Gudskelov! Her skulle Suzanne af. »Min mor lever«.

»Jeg vidste selvfølgelig, at hvis jeg startede med, at hun ikke var død i Jægersborg, så ville hun også være levende i Egevang«, smiler Suzanne Brøgger.

Men nogle gange standsede toget ved Slotsholmen. Hvilke dage kunne hun ikke vide. Og sådan har intet nogensinde været en selvfølge for Suzanne Brøgger. At mor lever. At verden stadig findes. Eller at hun selv gør det. For som hun udtrykker det:

»Som barn kunne jeg jo se, at selve grundlaget for min eksistens kunne ophøre når som helst«.

»Måske var det kun tre gange, min mor forsøgte at begå selvmord. Måske fem. Men på en måde er det ligegyldigt. For det var selve stemningen og angsten. Det går over i en tåge af uvirkelighed med en mor, der ikke står op. Og bliver indlagt på psykiatrisk, og man tror, at denne gang ... nu!«.

Lige siden har Suzanne Brøgger stillet spørgsmål ved ting, der er en selvfølge for de fleste. Hvorfor der overhovedet findes noget. Hvorfor der ikke er ingenting i stedet. Eller hvorfor genstande falder ned, når man slipper dem. Og hvorfor de ikke gør det, når der er et bord under.

»Efterhånden som jeg er blevet ældre, er det i lige så høj grad blevet en taknemmelighed over alt det, der er. Vi tager så meget for givet. At alt det, der forsvinder om vinteren, vælter frem igen om foråret og sommeren, selv om man slet ikke kan forestille sig, hvordan det kan komme til live igen. Eller at denne her kop ikke falder til jorden, når vi stiller den på et bord«, siger hun og lader fingerspidserne lande så let på krusets kant, at berøringen kun lige akkurat giver en lyd fra sig.

Hvor langt tilbage kan du huske, at du har iagttaget verden uden den selvfølgelighed?

Hun sidder længe og ser ud i stuen, uden at der kommer noget svar. Først da opdager jeg, at hendes øjne er blevet blanke.

»Jeg har aldrig kunnet tage noget for givet«, siger hun med bevægelse i stemmen. »Men det gør jo også, at alt det, der er, bliver meget ... vidunderligt«. Hun ser på mig. »Det er ikke nogen klagesang, for jeg har virkelig fået mange usædvanlige ting i min opvækst. Bare ikke den der almindelige omsorg, der gør, at man bliver menneske. Jeg har haft nogle vidunderlige musiske forældre. De spillede begge to klaver. Og min mor var et meget litterært menneske. Så jeg har virkelig fået mange gaver«.

»Behæftet med ... gift«.

Jeg kommer til at tænke på en fugl med meget store vinger og meget små fødder ...

»Det er fuldkommen rigtigt! Og så er det sådan lidt farligt at lande«, siger hun, mens latteren giver sig til at løbe ved siden af ordene.

»For hvor skal man træde?«.

Det døde punkt På dårlige dage famlede moderen sig frem langs lejlighedens vægge i en medicindøs. På de værste kunne familien finde hende i en blodpøl ude på badeværelset. Ikke så sært at alle Suzannes antenner var rettet udad. Mod moderen. Sig selv kunne hun til gengæld dårligt mærke. For som hun siger:

»Jeg følte mig som ingen«.

Hvordan er man ingen?

»Det er sådan en kold zone, som man ikke kan beskrive, når man er barn, fordi man jo ikke kan mærke den. Der er et punkt, hvor man er død. Et sted, hvor man er intet«, siger Suzanne Brøgger.

Og nærmere kommer vi det nok ikke. For tomheden er i sagens natur svær at beskrive. Man kan luske nok så meget rundt i kanten af den og alligevel kun formå at sætte ord på alt det, den ikke er. Selv har Suzanne Brøgger arbejdet hårdt i sit forfatterskab på at skrive sig frem til en følelse af at være nogen i stedet for ingen, forklarer hun. Og derigennem skabe en form for person, som hun siger.

»Men ...«, tilføjer hun med et smil.

»Jeg tror ikke, at den person kan blive sådan helt mig. Fordi den ikke var der fra starten«.

Suzannes mål i livet var at indfri de drømme, hendes mor var brændt inde med. Mente moderen. Og undgå de fælder, hun selv var faldet i. Med to mislykkede ægteskaber og rige evner, der aldrig rigtig blev udnyttet. Suzanne skulle være en moderne kvinde. Fri af mand og børn. Og frem for alt: en personlighed.

Og Suzanne havde intet besvær med at overtage sin mors drømme. Som hun siger: »Jeg var jo ingen«.

Hvordan levede du din mors drømme ud?

»Ved at være en fri fugl og ved hele min ungdom at være ... jeg vil ikke sige promiskuøs, men i hvert fald fri og ubundet«.

Da Suzanne Brøgger som ganske ung boede med familien i Bangkok, blev hun optaget som en slags lærling i en kreds af erotisk frisindede intellektuelle. Og gjorde også deres drømme til sine. Hendes læremestre forventede, at hun kastede sig ud i erotiske eventyr for senere at bruge sine oplevelser til at skrive bøger om erotisk skønhed og forførelse.

»Andres forventninger til mig har altid været til det store og vidunderlige«, siger Suzanne Brøgger. »Men for mig selv har livet egentlig mest været en kamp for det almindelige«.

Hvordan har du levet dine egne drømme ud?

»Ved at bo i det her hus på landet og skrive de bøger, jeg ville«, siger hun.

»Det har været mit eget«.

Audiens
Suzanne Brøgger har altid forstået at iscenesætte sig selv. Siger man. Med eksotiske gevandter, store armbevægelser og et forfatterskab, der dybest set handler om hende selv. Men præcis hvor fiktionen slutter, og hendes eget liv begynder, ved de færreste vist. Eller hvad det er for et sandkorn, der engang kan have forvildet sig ind under hendes skal, og som hun med tiden må have skabt sin perle omkring.

Det er, hvad jeg er kommet for at høre. Og efter i årevis at have takket nej til sådan et interview har hun endelig indvilget.

Suzanne Brøgger er en dronning. Måske derfor føles det nærmest som en rituel nødvendighed, at man må rejse tværs over kvæg og dovner. Længere borte rejser tre vindmøller sig af landskabet og maler tålmodigt dagen i store dorske sving.

Ellers sker her ikke meget. Det er her – midt ude i ingenting – at den flamboyante verdensdame til alles forbløffelse slog sig ned i en gammel skole for 35 år siden og indrettede sit »beskyttede værksted«, som hun kalder det. Mellem en håndfuld huse, der ligger strøet ud langs en landevej og bærer navnet Knudstrup.

Der står ingen og venter i perlegruset foran den gamle skole. Bortset fra de to hvide løver, der sidder vagt på hver sin side af den almueblå dobbeltdør. En vild vin er vokset op over den gule mur og synes at holde hele bygningen i et nænsomt favntag. Først da jeg tager i dørhammeren, opdager jeg, at døren er åben. Og et sted derindefra siver de sprøde toner fra et stykke munter violinmusik ud i dagen.

Entreen er tom, men ud af øjenkrogene aner man i de tilstødende stuer en tyngde af mørke orientalske træsorter og af tid, der er gået. Her er ingen enkle linjer eller lyse overblik. Ingen dansk designet lethed. Væggene i den ene stue står i så mættet en dybrød farve, at det er lige før, man kan smage den. Et klaver er der også. Og et ægte tæppe. Fra en dunkel baggrund af et maleri smiler Karen Blixens måneblege ansigt mørkt. Og på en plakat lidt derfra lyser Suzanne Brøgger selv i rødt.

Så står hun pludselig i entreen. I levende live. En romersk søjle i menneskeskikkelse. Lang og elegant. Slank, nærmest mager. Med en hånd rakt frem. Og en let latter, der løber gæsten i møde.

»Jeg har jo forsøgt at glorificere et hul i jorden«, siger hun, da jeg spørger, hvorfor hun egentlig bor herude.

Der er højt til loftet i den stemme. Stuk og udskårne paneler.

»Det er et sted, som ikke kræver at blive beundret. For her er ikke rigtig noget«, siger hun.

»Ingen beundringsværdig udsigt. Ingen skov. Ingen strand. Bare en mose og noget landbrug«.

Hvorfor har du valgt sådan et sted?

»Det er vel mit indre landskab, jeg ser i det ydre«, siger hun. »Fordi jeg har genkendt mig selv i det«.

Ingen
En hvid bue deler den lille dobbeltstue i to. I skriveværelset ved siden af står et gammelt skrivebord og en stol med et kelimtæppe kastet over ryggen. Som en trone. Herinde er der lagt lilla dug på det runde bord, og fra et hvidt bornholmerur i hjørnet udgår et sagte metallisk tik-tak. Husets egen puls.

Der er stakke af store bøger overalt. Det ser ud, som om de vokser frem af sig selv, hvis ikke man gør en aktiv indsats for at holde dem nede. På bordet foran os ligger en stabel. I et par stole langs væggen andre to. Og i skriveværelset rejser en reol sig næsten i loftets højde med bøger i rækker. Og oven på rækkerne ligger endnu flere – i stakke.

»Jeg taler ellers aldrig om mig selv. For jeg har ikke nemt ved det«, siger Suzanne Brøgger, da vi tager plads i de bløde puder i hver sin fletstol ved det runde bord.

»Jeg er lige så forfængelig som andre, men at blive berømt var aldrig et forfængeligt ønske hos mig. Det var mere det, at her var en kategori, hvor min utilstrækkelighed som menneske ikke ville være så tydelig. At jeg i berømmelsen kunne skjule mine menneskelige skavanker«, siger hun og tilføjer med latter i stemmen:

»Søren Kierkegaard skriver også, at hvis du virkelig har en hemmelighed, som du gerne vil bevare, så skal du råbe den ud over tagene«.

Det er altid mærkeligt, første gang man møder et menneske, hvis ansigt og fremtoning man kender fra et helt livs fjernsyn og aviser. Som et omvendt kunstværk. Et maleri, der har eksisteret, længe før mennesket selv blev modelleret op efter det.

Suzanne Brøgger ligner sit eget billede. Med de store brune øjne i sorte rammer. Det aristokratisk opsatte hår, der samler sig i nakken. Og som afslutning den lille skævhed ved tænderne. Skønhedens ubetydelige vaklen, der gør den menneskelig. Og derfor komplet.

Hun sidder i en lang råhvid dragt med rundede sorte kanter. En tung kæde af sten løber ind under halsens udskæring, og fra den ene skulder trækker et sort slag en linje diagonalt ned over hendes bryst og deler hende i sort og hvidt. Et levende yin og yang-tegn. Med en metalsort dråbe i det ene øre. Og en hvid i det andet.

Suzanne Brøgger skriver om morgenen, fortæller hun. Resten af dagen arbejder hun »ubevidst«. Lader sprog og tanker nørkle med hinanden, mens hænderne vasker gulv og spiller klaver, og benene går deres daglige tur i mosen.

Suzanne Brøgger holder hele tiden skriften i gang, som hun siger. Også når hun sover.

»Det er en evne til at være åben, som kan være meget farlig blandt andre mennesker«.

For ude i verden er hun måske en myte, men i sin egen stue bare et menneske. Eftertænksom, lyttende og sart. Underlig nøgent til stede. Og anderledes blufærdig end den dristige forfatter, der også bærer hendes navn.

»Det er fuldkommen rigtigt«, siger hun, da jeg nævner forskellen.

I hvilken slags situationer oplever du din blufærdighed?

»Ja, i denne her, som vi sidder i nu!«, udbryder hun og ler.

Hvordan?

Længe venter jeg på svaret, mens uret i hjørnet slæber sig frem og tilbage mellem ’tik’ og ’tak’.

»Jeg bliver bare meget bevæget over alt det, der har med tilværelsens dybder at gøre«, kommer det så med skælvende stemme.

Tårerne skal vist ikke tages så tungt. Og latteren ikke helt så let, som den lyder. Suzanne Brøgger rejser bare flittigt imellem de to. Og i imponerende korte rejsetider. Uden unødige ophold undervejs i mere lunkne egne af sig selv. Indimellem kommer latteren ligefrem brasende, før hun helt har fået kontrol over gråden. Og som hun selv siger:

»Jeg føler bare tingene meget stærkt«.

Som barn kunne hun finde på at gemme sig i en port, når nogen, hun kendte, kom forbi. Også når det var folk, hun godt kunne lide.

»Jeg har svært ved forstillelse. Det er sådan en lidt Pippiagtig barnlig følelse. Altså, hvis jeg står i en situation, hvor jeg skal konversere, hvad skal jeg så sige? Og jeg bliver meget pinligt berørt, for jeg kan ikke finde på noget«, siger hun.

»Jeg kan godt finde på at spørge til død og sygdom og skilsmisser i festligt lag. Hvis nogen derimod spørger mig: Hvordan har du det? Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. For jeg har det på tusind måder. Hvad for en skal jeg vælge?«.

Vidunderbarn
Suzanne Brøgger har næsten ingen minder fra sin barndom. Når ens mor balancerer på kanten af livet, træder andre erindringer i baggrunden, forklarer hun. Der står kun det tilbage, at man blev valgt fra. At man åbenbart ikke var mere værd.

»For sådan oplever man det jo«.

Suzanne Brøggers mor kom fra en familie af stærke og farverige personligheder. Hun var ekstremt smuk, blev sammenlignet med Greta Garbo. Og selv om hun ikke havde nogen uddannelse, var hun lidenskabeligt optaget af litteratur.

»Hun læste Goethe og Schiller, Proust og James Joyce«, siger Suzanne Brøgger. »Og så var hun udstyret med en meget feminin dovenskab. Ligesom en kat. Sådan rigtig lad. Og den slags mennesker får helt naturligt en hel hær af tjenere«, ler hun.

»Min mor var fuldkommen upraktisk med alt, hvad der hedder huslige ting. Hun kunne vitterlig ikke lave et spejlæg«.

Hun ser på mig.

»Altså, hvis hun prøvede, ville det gå galt!«.

Suzannes mor var halvt jøde og giftede sig under krigen med en dansk musiker for at undgå ubehageligheder. Forelsket var hun ikke. Men noget må der nu alligevel være foregået. For 18. november 1944 kom en pige til verden på en fødeklinik i Bredgade. Og blev af sin mor øjeblikkelig udråbt til vidunderbarn.

»Hun lavede en mytologisk forestilling ud af mig lige fra starten. Altså helt urealistisk. To år gammel kunne jeg alle sangene i Danmarks Melodibogs to bind udenad. Påstod hun«, fortæller Suzanne Brøgger.

Moderen læste Freud og moderne pædagoger. Hendes pige var perfekt fra fødslen, mente hun. Og skulle ikke ødelægges med unødig opdragelse. Hun så i den rette PH’ske ånd barnet i et idealiseret lys og betragtede det som det uspoleret naturlige og nye, der skulle rejse sig af krigens ruiner.

Familien flyttede ind i en lejlighed i Lundingsgade på Østerbro. Det var et hjem med klaver. Mor spillede Bach på det, far Chopin og jazz. De havde grammofonplader og de seneste bøger af Hemingway. Og Suzanne kunne godt se forskel på livet i lejligheden og det liv, der blev levet rundt om hjørnet i Ryesgade, hvor arbejdernes børn legede i de beskidte baggårde.

»Der var en følelse derhjemme af, at vi var noget særligt. Og i hele slægten var der sådan et mytologisk strejf, et hovmod på en måde, der gjorde, at man så ned på det almindelige. Det var godt med særheder. At være aparte«, siger hun.

»Og det værste man kunne blive var almindelig«.

Mens Suzannes mor gik i gang med at køre Suzanne i stilling som det nye menneske, gik det mere trægt med hendes egne ambitioner. Hun levede under niveau, syntes hun. For hun havde, som hendes datter udtrykker det: »Meget høje livsforventninger. Og et meget lavt realisationsniveau«.

»Og så slog hendes dovenskab over i noget destruktivt. Altså, at så var det heller ikke sikkert, at hun gad leve«.

»Jeg tænkte altid på, om det var min skyld. Så jeg var meget ked af det som barn. Og skamfuld«, siger Suzanne Brøgger, før tilføjelsen falder med et smil:

»Når ikke jeg var meget stolt«.

I de første år udtrykte moderens mismod sig i et stigende pillemisbrug. ’Ferietabletter’ som opkvikkere. Og sovepiller til at falde ned på. Ofte var hun så dopet, at hun kun kunne gå ved at støtte sig til væggene. Hun lignede et spøgelse, syntes datteren. Og hun kunne ikke tale ordentligt. Eller som Suzanne Brøgger siger: »Det var altid fantastisk farligt, når konsonanterne ikke var i orden«.

Børnene blev sendt på biblioteket efter bøger, når deres mor var syg. Litteratur var åbenbart noget, der kunne holde hende oppe, erfarede de. Og måske endda i live.

Og så blev du forfatter og skrev mere af det, der holdt hende oppe?

»Det har jeg også tænkt på. Og for min mor var det i hvert fald en del af den gode medicin, at jeg blev forfatter. Når hun lå på hospitalet, lå der altid en bog, jeg havde skrevet, på dynen eller natbordet. Og så, når lægen kom forbi ...«, siger hun og tilføjer med moderens kælne stolthed i stemmen:

»Det er min datter, der har skrevet den«.

Far
Suzannes far var en rigtig joker. Meget morsom, meget musikalsk og meget selskabelig. Men, siger Suzanne Brøgger:

»Han var komplet utilregnelig«.

Vi ser på hinanden.

»Jamen, han var upålidelig på mange måder. Han betalte ikke sine regninger og var fuld af luftkasteller og drømme«.

Så han kunne ikke bære, når din mor svigtede?

»Ikke med andet end en vittighed«, siger hun.

»Han var sådan et overskudsfænomen«.

Som for eksempel en dag, han havde været borte om natten, og Suzanne bekymret for hans ve og vel spurgte, hvor han så havde sovet. »Jeg har stået på ét ben i Kongens Have«, lød svaret. Og som hun siger: »Det lød jo beroligende«.

Senere, da Suzanne blev student, og hendes far ikke havde penge til en gave, skaffede han i stedet en kageæske hos en konditor og et kuld ællinger på en bondegård.

»Da han gav mig æsken, troede jeg jo, at det var konditorkager. Men dengang tænkte jeg vist mest på, hvordan man slipper af med sådan nogle ællinger igen«.

Hun sidder længe og kigger ud i luften, mens øjnene bliver blanke og mælet tykt. »Åh!«, nærmest gisper hun efter vejret, mens en tåre følger en linje ned over ansigtet.

»I dag synes jeg, at det er den mest vidunderlige gave, man kan få«.

Hvordan var du selv som barn?

Hun tænker. Længe.

»Det ved jeg ikke«, kommer det så.

»For jeg eksisterede som sagt ikke rigtig«.

En dør går et sted i huset. En skygge glider forbi køkkendørens matterede glas. Nogen aflytter en telefonsvarer, kan man høre. Det er det almindelige liv, der rører på sig. Suzanne Brøggers mand. Og stemmen på båndet måske deres voksne datter.

»Jeg kan huske musikken!«, kommer det pludselig fra Suzanne Brøgger.

»Jeg ryddede alle møblerne og gulvtæppet væk i stuen. Så satte jeg Nat King Cole på og dansede i flere timer. Eller jeg satte mig ned og lavede musik selv. Og sang. Det var en form for ekstase. Jeg har altid været lykkelig i musikken«.

Så man kan godt være lykkelig, selv om man ikke findes helt?

»Lykketilstanden er jo netop helt befriet for, hvem man er«, siger hun og ler, lidt overrasket, lyder det til, over, hvor godt ligningen går op.

»Der kan det jo være fuldkommen lige meget, hvem man er. Eller at man ingen er«, siger hun.

»Man kan faktisk sige, at jeg er beriget med evnen til at være lykkelig«.

Hunden og Katten
Da Suzanne var seks år gammel, foreslog hendes mor en dag, at de to skulle gå en tur ned til Søerne. Og da de stod ved vandet, spurgte hun, om ikke pigen syntes, det var en god idé, hvis hendes far flyttede. For, som hun sagde: »Han smider jo sine sokker alle vegne«. Og det kunne Suzanne godt se fornuften i. Muligvis spillede det også ind, at Suzannes mor igennem længere tid havde haft et forhold til en anden. Men det havde hendes mand nu også, viste det sig. Så de skiltes i højt humør.

Suzanne og hendes lillesøster flyttede med deres mor og hendes nye mand til Nærum. De voksne var erotisk besat af hinanden, og pigerne fornemmede hurtigt, at så længe deres mor var lykkelig, havde hun ikke brug for dem. Bortset fra til de hemmelige togter til apoteket, hun sendte dem ud på for at hente medicin.

’Katten’ underskrev hun sig på de mange små kærlige noter til sin nye mand. ’Hunden’ signerede han sine svar. Andre gange nøjedes de med en tegning af en kat eller en hund. Eller simpelt hen med tegnet for mand eller kvinde.

Erotikken fungerede som antydet. Anderledes trægt gik det med sjælenes møde. Hunden begreb ikke, hvorfor Katten partout skulle høre ’Messias’ og læse ’Ulysses’, mens Katten på sin side følte, at hendes liv i alvorlig grad var begyndt at savne elegance og stil. »Der var«, som Suzanne Brøgger siger, »ikke ret meget, der var blevet, som hun havde forestillet sig«.

Og ud af moderens fiasko tog Suzannes opgave form. Hun skulle alt det i livet, hendes mor i virkeligheden havde ønsket sig.

Hjemme var Suzanne »livets repræsentant«, som hun udtrykker det. Altid parat med en opmuntrende bemærkning eller en lovlig lys fortolkning. »Men ...«, som hun siger, »nu kan man så også sige, at selvmordet var der ligesom andre i familien, der havde taget monopol på«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Engang forlangte Suzannes mor, at datteren skulle række hende barberbladene, så hun kunne skære sig i håndleddene og vise verden, hvor ked af det hun var. En anden gang låste hun sig inde på badeværelset, mens familien stod udenfor, indtil der flød lyserødt vand ud under døren.

Veninder tog hun nødig med hjem. For der »var ikke noget« derhjemme. Ud over en syg mor og ingen mad på bordet.

»I de andre hjem så det godt nok fattigt ud, men der blev børnene da kaldt hjem til spisetid og skulle i seng på et bestemt tidspunkt«.

Østens erotik
Da Suzanne var 14 år, blev hendes stedfar udstationeret for FN i Ceylon (nu Sri Lanka), og familien flyttede med. Også de to yngre halvbrødre, som var stødt til. Hidtil havde Suzanne været »et langt stankelben uden bryster og drengetække«. Nu skiftede verdens blik på hende. Hun var pludselig blevet smuk. Og åbenbart også voksen at se til, for hun blev af flere regnet for husets frue.

»Min mor var meget syg, og min stedfar og jeg sad og diskuterede hendes situation, som om vi var familiens overhoveder, der diskuterede børnene«, siger hun.

»Det var meget ubehageligt«.

Året efter fik stedfaderen job i Bangkok. Og også der kastede forældrene sig ud i deres nye liv som engagerede verdensborgere. De lærte sig thai, diskuterede storpolitik og gik ihærdigt op i alle spørgsmål omkring udvikling.

»Og det er jo lidt paradoksalt«, smiler Suzanne Brøgger.

»At en så dysfunktionel familie rejser over på den anden side af Jorden for at hjælpe de underudviklede«.

Engang havde familien planlagt en ferie ved havet. I sidste øjeblik fortrød Suzannes mor og sprang fra. Og så pakkede stedfaderen hele børneflokken i den lille Austin og begav sig alene af sted. De nåede frem til stranden, de nåede også at sejle en tur ud til en lille ø, men da de ved frokosttid vendte tilbage igen, stod en lokal kvinde og ventede på stranden.

Der var blevet ringet fra Bangkok, forstod de. Meget mere rakte hendes engelsk ikke til.

»Lady dead«, sagde hun bare.

Og på hele den lange køretur tilbage til byen sad familien tavs i bilen og tænkte hver for sig, at denne gang var det sket.

»Det er sådan en situation, hvor man holder op med at eksistere«, siger Suzanne Brøgger.

Hvad findes der så inde i én?

»Det har jeg ikke ord for«.

Men ikke spørgsmålet: Hvordan har jeg det nu?

»Nej, men måske nok: Hvordan har mor det?«.

Mor havde det okay, viste det sig. Hun var indlagt. Som sædvanlig. Men i live. Som sædvanlig. »Du er den eneste, der kan gøre Lady rask«, sagde familiens barnepige til Suzanne. »For det er dig, hun elsker«. Men den kærlighedsbyrde blev Suzanne mere og mere træt af at bære, og da der pludselig bød sig en mulighed for at stille den lidt fra sig, slog hun til.

Suzanne havde forelsket sig i en fransk diplomat. Hun var ganske vist kun 15 år, og diplomaten godt nok gift, men han var også medlem af en kreds af libertinere, som hun kalder dem. Franske intellektuelle med et frit og lækkersultent syn på erotik. Og til denne kreds bortadopterede Suzanne på det nærmeste sig selv. De belæste franskmænd påtog sig så at oplære den unge danske pige i klassisk fransk litteratur og surrealisme.

Blandt andet.

»Jeg blev sådan en slags maskot for dem. Jeg fik som identitet sådan en erotisk myte, en glædespige, som jeg syntes var ret let at spille. Fordi jeg havde evnen for lykke og stor livsappetit og nysgerrighed over for andre mennesker«, forklarer Suzanne Brøgger.

»Jeg kunne slippe mig selv«, siger hun, og når, før latteren kommer brasende, lige at tilføje:

»Jeg havde jo ikke så meget person, jeg skulle give slip på«.

Hvad lavede I? Var det orgier og sex på kryds og tværs?

»De andre var voksne og gift, men de havde mange maitresser og elskere. Jeg var mere som en gave, sådan en fetich. Og jeg tror, det har været enormt spændende for dem, at jeg var så ung og kunne formes«.

Hun tøver et øjeblik.

»Ligesom jeg ikke var i stand til at være barn, kunne jeg heller ikke finde ud af at være ung. Så jeg har måske nok deltaget i nogle orgier, men jeg har aldrig været til en ungdomsfest«, ler hun.

Det meste af Suzannes opdragelse foregik nu per brev. Da hun begyndte i gymnasiet, foregik det nemlig på Th. Langs Kostskole i Silkeborg, hvor den unge dame boede i de fleste af årets måneder. Et par år tidligere havde hun spillet klaver i et jazzband og mener den dag i dag, at hvis ikke familien var flyttet til Asien, så var musikken nok blevet hendes levevej.

Nu sendte den franske diplomat flittigt bøger og breve til den unge dame i Silkeborg. Og forventede til gengæld, at Suzanne opsøgte sine egne eventyr og beskrev dem i sine svar. Sådan blev klaveret skiftet ud med fyldepennen. Eller som Suzanne Brøgger selv udtrykker det:

»Fra da af begyndte jeg at leve meget i skriften«.

»Tanken var sådan lidt på Sheherazadevis, at jeg skulle opleve en hel masse spændende, som jeg så skulle skrive om. Nogle vil sikkert kalde det for en djævlepagt, men der var en omsorg, som var fuldstændig tilregnelig. Og der var altid god fransk mad. Der var en usvigelig trofasthed inde i det libertinske. Jeg kunne virkelig stole på dem«.

Du fik faste spisetider?

»Ja. Der var rigtig mange normer. Men ...«, ler hun, »... en af dem var, at man ikke måtte gå med undertøj«.

Vi sidder i et par sekunder. Så griner hun igen. Sådan en slags restlatter, der er blevet til overs i systemet.

»Det passede mig virkelig at komme væk hjemmefra og blive overtaget af nogle voksne mennesker, der ville lære mig noget. Det var min egentlige drift. At lære noget. For mig var det faktisk en slags arbejde«, siger hun.

Hvad var opgaven?

»Jeg bildte mig ind, at jeg var med til at ændre verden. At vi bidrog til at skabe det nye menneske. Og jeg betragtede det som et fremskridt i evolutionen, hvis mennesket kunne udvikle sin evne til hengivelse og hele tiden gøre livet rigere og større«.

Altså rejste Suzanne ind i voksenlivet med et enkelt spørgsmål i håndbagagen: »Hvordan kan man leve mindst ulykkeligt og mest interessant, inden man dør?«, som hun senere formulerede det i bogen ‘Creme fraiche’. Svaret var åbenbart, at det kan man med mange elskere, rigeligt med vin og med abort som nødløsning. I hvert fald hvis man skal tro, hvad hun skrev i bogen. Når hun blev gravid, fik hun »blikket« fra sin mor. Og så blev der bestilt tid til en abort. For hvis man først går i børnefælden, som moderen kaldte det, bliver man aldrig en personlighed.

Da Suzanne kom op i 20’erne, begyndte hun at spekulere over, hvad de mange eventyr gjorde ved hende. Og da hun var færdig med at skrive ’Creme fraiche’ – hendes personlige hyldest til lysten, friheden og eventyret – følte hun sig pludselig nedtrykt.

»Jeg kunne simpelt hen ikke begribe, at sådan en lystbetonet bog kunne munde ud i sådan en tomhedsfølelse. Jeg følte, at det hele endte på sådan en gold sandstrand, hvor der slet ikke var noget liv«.

Hvad manglede?

»Når man lever på ekstasen, skal der hele tiden et nyt sus til. Det ved enhver narkoman. Det var sådan en jagt på intensitet, hvor ekstasen hele tiden lå et andet sted. Og det gav ingen fylde«.

Suzanne Brøgger levede, siger hun – uden at ane det – i det, Søren Kierkegaard kaldte æstetikerens fase.

»Og æstetikerens ærinde er hele tiden at være oppe på snurretoppens spids. Og så ved man så ikke, at man med tiden uvægerlig bliver overmandet af en tomhedsfølelse og melankoli«.

Ja, tak
Pludselig står han i stuen. Suzanne Brøggers mand, litteraten Keld Zeruneith. I en praktisk ærmeløs jakke og med pjusk i det grå hår. Han har havemænd i gang omme foran, forstår jeg. Og er lidt bekymret for, hvad de kan lave af ravage med deres maskiner.

Vi sætter os ud på terrassen alle tre, spiser frokost og taler om ting, enhver kan forstå. Styrketræning og børn. Mens en usynlig traktor brummer et sted i nabolaget, et kuld fugleunger skræpper i krattet og en stille raslen fra buske og trækroner rejser sig i en bue omkring os.

»Jeg synes ikke, at jeg har gjort noget særlig vildt eller aparte i mit liv«, siger Suzanne Brøgger, da vi vender tilbage til fletstolene.

»Men jeg har ikke haft nogen grænser, så jeg har ladet alle mulige ting ske uden at løbe min vej eller vælge det fra«.

»Hvis jeg har skullet møde en ven på d’Angleterre, og han kom i lang plisseret nederdel, har jeg bare haft sådan en ven. Eller jeg har måske haft en ven, som har slugt en guldfisk. Men jeg har ikke selv gjort mærkelige ting«, siger hun og tilføjer med et smil:

»Eller også har jeg glemt det«.

I romanen ’Ja’ beskrev Suzanne Brøgger sit første forsøg på at binde sig til en mand. Vovestykket slog fejl, men i ’Transparence’ kan man læse, hvordan det senere omsider lykkedes hende at lukke en mand ind i sit liv. Lade ham klippe tjørnehækken omkring huset ned. Og gå på hovedet i børnefælden.

»Jamen, for mig var det en total befrielse«, udbryder hun.

»For det var nærmest første gang, at jeg havde gjort noget, som bare var mig. Jeg ville i og for sig gerne have haft børn, allerede da jeg blev student, men så kunne jeg ikke have stået så meget til rådighed for andre. Og det ville være selvisk, tænkte jeg«.

Hvem ville du have svigtet ved det?

»Min mor. Og skuffede jeg min mor, så skuffede jeg også mine læsere. Sådan virkede det. Og mange læsere blev forfærdelig skuffede, da jeg fik barn. Jeg var jo sådan et frihedsikon, og så gjorde jeg noget fuldstændig banalt, som enhver vaskekone kunne gøre«, ler hun.

»Men for mig var det bare dejligt befriende sådan pludselig at blive indoptaget i menneskeheden. Min mor anerkendte faktisk, at der nu var kommet noget stærkere ind i mit liv, og fra da af fik hun i højere grad sit eget liv«.

Hvad er det bedste, du har gjort i forbindelse med din datter?

»Jeg synes, at jeg har set hende som hendes helt egen person fra starten og været nysgerrig efter at lære hende at kende og efter at kende hendes liv, som ikke er sat i verden for at redde mit«.

Hvordan var familielivet anderledes, end du havde troet?

»Jeg havde altid forestillet mig, at det ville virke som en begrænsning på mit liv. Men tværtimod: Det har givet mig så meget støtte og inspiration til at skrive. En meget større fylde. Og der er blevet fremkaldt så meget latter i mig«.

Hun ser på mig.

»Jeg har selvfølgelig altid haft det, men i de sidste mange år har jeg virkelig grinet meget hver dag«.

Befrielsen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Suzannes mor døde ikke for egen hånd, men af sygdom. Og i en høj alder. Men hun evnede alligevel, da Suzanne kom og besøgte hende på hospitalet og en læge stak hovedet indenfor på stuen, at mønstre kræfter til at sige: »Det er Suzanne Brøgger, min datter«. Og senere, til en sygeplejerske, mere ligeud: »Jeg har selv skabt hende«.

Indtil moderens død ringede Suzanne Brøgger hver dag til hende og fortalte »livsbekræftende ting«. Mest om hvor godt det gik hende selv.

»Fordi det gav hende noget at leve for«.

Hvordan var det for dig, da hun døde?

»Midt i sorgen en befrielse!«.

»Jeg har været sådan en slags moderkage, hun kunne ernære sig igennem. Jeg var en jernlunge eller en iltmaskine. Endelig skulle jeg ikke mere hele tiden have den angst og bekymring for, hvordan hun havde det. Om hun ville falde i blæsten og brække hoften. Fik hun noget at spise?«.

»Men min kærlighed til hende ...«, når hun at tilføje, inden stemmen snører sammen og urets metalliske tik-tak igen træder frem af stuens stilhed og er det eneste, vi hører.

»... den er jo ikke blevet mindre«, kommer det så helt sagte.

Da kisten en grå augustdag blev båret ud af kirken, gik Suzanne Brøgger nogle skridt bag den. Bære kunne hun ikke. For som hun siger:

»Jeg havde båret altid. Og lige de sidste centimeter havde jeg ikke i mig«.

Nu om dage findes du vel?

»Jo!«, ler hun.

»Men ikke som sådan en tyngende belastning for mig selv. Jeg findes på en meget let måde. Og det liv, der går igennem mig, findes i allerhøjeste grad«.

»Jeg synes faktisk, at jeg har været meget god til at tage imod det«.

Hvad ønsker du dig af resten af livet?

»Jeg vil gerne have, at alting foregår helt almindeligt. Og at der ikke er nogen, der beder mig om noget. At jeg bare har fred til at læse og skrive og musicere. Og til at være i naturen. Jeg vil helst ikke være nogen eller noget, men bare være«.

»Og virkelig mærke det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce