Uden for døren til den største sal i Bella Center står flere digtinteresserede i en lang kø.
De kan kun høre med fjernt fra salen, da Yahya Hassan modtager BogForums debutantpris for sin digtsamling, og en horde af mennesker klapper nydanskeren ned fra scenen og hen til en stol på første række.
Han er nu en buket blomster og BogForums debutantpris med de tilhørende 50.000 kroner rigere. Men han siger ikke meget, da journalisterne kredser om hans ternede bukser og lange blikke, mens fotograferne bader nydanskeren i blitzer.
»Yahya, husk blomsterne!«, udbryder en af forlagsfolkene fra Gyldendal, da prisvinderen rejser sig for at forlade salen.
»Fuck blomsterne«, siger Yahya Hassan, mens han vender blomsterne og offentligheden ryggen, så man kan se håret på baghovedet, der er samlet i en hestehale. En flok journalister får dog stoppet ham og fyret et par spørgsmål mere af.
»Efter min mening, skulle Hassan Preisler have modtaget prisen sammen med Pia Kjærsgaard«.
»Det er okay med mig, hvis Pia Kjærsgaard får en bid af kagen«, lyder det fra den ellers fåmælte unge stjernedigter, der har fået danskerne til at læse digte, som de ikke har gjort siden 1970'erne og 1980'erne.
LÆS OGSÅ Yahya Hassan vinder Debutantprisen på BogForum
Gemmer sig bag solbrillerne
Lidt efter, han har modtaget prisen, og efterladt blomsterne, flygter Yahya Hassan ud gennem en bagdør i Bella Center.
Og straks som man troede, at prisvinderen var forsvundet, står han nu her, ude i den friske luft. Med sine Ray Ban-solbriller på næseryggen og en Fjällräven-taske på skuldrene for at give svar på de tilstedeværende journalisters spørgsmål.
»Det her handler om, at der er nogle omstændigheder i mit lokalområde - i min ghetto - som jeg har haft brug for at skrive om. Alt det, der følger med, kan jeg ikke kontrollere. Det er ude af mine hænder«, svarer han på spørgsmålet om, hvorfor han overhovedet skriver sine digte.
»Det her handler ikke om opmærksomhed. Rampelyset er ikke målet, det er ikke min intention«, siger den 18-årige digter.
»Jeg har jo altid skrevet mine digte. Jeg har altid været udsat for dødstrusler og voldsomme ting i mit nærmiljø. Folk vidste godt, hvad min holdning var til de her ting før. Den eneste forskel er, at det nu er blevet til en offentlig begivenhed«, siger han.
Rampelyset er ikke målet
Store bogstaver
Det litteraturinteresserede publikum i den store sal i Bella Center var da også ellevilde og hyldede Yahya Hassan, da det blev offentliggjort, at han er årets vinder af Debutantprisen.
»Hvornår har vi sidst oplevet, at en debutant er slået igennem lydmuren på denne måde?«, sagde en repræsentant fra juryen i motivationstalen umiddelbart før prisoverrækkelsen:
»Yahya Hassan har skrevet sig selv uden filter. Normalt skyer folk digte eller kortprosa, men Yahya Hassan har med sine digte formået at slå igennem med masser af mængder af hårdtslående hjerte. I hører i digtene en ung mand, der krænger sin opvækst af sig. Han taler med store bogstaver«.
»Hans udtryk er så stærkt, at det kan stå for sig selv uden al debatten omkring det. Vi, (juryen, red.) håber at læserne vil læse digtene som det værk, det er. Yahya er ærlig og modig, og han er ikke bange for at provokere«, lød nogle af ordene fra juryen.
Debutsamlingen 'Yahya Hassan' er nu trykt i 37.000 eksemplarer. Yahya Hassan kan opleves flere gange på årets BogForum.
LÆS OGSÅ Yahya Hassan raser nu også i USA
fortsæt med at læse





